Jeg anbefaler …

September 2015.

Jeg har haft den store fornøjelse at læse ChristinIMG_3838a Ingerslevs fremragende debut Elsk min knækkede glorie, en samling af lyrik og kortprosa, der både overrasker, bevæger og gør læseren
klogere på livet, smerten og kærligheden. Jeg blev opmærksom på
Christinas forfatterskab via mit medlemsskab af Facebook-gruppen: ‘Danske Forfattere, Skribenter og andre Skrivelystne’.
Christina Ingerslev, der i en del år har skrevet tekster til sin egen blog, har på imponerende vis realiseret forfatterdrømmen og stået for udgivelsen af bogen, som jeg på det varmeste kan anbefale – den er både blændende skrevet, tankevækkende og fuld af elegante sprogperler og skarpe iagttagelser. Jeg har skrevet en anmeldelse af bogen til Litteratursiden.dk:

Elsk min knækkede glorie af Christina Ingerslev

Litteratursiden.dk: Elsk min knækkede glorie af Christina Ingerslev

Kig i øvrigt forbi Christinas flotte og professionelle forfatterhjemmeside, hvor man også kan købe bogen

Christina Ingerslev, forfatter


Jens Blendstrup

– En af mine helt store helte indenfor nyere dansk litteratur er
Jens Blendstrup – romanforfatter, lyriker, og ulejlighedspoet!
Jens’ vidunderlige sprog er, med sit afsæt i det både humoristiske og skrøbeligt tragiske, herligt befriende og fyldt med en kærlig nænsomhed, der bringer læseren i øjenhøjde med livets skævheder og hverdagens poesi.
Første gang jeg  stødte på Blendstrups forfatterskab var, da jeg læste den blændende romandebut: Gud taler ud, et knivskarp, overraskende og dybt rørende portræt af Jens’ far og en tid, der ikke længere findes.
Litteratursiden.dk: Gud taler ud
– Det er en bog, jeg ofte vender tilbage til, fordi den rummer så megen varme og humor samtidig med, at den tegner et portræt af en tid, jeg selv er vokset op i og genkender på godt og ondt.
Jeg har siden fulgt forfatterskabet ivrigt og nydt vidunderlige bøger som Pludselig Flæben (Samleren, 2007), Bombaygryde (Samleren,
2010), Toværelses med Lykkelig Udgang (samarbejde med Lars Gundersen, Samleren, 2008), børnebogen Kolumbus Kristensen Rykker ud (Gyldendal 2009), tegneserierne Skægmanden fra Varde og Skægmanden i Skærsilden (samarbejde med illustrator Rikke Villadsen, Forlaget abenmaler.dk) – og senest Luskefisefortællinger (Samleren, 2014).

forfatterweb – Jens Blendstrup

De Blendstrupske Industrier A/S

Jens er tidligere redaktør af tidsskriftet “Øverste Kirurgiske” (bibliotek, digterkollektiv mm.)

“…Accepter guitarister…” (fra ‘Gud taler ud’)

Frode_i_Kgs_Have
Frodegruppen 40 i Kongens Have aug. 2015. Frodes te-hætte er erstattet af sommerhat i blomst – ‘Alooha Hawai’.

– Jens er til tider også Frode – med ikonisk te-hætte på hovedet! – i bandet
Frodegruppen 40. Seneste CD-udgivelse: “Solnedgang over Duddies Blomster” (elektrolyt.dk, 2015)

Blendstrups produktion er omfattende, og hans tekster optræder i mange forskellige sammenhænge (antologier, tidsskrifter, oplæsninger, ‘festskrifter’/taler mv). – En af mine personlige favoritter er teksten Normalisér
Lone Kellermann
, der indtil videre vistnok kun findes i en højtoplæsningsversion fra hans optræden i  Templet i Lyngby i oktober 2013. Den kan ses og høres på youtube.com:
Oplæsning i Templet: Normalisér Lone Kellermann

– En anden fantastisk samling tekster kan findes på Blendstrups blog: farerindringer, som han har skrevet sammen med nu afdøde Martin Budtz – den rummer mange tankevækkende og bevægende tekster,  og de fleste er holdt i et kort og enkelt poetisk format. Der er tale om små erindringsglimt, som både bevæger og overrasker.

farerindringer.blogspot.dk

Som et curiosum vil jeg nævne, at man en sjælden gang kan være heldig at opleve Jens Blendstrup sammen med barndomsvennen,
litteraturkritikeren Lars Bukdahl, i happeningen: Litterær Hypnose – et gak-gak-poetisk stykke performance med de to herrer på ekstraordinært slap line – den rører næsten gulvet i fraværet af elementer, der kan holde den udstrakt! Det er sublimt og frydefuldt latterfremkaldende! Jeg har været så heldig at opleve det en enkelt gang – en meget varm sommer blandt sveddryppende pander og klistret hår i
Huset i Magstræde i København –

– det var stort!


Martin Hall

– Som ‘moderne senromantiker’ kan jeg naturligvis ikke lade være med at opretholde en stadig fascination af ‘fænomenet’ Martin Hall – forfatter, kunstner, musiker, poet, performer, debattør mm.
Jeg føler mig nært beslægtet med det ‘neo-romantiske’ og ‘filosofisk søgende’ udgangspunkt, han har som kunstner, og finder stor inspiration i den tid og de temaer, han beskæftiger sig med i sine værker – Fx i ‘Nostatic!’ (Gaffa Forlag, 2012) om bla. punk, postpunkt og new romantic tiden 1977-1984 og det monumentale selvreflekterende generationsportræt ‘Den sidste romantiker’ (Peoples’ Press, 2005),  “… en totalroman om hvide nætter, spirituel søgen, gold sex og svimlende forelskelser, lavkomik og filosofi forenet i en generationserfaring, der hidtil har manglet et litterært testamente.”,  som det hed i pressematerialet fra forlaget. Og videre: “… den store roman om at modnes, til alle tider. ”

 


New Romatic 4

– Depeche Mode

“… You know what I mean …”

Engelske Depeche Mode har en
kæmpestor og brændende plads i mit hjerte! Bandets mere end 30 år på musikscenen som formidlere af følsom pop, ikoniske lydflader, rocket elektronisk blues med elementer af gospel, storladen symfonisk synth samt dansant, svejende electronica med klassiker-status er en kilde til stor glæde og inspiration for mig – og for mange andre!

– I det hele taget er pop- og rockmusikken, med dens kombination af musik og fortolket tekst,  et favoritsted på mit kunstneriske landkort, når jeg søger et  indsigtskick, et føleselsboost,  et længsels-spark eller mangler inspiration. – Fra Bowie til Blur, fra Kim Larsen til Nordstrøm, fra Dylan til TV2, fra Springsteen til Johnny Madsen, fra Lou Reed til New Order,  fra Tom Waits til Lars HUG – alle formidler gennem deres tekstuniverser en basal livskraft og energi, som udover at have sat sig dybe spor i vores fælles ‘ordtradition’ rummer store følelser, provokation, længsler, livserfaring og en elementær skønhed.

Hvad angår den litterære kvalitet  i musikken er det først og fremmest Depeche Modes hovedtekstforfatter Martin L. Gores blændende sangtekster,  jeg vil fremhæve ved bandets kvaliteter ( at forsanger Dave Gahan er kommet på banen som fast bidragyder til tekstuniverset er glædeligt – davegahan.com – men originaliteten ligger historisk set hos Gore, der også stadig ‘har bolden’, som jeg ser det).
Der er både stor poesi, dybe længsler, mørk og dragende sensualitet, romantisk melankoli og en generel optagethed af religion, hengivelse, sex, det sublime og den altopslugende, besættende kærlighed hos Gore. Martins tekster er enkelt opbygget og samtidig bevægende længselsfulde og til tider hjerteskærende melankolske – men rummer i langt de fleste tilfælde– hvad mange ofte glemmer eller overser –en stilfærdig humor og et glimt i øjet!

Depeche Mode 2015
Depeche Mode, ‘Boxen’ i Herning, nov. 2013.

At bandets 6. album fra 1987 kom til at hedde Music for the Masses (Mute Records, 1987) skyldes fx ikke overdreven tro på egne evner hos bandets medlemmer, men i virkeligheden, at ingen af dem troede på en større, kommerciel succes, fordi bandets musik i forvejen blev betragtet som ‘niche-musik’. Det appellerede slet ikke bredt nok – og resten af rock-scenen havde hidtil været et andet sted end Depeche – mantraet var  ‘more guitar’ og ‘less messing about with keyboards’! Så albummet var ‘musik til de brede masser? – definately not!’ i bandets egen forståelse!

Depeche3
DM i DK, nov. 2013

Hele opfattelsen og billedet af Depeche Mode som særligt dystre, melankolske og ‘teenage-mutte’ har jeg i øvrigt fået sværere og sværere ved at forstå igennem min efterhånden mere end 20 års optagethed af bandets tekstunivers. Vel er der da enkelte mørke portrætter, selvspark og fortabthedsbilleder at finde ind imellem – og fint nok med det – men humoren, glimtet i øjet og selvironien lurer alligevel altid i baggrunden og går som en stilfærdig rød tråd igennem hele deres produktionen.

Jeg har fx svært ved at se Black Celebration (fra Black Celebration 1986, Mute Records) som en mørk tekst, trods titlen. Linier som “I look to you, how you carry on – when all Hope is gone – can’t you see – your optimistic Eyes – seem like Paradise – to someone like me” efterlader mig mere i en håbefuld stemning end med et billede af ‘nedtur’.
Det samme gælder Gores ‘oprørs-/irritations-/opbrudssang “A Pain that I’m used to” fra albummet Playing the Angel (Mute, 2005). Sangen slutter – før sidste omkvæd – med linien “… with a Prayer in the Air I will leave It there – on a Note full of Hope not Despair”! Igen mere håb end dyster melankoli.  Selv den klart mol-agtige og tydeligt mørke “The Darkest Star” til sidst på ‘englen’ er sært underspillet ironisk med linier som “Ohh, you sad one, Playing the Angel – isn’t so easy where your from”! Nej, klart nok! – man starter heller ikke ligefrem ‘oppe’ når man har den titel som prædikat! Jeg læser og hører det som et strejf af Gores stilfærdigt bidende ironi.

Depeche 2

Endnu et eksempel på glimtet i øjet og selvironien er fra den – måske på overfladen triste og afskedsfokuserede – “It doesn’t matter two” fra Black Celebration (titlen er et  ‘call back’ til albummet Some great Reward (Mute Recors, 1984) med nummeret “It doesn’t matter”)
Med nogle af de bedste og mest ‘Gore-agtige’ akkord-sammensætninger i hele Depeches produktion som baggrund synger Gore selv (sen-romantisk, længselsfuldt) “…and Ohh what a feeling inside of me …” og i næste linie “It might last – for an hour” – igen ‘popper’ ironien straks op – og videre “… Ohh, and I’m healing inside of me – though It feels good now – I know It’s only for now”. Gennem den bitre erkendelse af hengivelsens ofte flygtige og kortvarige natur aner man alligevel en ironisk distance. En art: ‘ok, det bliver ikke bedre’-erkendelse under den dragende melankoli i musikkens og tekstens grundstemning.

Man kan endda gå et skridt videre og hævde, at der ligefrem er eksempler på positivitet og ægte, omend underspillet glæde i Depeche Mode’s værker. Nummeret ‘But Not Tonight’ der blev udgivet som B-side til det mere officielle hit-valg ‘Stripped’ fra ‘Black Celebration’ demonstrerer en elementær og spontan glæde over at være til stede: “…The wind in my hair – Makes me so aware –  How good it is to live tonight”. Musikken understøtter glæden i teksten – en uptempo, bas-synth baseret sequenzer-rytme gør nummeret dansant let og efterlader et positivt og mildt indtryk.
Den nu næsten standardiserede, ikoniske synth-pop-klassiker: ‘Enjoy the Silence’ fra det legendariske album Violator fra 1990 (Mute, 1990) (et album, der af mange regnes for et absolut højdepunkt i DM’s karriere) rækker ud over smerten i de indledende linier: “Words like violence break the silence” og hægter håbet på:  “All I ever wanted All I ever needed is here in my arms” (netop ‘is here’ og ikke ‘could be here’ eller ‘was here’). ‘Waiting for the Night’ fra samme album er en øjeåbnende smuk ballade med Natten som befrier og Månen og stjernerne som kærlige vågelamper: “There is a Star in the Sky –
Guiding my way with its light – And in the glow of the Moon – Know my Deliverance will come soon”.
Håbet og det opbyggelige er elementer, der jævnligt dukker op i tekstuniverset og glæden er aldrig helt ude af syne, trods et vedholdende rygte om det modsatte.

Det imponerer mig til stadighed at Depeche Mode formår at holde et tårnhøjt kunstnerisk niveau selv efter mere end tre årtiers kampe, internt og med omverden, efter pendulvekslen mellem op- og nedture, manglende anerkendelse, personlige kriser og perioder med egentlig deroute. Bandet formår gang på gang at finde tilbage på sporet og fokusere på det, der er unikt i materialet og er derved blevet istand til at genopfinde sig selv. Musikken bringes videre i nye, interessante retninger og originaliteten bevares.

DM i DK 2013
DM i DK, 2013.

Bandets seneste album ‘Delta Machine’ fra 2013 (Mute/Columbia, 2013) er både tekstmæssigt og musikalsk på højde med referenceværker som Violator og Black Celebration samtidig med, at det fremstår med et frisk lydbillede og en original men umiskendelig Depeche Mode-sound.
På  ‘Delta’ mærker man en øget kunstnerisk afklarethed og en dybere omfavnelse af ædrueligheden og den endelige afsked med rock &roll mytens mørke fristelser (arbejdstitlen var faktisk ‘Tea and
Biscuits’!) – en retning, som blev indvarslet allerede på ‘Sounds of The Universe’ i 2009 (‘Mute/EMI, 2009).  De første linier i åbningsnummeret lyder fx: “Welcome to My World – step right through the Door – leave Your Tranquilizers at Home – You don’t need them anymore” (‘Welcome to My World’). Men afklaretheden tager på ingen måde brodden og sprødheden ud af teksterne, der stadig kan bide fra sig, gøre ondt, bevæge og udfordre. Numre som ‘Long Time Lie’, der kredser om selvbedraget og  den åndelige dovenskab er en begavet opsang til den bagstræberisk ligeglade og afhængige personlighed med linier som: “All Your twisted Conversations – When You’re sitting all alone – Just remember we know Your secret –While You moan”.
Afskeden og tabet ligger igen på lur på numre som ‘Secret to the End’,
‘ Should be higher’
og ‘Alone’. Fra sidstnævnte:”I couldn’t save your Soul – I couldn’t even take you Home – I couldn’t fill that Hole – Alone” . Fra ‘Should be higher’: “Your Lies are more attractive than the Truth …” Her er desillusionen total og smerteligt erkendt. Opbruddets nagende understrømninger af selvbebrejdelser og fortrydelse adresseres uden omsvøb i ‘Secret to The End‘: “The final Chapter in the Book expires soon – We’ve come to The End” …  “Should have been you – If it hadn’t been me”.

Håbet vender, ironisk nok, tilbage i den brilliant bluesede ‘Goodbye’ – sjældent har et guitarriff og en stor-tromme lydt beskidt, støvle-
skaftemørnet og musikalsk sydstatsklingende på et britisk rocknummer! ‘Goodbye’ (som kunne hedde ‘Goodbye Pain’) leverer sært opløftende billeder side om side med forgængelighedstemaet: “If You see me walking – to the Golden Gate – turn around stop talking – stop and hesitate – I’ll be waiting up there – with my Fate in the Air – for You”. Døden og kærligheden fanget i en enkelt linie! Her nærmer Gores evner som tekstforfatter sig det sublime.
‘Broken’ er, trods titlen, opbyggelig og nænsom, men igen på en tydeligt melankolsk baggrund – en klassisk Depeche gestalt.  – Teksten kredser om tillidens vinger – om at turde lade sig bære på trods af sår og skrammer: ‘When your falling – I will catch you – You don’t have to fall that far – You can make it – I will be there – You where Broken from the start’.  ‘Broken’ er en tekst, der går i hjertet og formidler en ro og kærlig besindighed. Og musikkens analoge klangbillede spejler det formfuldendt.
Endelig er DM-drengene på ‘Delta’ igen, ligesom på stort set alle tidligere udgivelser, leveringsdygtige i storladent emotionelle og ‘Weltsmerz-tonede’ farvelader.  – Rødderne i New Romantic-genren er solide! – Musikalsk svæver jeg personligt hen i både dragende, sprødt kligende lydflader og flotte, brede synth-passager der
understøtter et tekstunivers med meget højt til loftet: “I Bleed into your Dreams – You’ll want to loose Control – I weep into you Eyes  – I’ll open Endles Skies – an right Your broken Wings…” (fra ‘Welcome to My World’). Og: “I’m taking my place – by Your side – I’m not leaving – until I’m satisfied – there’s only one Way to soothe my Soul…” (fra ‘Soothe my Soul’.)
‘Delta Machine’ er et flot gennemarbejdet, moderne elektronisk rock-album med vedkommende tekster, hjertet på rette sted og en unik sound – jeg tror ganske enkelt ikke man kan finde andre i branchen, der lyder som Depeche Mode gør på ‘Delta’ – selvom der i dag er rigtig er mange på den elektroniske musikscene, som bevæger sig i et lignende felt.  Samarbejdet med producer Ben Hillier – for tredie gang i album-sammenhæng – har resulteret i bundsolidt håndværk og en sært egenartet ‘crisp’ sound overvejende baseret på analogt udstyr og teknikker.
Som i tiden før ‘Music for the Masses’ kan man med god ret hævde at Depeche stadig er niche-musik. Men de er det på baggrund af en fortsat insisteren på fornyelse,  at have noget på hjerte,  bevæge sig mod strømmen og aldrig gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet.

Depeche Mode står som ‘musik-litterært’ forbillede indskrevet i en tradition, der omfatter kunstnere som Joy Division, New Order, OMD, Talk Talk, Cabaret Voltaire, en tidlig David Bowie, Brian Eno, Roxy Music , Bryan Ferry, Japan og vores egen Michael Simpson – men Depeche indtager efter min opfattelse klart Hovedpladsen!

” …There’s no doubt – I’m one of the devout” (M. L. Gore)

"To put It in Words – to write It down – that is walking on hallowed Ground" – M.L. Gore

error: Content is protected !!