Alle indlæg af Peter Nør

Poetiske absurditeter og Nonsens Påny!

Det er ved at være et stykke tid siden, der er sket noget her på min poetiske blog. Travlhed med andre gøremål, en del rejseaktivitet, mødet med – og gode stunder tilbragt sammen med! –  nye inspirerende mennesker samt  – ikke mindst – forfattergerningen med tekster under udvikling har holdt mig fra at anmelde og publicere i større stil.

Et nyt kapitel blev indledt, da jeg sidst i 2015 begyndte at læse et udvalg af mine tekster op på flere poetiske Åbne Scener i det københavnske lyrik-miljø – dér, hvor glæden ved det talte og levende ord trives i bedste velgående! -særligt ved ‘Ord På Flisen’ på Café Flisen på Vesterbro, arrangeret på fremragende vis af Michael Juhl Svendsen (nu assisteret fornemt af Ida Bøgelund Larsen og med excellent fotografisk dokumentation v. Cecilie Sund Kristensen (Cecil Photography)). Arrangementet kan varmt anbefales til alle med interesse for poesi og det levende ord samt godt og vanvittigt hyggeligt selskab!! Se datoer, billeder mm. her:

Link: https://www.facebook.com/ordpaaflisen/?fref=ts

At læse sine tekster op for et engageret og lyttende publikum er med til både at udvikle og skærpe sansen for sprogets muligheder samtidig med, at mødet med andre poeter, etablerede såvel som nye, i allerhøjeste grad inspirerer og glæder!!

Men en lille flok nye, helt færdige og gennemarbejdede tekster er det da blevet til undervejs! Nu publiceret og klar til læsning direkte her på poetens side!! 🙂
Der er først og fremmest tale om flere af mine absurde og skæve nonsens-tekster – en leg med ord og vendinger – poetisk boldspil udsprunget af en glæde ved selve sprogets lyde. Glæd dig til Okkelmuld, mosdug i Jertingdragt og irtrastet Månefunkel!!
Teksterne kan læses her på siden under:

Nye tekster

God fornøjelse med læsningen! Og husk:

‘Enjoy the Silence’ …..(M.L. Gore)

Bedste hilsner fra poeten!

 

Maststyrt

Nordiv Blue 2

Maststyrt

Jeg iklæder mig gerne en kappe af hovslag
den er tavs når hestene sover
og brøler marker omkuld
når stalden er tom

hvisker træer i indbildt blomst
når året går på hæld
hælder larmende vedsaft
på nattens spejldæk

dæk mig til med lyde
så jeg kan bære vinden rundt
og løfte min natsyngerskygge
op over den
for det er tiden hvor
græsset trykker sig i ulvefavne
og træer gemmer på himles kald
jeg ryster
det er koldt i den langstrakte time
med malede tusmørkestriber
på en fængslet skovbund

jeg ser en tæmmet jæger
i trommeham
tordne over stier på oldsteppen
blandt sprukne sten
og nypytter af flettet regn

dagens bøgefakler og birkegløder
er slukkede nu
og tabte grene hyler op
mod
en plettet Lermåne
mit karfunkelsnit
er krøllet sammen i upassende folder
og jeg savner et strejf
af glatte kølige sten
med vulkanske årer
og opsparet varme
fra kvartæræoner

en bølgende kappe bør omslutte mig
påny

før jeg styrter med angsttorden
mod bjerget og tænder lys
i vættehuler

eller ligger lavt i støvsiv
indtil morgengryroen bringer
sartskær af lys over kornflader
med feltfrost fra nattens drypdug

lad stammers ungsang omvikle blåmørket
og forsage kæmpens klang
af aldersgab
mens irrende vinde ridser linier i sider
åbne for nedfald og maststyrt

med dragtsnurren nænner jeg
søens brølende dyb

et kampekko

Af Peter Nør, 2015

Salme fra Bog-dages-løbet

– med ti total trotyliserende titler med garanteret trylleeffekt!

Bag Farum

Efter den nyligt overståede – af nogle forhadte og udskældte, af andre med glæde imødesete – tilbagevendende ‘litterærlige’ event og masse-og-messe-begivenhed ”Bag Farum” * – aka ”Bog Forum” aka ”Bøger i Bella” – sidder jeg tilbage med en stribe hjembragte bogtitler, der virkelig bidrager til min boghyldes farvelade-udseende med et nyt berigende ordtæppe af bogrygge med påtrykt opmærksomhedspåkaldende og kig-krævende poetisk skrift!

– For ja, jeg besøgte bogmessen og de gamle haller på øen derude igen i år og ja, det er ved gud stadig et gedemarked og ja, det er i den grad fuld af gøgl og cirkus og journalister på træk – med og uden ‘ledsaget udsyn’ – og ja, det flyder over af kendisfetichisme og kasserollefrisurer og damer med gråhjemmelhår og stilletkaravaner og mobil-hængsel-jeg-er-vigtig-se-mig-selfie-beredt-storsmilende-med-vendindeblik-udfarende-evindeligt-snakkende-ser-ikke-op-håret-op-og-duften-tilbage-smukke kvinder, der fylder gangene ud, i hvert fald når de er mange nok, for de fylder ingenting i deres broccolismoothieslankende dresses, og nej!, det er absolut ikke nogen ”NY NYHED: KØB FOR PENGE BOG MED BOGSTAVER”, Bukdahl! (WA, Bøger, 6. nov.), selvom det råbes i haller med højt til loftet, og nej det er ikke nødvendigvis litteraturen, der kommer mest til orde og nej, det er ikke let at råbe op om lyrikken fra en lille stand i en endeløs række af boder med bolcher og billetblokke og bro-bro-brille snak og ja, den er nok mere litterærlig end litterær og ja, der er langt mellem snapsene og ja, snaps er der også, for det skrives der også bøger om, og i hvert fald er der øl, for Carsten Berthelsen og Rolf Nielsen giver aldrig op med deres 50 eller noget øl, du absolut igen igen må sætte udvalgte væskebølger til ganen af før du kradser af – selvom jeg sprang over og drak americano med udsigt til MOMO-lyd og højtlæsning og Lars Mikkelsen og smukke Linda Elvira i stedet– og ja, der er mere Nak og Æd og Spis med Gris på Gaflen og sæt pris på din kogebog og smag på prøver med jul i skjul af sul og ‘De-kan-da-toxe’ og blive rask på ingen tid og smoothies er stadig gud og der er også kålkællinger og mosekonebryggere og livstilsguruer og lækkerhedsfaktorbedømmere og drømmere og strammere og slappere og kend-din-løbestil-jeg-har-fået-nok-men-prøver-igen-hvad-med-batik-hulahop? eller dans-med-vildt? eller rør-min-indre-hulemand eller fang-mit-løsgående-egern? Og hvordan var forresten dine 50 år i frømandsdragt med polymerslange til ekstra luft på siden– for det er så det nye –og hvordan lød dine plader fra den gamle samling ud af højttalere med messingstik for bedre udgang for sådan nogle må man jo have, og ”var De præst i forrige årtusinde for de har da været her længe og de har da været her før og de kan i hvert fald stadig Deres salmer?”– salmer nu i DJØF-udgave i ny-ny-nyfortolket for Gud-ved-hvilken-gang version og ”føler De dem i balance eller er sokken mat, for den kan vi da også vaske!” med 20 gåde råd fra Miele-professoren – og ”kan man tænke sig det? Under uret”, og ja, det kan man med lev-vel-og-le-med-den-levende – og det bliver fredag aften og det bliver lørdag aften og det bliver søndag eftermiddag med lange arme og tunge tasker –og vi må da også ud herfra engang eller, nej ta’ og lige bliv en time til, og har De noget De mangler? Og kan vi hjælpe den næste og ja vi hjælper da altid den næste, og hvor er jeg? og hvor blev du af? og hvad har jeg gemt i tasken? Og hvad kan jeg vinde og fik jeg det hele med? Og jeg kan ikke se standen for bare bogmærker og hvor er min hest, mor og jeg har susen for øjnene og røde pletter for ørerne og mine ankler føles som porrer –MEN –MEN – MEN – – – der er så gu’ da også: LITTERATUR og ORD og TALE og SPROG og SAMTALER og SKRIFT og LYRIK og NOVELLER og ROMANER og POESI – og FORFATTERE og frem for alt LÆSERE! Bøger skal læses og ja, for fanden da, sælges og købes der-forinden – that goes without saying – men jeg sagde det – så! Og uden LÆSERE var vi forfattere og småskribenter og andre skrivelystne – i bedste fald – LOST – og i værste fald: ensomme køkkenbordsretorikere med lunken kaffe og slatne småkager i vores eget verdensfjerne selskab!

Bag Farum 3

– Når man på EN ENKELT WEEKEND kan:

1) Høre Olga Ravn læse op og fortælle om ‘Celestine’ – guvernante-romanen og den gotisk dulgte og dragende seksualitet er tilbage stronger than ever!
2) høre Jens Blendstrup og Marianne Larsen hylde Rifbjerg – saligt ihukommet – og tilmed få nyheden om at her B’s længe ventede og med sindsygt saftigt opsparet spænding imødekommede roman ‘Slagterkoner og Bagerenker’ ENDELIGT har fået en udgivelsesdato (angiveligt 18.03.2016 på Samleren, yes!) – i hvert fald et troværdigt håb om en sandsynlig publikation i foråret næste år – nu har det også kun taget den rare mand 8 år, men alting har jo sin tid!
3) Høre Signe Gjessing læse op – med sart skrøbelig og smuk røst – fra sin intet mindre end mindblowing-overvældende digtsamling ‘Blaffende rum nænnende alt’ (Gyldendal, 2015)
4) Høre Morten Søndergaard rappe Sophus Claussen overfor Tårnby Poesiklub – med hjemmebragt Matadormix på til lejligheden opstillet stol!
5) Blive klogere på ‘Homo Sapienne’, (Milik, 2014) som sidste år lå på forlagsstanden få dage efter udgivelsen og dirrede af snarligt kommende snigende succes og anerkendelse – med en rolig og fattet Niviaq Korneliussen, som Jes Stein Pedersen konstant forsøgte at bringe på – undskyld – glatis – men hun stod fast og lod sig ikke provokere til at tale uden tid til grundig overvejelse, og det er vigtigt i den debat hun med stort mod  – og med hjertet på spil – har rejst!
6) Hænge ud ved Gladiator-forlagsstanden og få en ubændig trang til at købe hele samlingen, men så alligevel være tvunget til at vælge og med våde lyrikøjne spotte titler, man ikke vidste man ikke kunne leve uden og dermed skaffe sig endnu en længsel eller to til mave-hjerte-hoved-samlingen
7) Falde bagover af trykket fra den monumentalt veltalende og stemmemurs-afsendende Einar Már Gudmundssons røst, der med klange fra Saga-ætlingenes uldmende urfortællingsland brummede og buldrede sine røverhistorier fra sin eminente ‘Hundedage’ (Lindhardt og Ringhof, 2015) – overfor en lettere lamslået Barbara Stephensen med sit til lejligheden medbragte stamtræ til illustration og forsigtig verificering af ‘Hundedage’-hovedpersonen, ‘Hundedageskongen’ Jørgen Jürgensens, hævdede historisk ægte natur
8) Høre Liv Sejrbo Lidegaard – den på sin egen stille måde fremadstormende lyriker – læse op og fortælle om de elegante, små situationsbilleder og sansninger hun præsenterer i velovervejet og gennemtænkt lyrisk form i debuten: ‘Fælleden‘ (Gyldendal, 2015) på Danske Bibliotekers stand med et interessant tema-fokus på debuterende unge digtere
9) Høre uddrag af Bram Stokers ‘Dracula’ (første bog-udgave: 1897, Archibald Constable and Co., senest: (E-bog) Gyldendal, 2015) læst højt i fullcast version af fremragende skuespillere fra MOMO-lyd, deriblandt Lars Mikkelsen, Morten Hauch-Fausbøll og Neel Rønholt, – den oprindelige vampyrgyser, 1890’er romanen, der har det hele: saftig, slet skjult seksualitet, blodfascination, åreladninger, strejfende kvindeskikkelser på mørke heder og navnløs rædsel i krogene, mere end et århundrede før ‘Twilight’ og ‘True Blood’. – En fascinerende, fængslende udgave med en ivrig, nærmest besat, Dr. Van-Helsing, der jager de u-døde med sine gæve allierede victorianske gentlemen; nu tilgængelig som lydbog i ‘næsten-dramatiseret’ version ** – spænding midt i forhallen med puder og puttetæpper til børnene – godt gået, MOMO-lyd!
10) Erhverve sig 10 gode, inspirerende og tankevækkende titler (for en overkommelig pris, vel at mærke) til bogsamlingen   –

– Når man kan ALT dette på 3 tætpakkede, ja, men inspirerende og glade dage, så er det efter min ydmyge poetiske opfattelse hele cirkus-showet og tante-i-teltet-turen værd – Bogmessen, Bog-gede-markedet, Bog-dages-løbet, Bog-markedet (for et marked er det også og bøger koster nu engang penge for bøger skal købes og, så sandelig da, sælges) – eller hvad i den al vide verdens riger og store eller mindre store lande man end ønsker at bruge af negativt ladede eller drille-stikke-til-se-ned-på-agtige mellem-fornøjet-mobbende ord om denne messe, så har den sin ubetingede plads og berettigelse – og jeg kommer, selvfølgelig, tilbage igen næste år – like it or not!

Bag Farum 4

– Her følger mine ti trillende, tryllebindende titler – en total trotyliserende top ti over titler, der er interessante og bemærkelsesværdige og begavede alene for titlernes egen skyld. Bøger, der vil kunne slippe afsted med et næsten hvilket som helst indhold fordi titlen fortjener ubetinget opmærksomhed.

1. ‘Blaffende rum nænnende alt’ (Gyldendal, 2015)– Signe Gjessings mindblowing-overvældende monster-begavede digtsamling der favner altet og det tyste og det larmende og solene og fjerene og armene og fingrene og cyklerne og sindene i ét nu-og fordi titlen er brilliant billedskabende og forbløffende i sin monumentale poetiske skønhed.
2. ‘Marble’ (Gladiator, 2014) – fordi den er godt tænkt, lyrisk begavet og velskrevet. Amalie Smith har skrevet en indsigtsfuld og overraskende roman: ”…om marmor og koraller, antik polykromi og infrarødt fotografi, bemalede gipsafstøbninger og digitale 3D-modeller, arkaiske korestatuer og græske svampedykkere” (Forlaget Gladiators beskrivelse). Lugter lidt af krimi men er det ikke – og hvis den var var det med ‘p’.
3. ‘Barbaricum’ (mellemgaard, 2015) af Mikkel Jørgensen – fordi titler med antikke associationer altid er sært dragende – sprogligt er der nu ikke de store fornyelser at hente og metaforene virker en anelse fortænkte – vi snakker ‘American psycho’ møder ‘Fifty Shades’ skrevet fra en mandlig – og dansk, nutidskritisk synsvinkel – men den er interessant for sin udlevering af tidens (maskuline) dårskab.
4. ‘Lejlighedssange’ (Samleren 2015) – Stine Pilgaards opfindsomme fortællinger – fordi den ligner men er noget helt andet og overrasker og bevæger og er sindsygt velskrevet!
5. ‘Sange fra bugspytkirtlen’ (mellemgaard, 2015) af Thomas Wivel – fordi titlen i sig selv gør én glad med sin opfindsomhed, trods digtsamlingens alvorlige omdrejningspunkt – og fordi, den er et godt forsøg fra en ‘ikke-lyriker’, en interessant debut fra en begavet humorist– sådan kan lyrik også være.
6. ‘Danmarks Bjerge’ (Haase & Søns Forlag, 2015), fordi vi faktisk har sådan nogle og fordi den er skrevet af en nordmand, Roger Pihl – man ville forvente småt-overbærende kvik-drillende kommentarer om de nok så høje forhøjninger, der ikke rigtigt slår til overfor ‘Nordmarkens helte’ og sneklædte vætte-tinder – men den er en oprigtig, kærlig lystrejse i det danse landskab med smukke måbe-blik-fremkaldende, underskønne billeder. – ”Står på en ås-top, oh yeah, og kigger på det – måske – altså, når det er, at det er ind imellem er, at det er – i hvert fald når det er koldt nok – sner – med mer’”
7. ‘Om opfindelsen af lediggang – eller kunsten at fare vild‘, (Spring, 2014) fordi den lå der til en hund for den og to andre bind ved ‘Spring’-standen og fordi den efter sigende er en ny-klassiker og både nye og ægte klassikere er altid besøgsværdige i boghaven – navnlig ved denne stand, hvor navnet er godt. Alexander Carneras essay-roman er ”… en rejse ind i barndommens og ungdommens Wunderkammer. Et skakspil af ler, en maske, en gammel bog, en teaterscene, et maleri, en dagbogsoptegnelse – man er afhængig af ting for at kunne fortælle sin historie …” (forlagets beskrivelse).
8. ‘Fjerne galakser er kedelige’ (genudgivet på C&K Forlag 2015, oprindelig udgave: Gyldendal, 2005) af Lone Hørslev fordi hun skriver blændende og fordi fjerne galakser ikke er kedelige.
9. ‘Solstensøen’, Bornholms Museum, Wormianum fordi solsten er et øjeåbnende begreb fra arkæologiens altid fascinerende og fængende historiefortællende verden og fordi Bornholms Museum er i front som forskningssted for Danmarks stadig uudforskede og udgrundeligt dunkle fortid.
10. ‘Langsomme fugle’ af Ian Watson (Science Fiction Cirklen, 2015), fordi titlen siger, at den bog må du læse og fordi phD Nils Dalgaard altid står dér, år efter år, på sin Sci-Fi stand – utrættelig og med smittende begejstring– og fortæller selv den mindste forsamling af tilhørerer med veloplagt underfundighed og med stor kærlighed til genren om de steder i litteraturen hvorfra så mange uslebne konkylier og funklende irgrønne ædelsten er opsamlet igennem tiderne fra Asimov, Le Guin og Vonnegut over F. K.Dick til Orwell, Lewis, Bradbury og Clarke. Denne gang blev det den alt for oversete Ian Watsons tur til med rette at blive hentet frem fra glemsens så ofte uretfærdigt i mørket agerende virke fra sit borte-og-glemme-tågeland. 
En samling noveller: ”…om manden der for vild på en langtidsparkeringsplads mellem to lufthavne, om en parallelverden der tilsyneladende opsluger krydsermissiler, om en fremmed art på en anden planet, der kun kender ét ord, om en alien der ankommer til Jorden og kun vil se på vores statuer, om en gammel romersk naturvidenskabsmand der bliver hentet frem til nutiden, plus adskilligt mere” (fra forlagets hjemmeside ***). Sådan!, Sci-fi!

EKSTRA-EKSTRA-EKSTRA-EKSTRA!

BONUS-titel: ”Hvor er Elefanten?” (Arvids 2015), af Barroux fordi elefanter dukker op alle vegne også i denne bog og det er godt! Og fordi børnebøger altid er interessante, også for voksne – og denne bog er eminent legende i sit enkle og veludførte billedsprog, flot illustreret og gennemført dejlig!

Bag Farum 3

Noter:
*) ”Bag Farum”: Udtrykket blev brugt om ‘BogForum’ af litteraturkritiker og digter Lars Bukdahl (Bøger, Bukdahl, Weekendavisen, 6. nov 2015).

**) MOMO-lyd er et lille team af dygtige danske skuespillere, der selv driver et lydbogsværksted med levende og nærværende indtalinger af spændende bøger i både traditionel ‘højt-læsnings’-version og som fullcast, hvor alle medvirkende er til stede samtidig i studiet for at skabe en særlig dynamik og nerve i indlæsningsprocessen– og det kan høres!
Link: www.momolyd.dk

***) Link til Science Fiction Cirklen: http://www.sciencefiction.dk

Poetiske Dave og ‘Sjæleredderne’

“There’s Light – There’s Light here – and it shines on you” (Gahan/Machin/Glover)

Gahan_street1
Da David Gahan træder ind på den oplyste scene sammen med sine Sjælereddere Rich Machin og Ian Glover, tilsammen Soulsavers, i den gamle teaterbygning, der i dag er indrettet som koncertstedet ‘O2 Empire’ i Shepherds Bush i udkanten af London er det en mand med et stort menneskeligt overskud og et venligt glimt i øjnene, der møder publikum. Elegant klædt i en rød jakke, der matcher det blodrøde velourgardin på bagscenen, og med et udtryk af stor ro og selvsikkerhed. Vi er meget langt fra den dystre fortid og det mørke, Gahan forlængst har lagt bag sig, men som hans tekstunivers alligevel stadig i høj grad kredser om. Han virker både fysisk og åndeligt på toppen og i balance i sit liv. ‘You look very happy, Dave!’, lyder et af publikummernes begejstrede tilråb.

 Og publikum er i høj grad med ham denne aften! Knap 2000 koncertgæster – det er hvad salen kan rumme – har indfundet sig, og de føler sig tydeligvis i trygge hænder sammen med de talentfulde musikere og en veloplagt Gahan i front. Et 10 mand stort band udgør setuppet med 2 sjælfuldt syngende korsangere, der tilføjer en næsten højstemt gospel-agtig feeling til musikken.
Koncerten er den europæiske premiere på Dave Gahan og Soulsavers ‘Angels and Ghosts’-turné, der følger kun 4 dage efter albummets officielle udgivelse og en lille uge efter en forpremiere for et mindre publikum i Los Angeles d 19. okt. (Læs også mit indlæg: En god start! om premieren, der blev transmitteret på YahooLive om morgenen 20. okt. dansk tid).

 Allerede fra åbningsnummeret, den smukke, sfæriske instrumentalindledning, ‘In the Morning’, er begejstringen og den gensidige anerkendelse fra scenen tydelig. Man behøver ikke at kende det nye materiale til bunds for at føle entusiasme for det, der foregår på scenen – Gahan/Soulsavers-konstellationen signalerer fra starten et imødekommende musikalsk overskud. –En aften med en opmærksomt lyttende tilhørerskare og et veloplagt hold af performere er i gang!

Gahan_green2
Dave Gahan i front  – med Soulsavers  (Rich Machin og Ian Glover), O2 Empire, Shepherds Bush, London, 26. okt. 2015

Forinden har jeg stået sammen med adskillige andre fans i en flere hundrede meter lang kø rundt om O2-bygningens rå, vejrbidte murstensfacade. Vi, der har været så heldige at få billet til de eftertragtede ståpladser til Gulvet, som giver mulighed for at komme helt tæt på scenen, har stillet os op efter ankomsttidspunkt – det er tydeligvis vigtigt for mange at komme helt op i front og stå så tæt ved de optrædende som muligt. Og det sker i en god tone med respekt og store smil på læben.
Jeg falder i snak med to David Gahan-fans fra Holland, der har lokket deres kærester med til den engelske metropol for at opleve koncerten. De fortæller, at de var forbi stedet tidligere på dagen på vej gennem byen, og havde da bemærket, at køen til Gulv-scenen allerede var begyndt at blive fyldt op. Så det er tydeligvis en meget trofast fanskare, der besøger koncerten i dag – publikum er kendere!

Et karakteristisk element ved David Gahans koncerter har altid været tilstedeværelsen af de særligt hengivne fans (= ‘devoties’): Koncertgængere, der slutter op om både Gahans egen musik og alt, hvad der i øvrigt vedrører det omfattende sangkatalog og musikalske univers fra bandet, han ellers alt overvejende er kendt for. Således også denne aften, hvor både sortklædte skikkelser med tung make-up og håret i post-punket, kunstfærdig opsats, og ‘almindeligt’ begejstrede fans iklædt t-shirts med tryk som ‘101’ og ‘Touring the Angel’ har fundet vej til den alenlange kø i den kølige Londonluft.

 Den 53-årige David Gahan har i mere end 30-år været frontmand i det banebrydende og legendariske elektroniske rockband Depeche Mode, der, udover at have spillet en central rolle for den alternative musikscenes udvikling igennem flere årtier, på mange måder også har tegnet 80-ernes og start-90-ernes mørke, elektroniske synth-baserede lydbillede, som i dag imiteres og genopdages af unge musikere. Derudover har bandet har haft et ry for i en periode at udleve den klassiske Rock&Roll-mytes sorte sider til et punkt, hvor det for flere af medlemmernes vedkommende fik radikalt livsforandrende følger.
Under den berygtede og næsten 1 år lange koncerturné med albummet ‘Songs of Faith and Devotion’ i 1993 gik bandet næsten i opløsning, både som gruppe og rent menneskeligt. Bandets keyboard-spiller, pianist og overordnede ‘lyddesigner’ Alan Wilder forlod bandet i protest over manglende anerkendelse for sin indsats, Andrew Fletcher, der mest har fungeret som en slags supplerende manager for bandet, udviklede en depression, hovedsangskriver og kunstnerisk inspirator Martin L. Gore fik et voldsomt eskalerende alkoholproblem og David Gahans forbrug af stoffer endte i en en livstruende heroin-afhængighed.
Gahan havde forud for turen og før albummets indspilning slået sig ned i Los Angeles og udlevede der Rock&Roll-mytologiens totale deroute med alt hvad deraf følger af celebrity-fester, indholdsløse kendis-venskaber, og alkohol og stoffer i en endeløs strøm. Under et hotelophold i 1995 forsøgte han at tage sit eget liv og blev et halvt år senere erklæret klinisk død i 2 minutter efter en overdosis på en såkaldt ’speedball’ af kokain og heroin. Det lykkedes ham med familie og få andres hjælp at gennemføre et konsekvent og strengt behandlingsprogram, og på nærmest mirakuløs vis stod han et år senere i studiet med de to andre tilbageværende Depeche Mode medlemmer og indsang albummet ‘Ultra’ – et meget mørkt og sjæleransagende album – og i høj grad et album, der blev indspillet på trods Det var dog først med single-udgivelsen ‘Only When I loose Myself’ fra opsamlingsudgivelsen: ‘Depeche Mode – the singles 86-98’ at Gahan for alvor kunne se sig selv ude af fortidens mørke og begynde at skue fremad mod et forandret og mere opbyggeligt liv. En personlig sejer og triumf for sangeren, der i dag er stof-, alkoholfri og afholdende på snart 20. år.
– Endnu et ‘fuldblods’-Depeche album, ‘Exciter’, blev udgivet i 2002 med sangeren stemme-mæssigt på toppen og igen signalerende det imponerende overskud og glimt i øjet, hans sceneoptræden er kendt for. Denne gang uden stofferne og alkoholen og med et radikalt andet menneskeligt ståsted.

“Theres a Storm outside my Window  – moving close to me” (Gahan/Machin/Glover)

Men som med andre alvorlige og skelsættende begivenheder i livet kaster sådanne dramatiske oplevelser og livserfaringer skygger langt ind i tilværelsen, og man mærker selv den dag i dag en til tider dyster og mørk tone i Gahans tekster. Også ved denne aftens koncert, som følger få dage efter udgivelsen af Gahans andet album-samarbejde med Machin og Glover i Soulsavers: ‘Angels and Ghosts’. En samling på 8 meget personlige og overvejende bluesinspirerede sange, der vidner om sangerens store spændvidde når det gælder både vedkommende lyrik og sjælfulde melodier med nerve.
Selvom albummet næppe har nået at bundfælde sig i hoved og sind på tilhørerne i salen, bliver allerede første nummer: ‘Shine’ vel modtaget i salen, og Gahan bliver budt velkommen med ivrige hilsner og anerkendende klapsalver. Et positivt og opløftende budskab på en soulet lydbaggrund leveres fra scenen: “There’s Light – There’s Light here – and it shines on you”. Koncerten er i gang!
Gahan og Soulsavers er en særlig konstellation, et samarbejde, der har udviklet sig siden 2012, hvor Gahan skrev sange på opfordring fra Rich Machin, der så en fælles klangbund og ‘grundstemning’ i Gahans særlige fløjlsdybe klang, som han ønskede at tilføje til Soulsavers afdæmpede og eftertænksomme musikalske univers. Og samarbejdet er et rigtigt heldigt match. Det forrige udspil: ‘The Light the Dead see’ var en modig samling af kraftfulde numre, der satte både døden, sjælens indre dæmoner og kærligheden i et musikalsk fornyende perspektiv. Den sjælfulde og til tider dystertmørke musik matcher Gahans karakteristiske dybe og overtonerige stemme, og tilsammen skaber de musik og tekst med et spændende nyt univers – et af de unikke og, set udefra, ikke umiddelbart oplagte samarbejder, der netop i kraft af sit utraditionelle udgangspunkt overrasker og tilfører den såkaldt ‘alternative’ rockscene et varmt poetisk element.
– Machin, Glover og Gahan er i øvrigt alle krediterede som tekstforfattere på sangene, men det er tydeligt, at Gahan er hovedinspirator og den egentlige bagmand bag det lyriske univers i samarbejdet.

Gahan_22
Dave Gahan og Soulsavers i O2 Empire, Shepherds Bush, London, 26. okt. 2015

Dave Gahan var allerede begyndt tilbage i 2002 selv at forsøge sig med at skrive sange, i starten lidt forsigtigt og uden at inddrage andre af frygt for manglende anerkendelse, navnlig holdt op imod den næsten monumentale betydning, Depeche Modes faste sangskriver Martin Gore har for bandets udtryk. Det var ikke til diskussion, hvem der var hovedkilde til tekst og musik i bandet og Gahan følte givetvis, at han ville få svært ved at komme igennem med sine sangskrivningsforsøg i Depeche-sammenhæng. Løsningen blev, da der var tilstrækkeligt med godt materiale og sange nok, at udgive et solo-album. Han allierede sig med en god producer og indsang og udgav i 2003 sit album med den rammende titel ‘Paper Monsters’. Gahan følte, at han som kunstner og sangskriver nu kunne stå på egne ben – det gav ikke mening at ’spørge om lov ‘ først!

‘Paper Monsters’, som vi får et nummer fra ved denne aftens koncert, er som titlen antyder karakteriseret ved sange, hvis tekster rummer en slags ‘monstre’  – ærlige og til tider dystre refleksioner over fortidens mørke og tiden med manglende kontrol og selvindsigt. En slags ‘remindere’ fra papiret til kunstneren om, at mørket nok er overvundet, men af til stadig kan stikke sit grimme fjæs frem igen. ‘Dirty Sticky Floors’, som Gahan og Co. spiller frisk og fængende – publikum kvitterer med genkendendelsens imødekommende klapsalver – rammer den menneskelige deroutes kontroltab ’spot on’: “I’ve painted a Face where I burnt the Floor– Now the face has become my Devils’ Door – Laying in the back Room – on my dirty sticky Floor”. Den totale nedtur – liggende på et halvt erindret, klistret gulv i en bag-rus – indfanges med bidende mørk ironi og en tydeligt ærlig selverkendelse. Gahan kan med teksten se nøgternt tilbage på et overstået, men i erindringen stadigt nærværende kapitel. ‘Bitter Apple’ herfra er en anden tekst der fokuserer på tabet og den bitre erkendelse af ikke at kunne opnå alt i livet men erkende sine begrænsninger og menneskelige fejl og prøve at navigere uden om de huller, de kan fange én ind i. ‘Goodbye’ er også et nummer i den melankolske ende af skalaen; det tematiserer bruddet og det smertelige ved trygge relationers svækkelse eller ophør.
Paper Monsters’-albummet demonstrerede David Gahans åbenlyse talent for at skrive både vedkommende tekster og komponere iørefaldende og musikalsk interessante melodier. Det var tydeligt, at der var tale om en kunstner, som kunne stå distancen og drive en solo-karriere.

“I’m all of This and Nothing – I’m the Dirt beneath your Feet” (Gahan/Machin/Glover)

Mens Depeche Mode-samarbejdet fortsatte med flere udgivelser færdiggjorde Dave Gahan sideløbende sit andet album ‘Hourglass’ i 2009, hvor en voksende erkendelse af livets flygtighed og vores dødelighed tematiseres i tekstuniverset. De indre dæmoner popper igen op med jævne mellemrum fx i singleudspillet: ‘Kingdom’, som vi også præsenteres for i koncerten – endnu et flot spillet nummer imødekommet af publikums overstrømmende ‘genhørsglæde’. Teksten til ‘Kingdom’ rummer en djævelsk tvivlen på den store universelle mening og en nagende ‘luk mig ud’ figur, der prikker drillende til den åndelige dovenskab. Andre tekster på Gahans andet solo-udspil fokuserer på døden og livets forgængelighed, og der er en generel fornemmelse af tvivl, søgen og spørgsmål, der savner svar på ‘Hour-glass’. Begge Gahans albums blev i øvrigt fulgt op af turneer i både England og Europa, og jeg havde selv lejlighed til at opleve ham med band i en fabelagtig koncert i Valbyhallen tilbage i 2007 – pressen skrev dengang begejstret om den ‘dæmoniske’ Gahan, der storsvedende og nærmest djævleuddrivene performede på scenen med fuld opmærksomhed og klarhed på det begejstrede publikum i både egne numre og Depeche Mode –klassikere. Det var en stor aften med et stort talent og fantastisk menneskeligt overskud!

Gahan_14
Dave Gahan og Soulsavers, London, 26. okt. 2015

Så denne oktoberaften i den lille teatersal i Londons Shepherds Bush er det en kunstner med et både solidt gennemarbejdet tekstmateriale og en totalt scenevant tilgang til solo-performance, der står på scenen sammen med sine kunstneriske allierede i Soulsavers. Og Gahans vokal er, i mine ører, på toppen på ‘Angels and Ghost’ – og Live – og fremstår mere nuanceret og med en større følsomhed end tidligere i karrieren.

Der er en god energi i rummet og de nye sange fungerer godt i lidt mindre rammer, for vi er stadig i den mere afdæmpede, soul- og bluesinspirerede stil med Gahan/Soulsavers nyeste værker. Den lyse og opbyggelige ‘Shine’, der åbnede ballet afløses af den mere rockede og tungt basfunderede ‘You Owe me’, en sang om skuffelser og forestående brud: ”I feel cold and dishevelled – I’m as blue as can be – when Lights go out a Hand comes down – You know you owe me”. – Med omkvædet i øvrigt fremragende backet up af de to gospel-sangstemmer. – Et virkeligt gennemført ‘groovet’ nummer, der swinger!

Den gode stemning og velklingende lyd følges op af et nummer, publikum allerede synes at have øvet sig på. ‘All of This and Nothing’ var single udspillet fra ‘Angels and Ghosts’ og kunne høres fra starten af oktober. Og publikum er allerede klar på at levere en taktfast rytme til nummerets fascinerende, og lange, indledning med en næsten hypnotisk velspillet stortromme, der øges i volumen frem til sangens ‘A’-stykke. ‘I’m all of this and nothing – I’m the Dirt beneath your Feet’. Både fortidens spøgelser og livets til tider skræmmende storme og strømmende floder tematiseres og dobbeltheden mellem lys og mørke er igen et ydeligt omdrejningspunkt. Melodien er fængende og teksten dragende poetisk i sine dystre billeder.

” … Better take some Time to get your Story straight” (Gahan/Machin/Glover)

Den nye drejning på ‘Angels & Ghosts’ er at Gahan/Soulsavers denne gang tør være mere personlig i sine tekster og skrive om det helt nære – alt fra frustrationer, skuffelser og eksistentiel angst til elementær glæde og harmonisk tillid berøres i flere af teksterne. ‘Tempted’, som Gahan synger efter ‘You owe me’ denne aften, bevæger sig i samme følelsesmæssige felt: “I can’t see – What you want from me –I can’t be, no – What you want me to be – Angel…” Flere steder i de nye tekster fornemmer man disharmonier og ekkoer fra steder i livet, hvor brikkerne ikke falder på plads og utilstrækkelighedsfornemmelsen lurer. Men samtidig formår Gahan at rette opmærksomheden mod de tråde og energier, der peger i den modsatte retning – elementer, der kan løfte et fragmenteret og nedbrudt livsbillede tilbage til et mere optimistisk og tillidsfuldt.

Den smukke og for bandet relativt hurtigt tempo-satte – og lyse – ‘Tonight’ fra det forrige album: ‘The Light the Dead see’, spillet efter ‘Tempted’ denne aften, er en stille opfordring til at lade sig bære på tillidens vinger og turde satse, når man søger klarheden, men har svært ved at finde den. “When you’re looking for Salvation – Better take some Time to get your Story straight – Are you sure you’re ready for Forgiveness – You might have left it kind of late – Tonight – No it’s never too late – Tonight”. Nummeret leveres med Gahan spillende på sin, i solo-sammenhæng efterhånden velkendte mundharpe, der tilfører et upoleret, akustisk musikalsk element til bandets lyd – en støvet, bluesinspireret sound, som da også straks høster anerkendende bifald fra salen. Også som musikant på et, for genren, lidt usædvanligt instrument, leverer David Gahan varen!

Gahan_16
Dave Gahan og Soulsavers, London, 26. okt. 2015

“…Move in from the Dark …”
(Gahan/Machin/Glover)

 Der er som allerede antydet et tilbagevendende spirituelt tema i Gahans tekster, som både ‘Tempted’ og ‘Tonight’ viser. Han fokuserer flere steder på det gavnlige og opbyggelige i at rette sig mod noget, der er større end sig selv – og forsøge at give slip på en art negativ kontrol, der stiller sig i vejen for tilliden. Et udtryk for det forandrede sinds selvindsigt og smertefulde erkendelse af at være et menneske på godt og ondt. Dybest set kan vi ikke kontrollere skæbnen, men vi kan have et stille håb om, at vi til stadighed vil være i stand til at søge  en mere opbyggelig vej når vi står overfor en snigende destruktion eller tab af livsmod og overblik. I ‘Presence of God’, som Gahan synger koncentreret og med en insisterende betoning af omkvædets linier lyder det: “I can feel the Presence of God – In need of my Attention – In this Room and in your Words – In too many Ways to mention”. Og omkvædet: “These Thoughts torment me – They mold and shape me – There’s a Man that I should be – Or someone I could be”. Et art stadig stræben efter og søgen hen imod et bedre og renere selv. Men samtidig en erkendelse af, at modviljen mod at tage ved lære ofte får trukket os i en anden retning. På ‘Don’t Cry’ italesættes håbet eller ønsket om forbedring eller åndelig ‘renselse’ gennem hjælpen til ‘den anden’ – den udstrakte hånd til den, der har mistet grebet og ikke længere kan se klart fremmanes: “I found you in that howling Basement – Lying on the Floor – You could feel the Time come knocking –Knocking at your Door … You’re on a crooked Road to nowhere – Honey, that’s for sure” – og det manende omkvæd: “It’s the same old Feeling – you don’t have to lie …Yeah it don’t mean nothing – I’m gonna tell you why – Don’t cry now, don’t cry … It’ll be alright”.

Første del af koncerten afsluttes med den stille mediterende ‘My Sun’, der virkelig dykker ned i de tunge overvejelser om livets forgængelighed og vores alt for korte tid her på kloden. Den berører både den smertefulde afsked og ‘fortidens synder’: “In the warm Sun – In the Arms of the Devil – I’ve paid my Debts – There’s a Promise here to settle – I feel your Sorrow, I feel your Pain – Behind the darkest Clouds the Sun always shines again”. Den beslægtede ‘My Last Time’, som fulgte et par numre før ‘My Sun’ går tematisk endnu tættere på ‘det store intet’ og den tidslige begrænsning af vores skrøbelige eksistens: ‘One hand in my Pocket – One foot in the Grave – Standing here, waiting to be saved – This will be the last time … Just take your time now, take it slow …Time you know –Just passed you by – This will be my last time’.
Man aner her en moden mands ærlige og sårbare reflektioner over døden og timeglassets ‘udløb’ i en ikke så fjern fremtid.

Bandet takker af for første omgang og efter en kort pause med publikums taktfaste krav om encore, spiller David Gahan og Soulsavers i anden halvdel velkendte numre fra Gahans solo-karriere. Som nævnt ovenfor får vi: ‘Dirty Sticky Floors’ og ‘Kingdom’. Der er en tydelig ‘genkendelsens glæde’ og stemningen i salen bliver mere og mere euforisk. For det er naturligt – og uundgåeligt – at vi kommer til at høre Gahans bud på et par af Depeche Mode klassiske og veldrejede numre fra det store katalog af både dygtigt skrevne hits og solide rockhistoriske milepæle. Da de første akkorder til den gospel-inspirerede Depeche klassiker ‘Condemnation’ lyder fra scenen er publikum solgt– vi synger straks med – næsten i kor sammen med Gahan! Tekstens velskrevne linier – Martin Gores opråb til omverden om at træde et skridt tilbage og ændre perspektiv væk fra den automatiserende fordømmelse og se på verden med andre øjne – går rent ind og publikum kvitterer med begejstring og rytmiske ‘gospel-klap’!

Gahan_arms2
Dave Gahan og Soulsavers, London, 26. okt. 2015

“If for Honesty you want Apologies– I don’t sympathies– If for Kindness you substitude Blindness – Please open your Eyes” (M.L. Gore)

Holdet slutter af med den flotte og tematisk perfekt matchende Depeche Mode sang ‘Walking in My Shoes’ – og så er der ingen i salen der holder sig tilbage! Der skråles med på det velkendte og fængende nummer med armene i vejret og begejstrede – men efterhånden lettere hæse – stemmer! Numrene fra ‘Songs of Faith and Devotion’ passer eminent godt til Gahan/Soulsavers musikalske stil og på et tidspunkt føler jeg næsten, at jeg er kommet til en kirkekoncert – der er en næsten spirituel højstemt følelse i salen og en fornemmelse af et varmt fælleskab, når publikum tager over og selv synger sangene med Gahan som ‘vejviser’ ‘og dirigent’. Det lykkes fint for bandet og Gahan at overføre lidt af den hengivne og gensidigt begejstrede feeling, der kendetegner Depeche Mode-koncerterne til den lille teatersal og levere et lille stykke af den musikalske ånd fra ‘DM-universet’. Noget, en hel del i salen også er kommet for at opleve, selvom setuppet for denne aften er Gahan/Soulsavers eget og ingen forventer en lang liste af cover-udgaver af Depeche-klassikere. Men band og frontmand leverer varen!

 Som curiosum kan jeg i øvrigt nævne – særligt interessant for inkarnerede Depeche Mode-fans – at den i London bosiddende Andrew Fletcher var tilstede denne aften sammen med bandets mangeårige ekstra keybord spiller og pianist Peter Gordeno. På den anden langside i balkonens stolerækker sad Gahans søn og familie. Tilstede var også manden der opdagede Depeche Mode og har fungeret som mangeårig rådgiver for bandet: stifteren af det legendariske Mute records, Daniel Miller. Så der var virkelig en stor grad af ‘DM’-associationer i luften denne aften, hvilket flere koncertgængere, jeg talte med i salen undervejs, da også med glæde bemærkede og nikkede anerkendende til. Det gav lidt en fonemmelse af, at ‘familien var samlet’!

“But before you come to any Conclusions –
Try walking in my Shoes” (M.L. Gore)

Efter et stormende afslutningsbifald og bragende klapsalver til det sidste, da Gahan med sine ‘Sjælereddere’ til sidst forlader scenen, går publikum stjerneglade fra salen med store smil på læberne og nikker anerkendende til hinanden. ‘Det var en aften ud over det sædvanlige’ – ‘A night to remember’ – hører jeg en af publikummerne sige på vej ud. Og det er en meget rammende beskrivelse, som jeg tager med mig.  Sammenligningen med en koncert i et kirkerum er nærliggende – gospel-rytmerne, det ’soulede’, swingende grundbeat og korstemmernes livsbekræftende klang sidder stadig godt fast i kroppen. Sammen med den fælles glæde fra salen.

En kølig og tåget London-brise venter på mig på den anden side af O2 Empire salens tunge trædøre – og jeg går en stor musikalsk oplevelse med et begavet poetisk tekstunivers rigere derfra. Det var i den grad en aften med en en fænomenal peformer og et par ‘Sjælereddere’, der levede op til navnet.

“There’s always Life on Mars out there for me …” (Gahan/Machin/Glover)

Green_light1

 

Indtryk fra ‘Ord på Flisen’ – en debutants beretning

Rolf_Johansson
Rolf Sparre Johansson læser op fra ‘Søvn’ ved ‘Ord på Flisen’ 28/10 2015 – (mit eget foto)

En rolig og hyggelig stemning strømmer mig i møde fra lokalet på Enghavevej, da jeg træder ind ad døren til den lille café. Nogle få gæster sidder afslappet og indtager et stille måltid ved de røde skolegårds-agtige bænke på en afsats, der er lidt hævet op fra gulvet, og jeg bemærker mikrofonstativet på den lille scene ved siden af.

Jeg er taget til det litterære arrangement ‘Ord på Flisen’ på Vesterbro i København en kølig hverdagsaften i oktober. Stedet er Café Flisen, der ligger lige overfor Enghave S-togs-station ud til en af Vesterbros travle og stærkt trafikerede færdselsårer. Den sidste onsdag i hver måned fungerer caféen som litterært samlingssted for en gruppe mennesker med interesse for poesi, lyrik og det levende ord. Jeg er taget derind dels for at høre ny lyrik fra de to anerkendte digtere
Cecilie Lind og Rolf Sparre Johansson, dels for at forsøge mig som oplæser – for første gang – på stedets ‘Åbne Scene’. Den åbne scene er et forum, hvor nye såvel som mere erfarne skribenter og litterære talenter kan få lov at prøve kræfter med at læse op af egne værker foran et interesseret publikum – og efterfølgende benytte muligheden for at samtale og ‘netværke’ med andre poeter og skrivelystne. Der er 12 pladser på listen sådan en aften, og hver oplæser har 3 minutter til sin rådighed.

Som debutant er det med lidt begyndende ‘premierenerver’ og en sær rastløshed i kroppen at jeg bevæger mig ind på caféen, men stedets afslappede stemning tager straks den værste brod af min uro. Bartenderen joker lidt, da jeg spørger efter arrangørerne for at tilmelde mig den åbne scene, og jeg bliver efterfølgende budt venligt velkommen af Michael Juhl Svendsen, der er primus motor for ‘Ord på Flisen’. ”Vi ender normalt med at have listen helt fyldt op inden vi begynder ved 20-tiden,” fortæller Michael, ”men folk kommer stille og roligt ind her fra kl. 19 og skriver sig på”.

Den tilbagevendende litterære event har holdt til på Café Flisen de sidste 3-4 år og i starten var det et lidt mere råt sted med tydelig ‘Vesterbronx’-karakter: ”Det var lidt af et ‘Skatersted’ før med hip grafitti og tags på væggene”, forklarer Michael, ”–og der blev spillet bordfodbold nede i hjørnet foran baren. Ind imellem måtte vi bede folk om at være mere stille, så oplæserne kunne få den fornødne opmærksomhed og ikke følte, at de skulle overdøve gæsterne i lokalet. Det er blevet en del bedre nu efter caféen er blevet bygget om.” Og stedet virker da også ret intimt med en blanding af bænke, hvor man sidder tæt og høje barstole bag en flisebeklædt disk med bord til de spisende. En plakatcollage med forskellige ikoniske billeder af alt lige fra Che Guevara til en mørkklædt Johnny Cash pryder væggen bag scenen, hvor døren til toiletterne i øvrigt skjuler sig godt og går i ét med væggen indtil man bemærker det lille mesinghåndtag, der sikrer adgang.

Med kun tre minutters taletid har det været lidt svært for mig at vælge, hvad jeg skal læse op, og der er gået en hel del overvejelser gennem mit hoved forud for aftenen. Det samme gælder sikkert for mange af mine medskribenter og oplæsere til den åbne scene. Mit valg er faldet på et uddrag af mine ‘fugle-portrætter’ fra min Hvedekorns-debut ‘Kognitologisk Pomphlopædi’ (Hvedekorn nr. 3, 2014, Rosinante o&Co.), som tilhører ‘nonsens-genren’ og så et nyere digt i et mere traditionel formsprog. Det virker rigtigt at lægge ud med tekster i lidt forskellige genrer. Og så er det, først og fremmest, tekster, jeg har en stor passion for og rigtig gerne vi dele med andre. Det tror jeg er en meget vigtig parameter både for oplæsere og for publikum.

Det kan undertiden være lidt af en udfordring at samle folk til arrangementer ude i byen på en hverdagsaften, navnlig når emnet er lyrik og poesi. Og det kølige og blæsende efterårsvejr denne aften gør bestemt ikke forudsætningerne bedre for at trække folk op af sofaerne. Men der går ikke længe, før der er næsten fyldt op i den lille café. En del gæster ser ud til at kende stedet fra tidligere besøg – det kan næsten aflæses i den venlige gestus, de møder hinanden med. Og lige til det sidste er der poeter, der melder sig som oplæsere til arrangementets anden del – en enkelt er, som jeg selv, debutant, digteren Carina Melgaard. Det er positivt at se, at litteratur stadig kan samle folk og skabe grobund for samtaler og diskussioner om det skrevne og talte ord. Og samtidig give anledning til at man mødes og hygger sig i uformelle rammer.

Jeg føler mig allerede i godt selskab og glæder mig til at høre det levende ord udfolde sig fra scenen!

Denne aften består programmet som nævnt af digterne Cecilie Lind og Rolf Sparre Johansson i ‘første set’; begge er unge digtere med godt gang i forfatterkarrieren. Jeg kender lidt til Cecilies digtning på forhånd fra tidsskriftet Hvedekorn og fra hendes 2. samling ‘Dughærget pupil accelererer tusmørke’ fra 2012, mens Rolf Johansson er et nyt navn for mig. Så første del er allerede en god blanding af kendt og nyt for mit vedkommende.
”Rolf er blevet lidt forsinket, men han er på vej”, forklarer Michael Juhl Svendsen. ”Men vi starter med Cecilie Lind og så går Rolf Johansson på bagefter. De læser op i omkring 20-minutter hver. Så holder vi en lille pause og så starter den åbne scene ca. kl. 21”.

Jeg glæder mig til at høre de to etablerede forfattere og er samtidig spændt på, hvilke slags tekster mine medskribenter vil præsentere på den Åbne Scene. Da jeg er ankommet tidligt er jeg kommet på listen som den første – så jeg er nu forberedt på at skulle kaste mig lige ud i min oplæsningsdebut senere, når arrangementets anden del starter.

Cecilie Lind, der debutterede tilbage i 2010 med ‘Ulven åd min eyeliner’ (OVBIDAT, 2010),  skriver tekster, der ligger i et overgangsfelt mellem prosa og lyrik og hendes værker afslører en optagethed af både sprogets rytme, lyde og klange. En betoning af tempo og en fornemmelse for ordenes ‘farver’ er gennemgående i teksterne, der ofte er skrevet i en hektisk, til tider oprørsk ’stream of consciousness’-stil. ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’  (Samleren, 2012) havde elementer fra et eventyr-agtigt univers i sig og overraskede med en “rablende og medrivende sprogbegejstring”, som Nicklas Lund skrev i sin anmeldelse i Politiken (7. sep. 2012).
Det er elementer man genfinder i det ene af de to værker, Cecilie præsenterer for os denne aften, hendes nyeste værk: ‘Strunk’. Værket er flere steder beskrevet som en ‘ordlabyrint’ (se fx Martin Gregersens anmeldelse i Kristeligt Dagblad, 24. sept. 2015). Cecilie betegner selv Strunk som et ‘langdigt’; som sådan er det en forsat ord-strøm i en fabulerende og rykvis skiftende stil, en slags ‘ud-i-én-køre’-fortælling i et poetisk og nyskabende sprog.
Cecilie læser fra ‘Strunk’ i et hurtigt tempo og i en til tider heftigt accelererende tone; man får en klar fornemmelse af digtets strømmende, associerende form. Mit eget indtryk af ‘Strunk’ ud fra Cecilies oplæsning er, at digtet rummer et meget personlige indhold og et koncentreret lyrisk arbejde med både selvbilleder og spejlinger. ‘Strunk’ får mig til at tænke på digteren som ‘ravageretoriker’, et ord Cecilie selv introducerede i ‘Dughærget pupil …’.

En anderledes rolig og tilbagelænet stil finder vi hos Rolf Sparre Johansson – da han er faldet lidt til ro efter en hektisk-travl ankomst (noget med et forældremøde, der trak ud). Rolf læser op fra digt-samlingen: ‘Søvn’ (Kronstork, 2015), et tredelt værk, der beskæftiger sig med det at blive far og de konsekvenser for søvnrytmen og den vante dagligdags faste kadence, en sådan livsomvæltning medfører. Fra første del får vi et indtryk af den rolige, afdæmpede rytme i teksten. Korte sætninger og udsagn indfanger situationer og oplevelser med et barn, der ikke vil sove og de reaktioner, det afstedkommer. Søvn-berøvelsens effekter trænger stille ind under huden, når Rolf læser op. Frustrationen lurer under overfladen, men stilen og ordvalget er alligevel roligt og balanceret, hvilket skaber en interessant kontrast. Selvom jeg ikke har været i situationen, og far-rollen ligger mig fjernt i mit eget liv, genkender jeg klart søvnunderskuddets frustrerende konsekvenser, og Rolfs ordvalg vækker genklang i mig.

Anden del, som Rolf læser fra er skrevet i en mere abrupt, afbrudt rytmisk stil, hvor overvejelser og betragtninger i teksten tager tilløb men hurtigt vender igen og sender digtet i en ny, overraskende retning. En godt element ved Rolfs oplæsningsstil er, at han læser det i et toneleje, der går godt i spænd med ‘den søvnberøvedes’ sindstilstand og fastholder den tunge, ‘glasklokke’-agtige følelse, digtene formidler. Det giver tilhøreren lyst til at dykke dybere ned i ‘Søvn’ – og danne sit eget billede af det almene, men absolut vedkommende problem, teksterne dealer med.

Der er stor applaus fra publikum til de etablerede forfattere og derefter en pause, hvor både publikum og Åben Scene-deltagere kan trække luft og strække benene – og forsyne sig med væske fra baren inden aftenens næste ‘Akt’.

Jeg sidder stille og forbereder mig på min oplæsning og bemærker, at de fleste af mine medskribenter gør det samme. Der er en stille
sitren i luften og jeg fornemmer, at alle gør deres yderste for at levere en god tekst-præsentation. Og der er da også en hel del på spil, når man overfor et lyttende publikum skal præsentere en tekst, man som digter har arbejdet hårdt på at få til at lykkes og som rummer både hjerteblod og personligt tankegods. Det gælder mig selv og helt tydeligt også mine medskribenter. Det er naturligt, at man gør sig en hel masse overvejelser inden man tør dele teksten og på en måde ‘lukke publikum indenfor’ i sit sproglige univers. For mit vedkommende er overvejelserne først og fremmest: Holder teksten nu også? Er den, slet og ret, god nok? – vil publikum kunne lide den eller i hvert fald forstå den på den præmis, den er skrevet? Og vil jeg være i stand til at formidle den ordentligt og forståeligt? Er mit sprog, når jeg læser op, tilstrækkeligt tydeligt og præcist? – og endelig, helt elementært: Formår jeg at gøre min tekst interessant for andre? Alle disse tanker går gennem mit hoved, mens jeg forbereder mig og for mindst syttende gang igen læser teksten op med min indre stemme. Og jeg er givetvis ikke alene om at tænke disse tanker!

Publikum_3
Et interesseret publikum ved ‘Ord på Flisen’, 28/10 2015. Foto: Cecilie Sund Kristensen/Cecil Photography.

En rigtig god opfordring lyder fra digter Christian Haugbølle inden starten går til den Åbne Scene: ‘Husk nu at variere jeres stemmeleje og tone, når I læser op – det værste man kan komme ud for er, når en digter læser op i et helt jævnt ‘lige-ud-ad-landevejen’-toneleje uden antydning af nuancer – variér jeres stil og stemmeføring! Det er bare ment som et godt ‘public service’-råd,” siger Christian med et glimt i øjet ”- hvis i glemmer nuancerne og dynamikken, mister i helt sikkert hurtigt publikums interesse og spænder ben for Jer selv – Så husk det!”

Jeg tager ordene til mig og går straks på scenen efter Christians præsentation. Jeg lægger ud med digtet ‘Hav’, der handler om at stå fast når Verden ramler og livet åndeligt set viser tænder – en art insisterende modstand og mit udtryk for jegets tilstedeværelse i Verden på trods. Jeg accelererer mit læse-tempo en anelse og lægger tryk på de markante ord i digtet, egentlig mest fordi, jeg pludselig bliver i tvivl, om jeg nu har styr på tiden. Jeg vil jo gerne nå en tekst mere, og selvom jeg har øvet og timet min oplæsning forinden, rammes jeg alligevel af en pludselig nagende tvivl. Sikkert et naturligt træt og noget andre oplæsere vil kunne nikke genkendende til. Men det går vist ok, fornemmer jeg, og jeg går hurtigt videre til min nonsens-tekst, som jeg præsenterer i uddrag. Min ‘Kognitologiske Pomphlopædi’ rummer i alt 5 fiktive ‘fugle-portrætter’ på hver seks linier, og jeg vælger at læse tre af dem op. ‘Pomphlopædien’ er netop tænkt som en tekst der kunne være et uddrag fra et større værk, den er en leg med den leksikalske form og dens sproglige muligheder – et forsøg på at skabe sære billeder på læserens indre nethinde; så det giver god mening at tage et lille udpluk fra digtet. Den ’skotappede Fjingnot’ og den ‘råplettede Flapper’ bliver vel modtaget og jeg slutter af med en ‘pjætbroget Skæpterne’. Jeg er godt tilfreds med rytmen i min oplæsning og er overrasket over, at jeg formår at lægge tilstrækkeligt tryk på stemmen – endnu et af de elementer, man kan være usikker på som oplæser, navnlig når det er første gang. Jeg får en begejstret applaus fra publikum, der virkelig varmer og jeg får – lidt famlende midt i overvældelsen – præsenteret den næste digter, Rasmus Thyrring.

Poeten læser op 2a
Jeg læser op ved ‘Ord på Flisen’ 28. okt. 2015 – foto: Cecilie Sund Kristensen/Cecil Photography, 2015.

 – Rasmus leverer en fantastisk performance med en tekst om vores omsiggribende almindelighed og dens bagsider af ‘gråhed’ og kedelighed.

Jeg husker ikke alle de efterfølgende navne på scenen som jeg sidder her nu og reflekterer over den inspirerende aften i poesiens og det levende ords tegn – læseren må bære over med mig på det punkt – jeg var vist stadig lidt overvældet af indtryk fra min førstegangsoplevelse som oplæser. Men nogle gode eksempler, jeg husker, er: Michael Dyst, der med en fin lille tekst – et ‘lejlighedsdigt’ – causerede over selve arrangementets betydning med et glimt i øjet; Isabel Rouw, der med raffineret ordleg og sprogligt overskud var en fornøjelse at lytte til; Jesper Lange med en prosatekst, der var både interessant og tankevækkende; og debuterende Carina Melgaard, der med sin lyriske begavelse og en stilfærdigt bidende politisk opsang bidrog med et herligt forfriskende poetisk pust. Alle deltagerne præsenterede skarpe tekster i enten lyrik- eller kortprosa-form og bød på både tankevækkende betragtninger, interessante pointer og egentlige sprogblomster – Et rigtig flot felt af dygtige skribenter! Jeg følte mig i den grad i godt selskab!

Rasmus_Thyrring1
Rasmus Thyrring læser op ved ‘Ord på Flisen’, 28/10 2015. Foto: Cecilie Sund Kristensen/Cecil Photography.

Et andet positivt træk ved den Åbne Scene er, at der er et godt flow i oplæsningerne og det fungerer rigtig godt, at den forrige digter får til opgave at præsentere og lægge op til den næste på listen. Det giver en god dynamik og en god sammenhæng i det, der foregår på scenen.

– Da aftenens officielle del er vel overstået, er der mulighed for at ‘hænge ud’ og udveksle erfaringer og jeg bliver på caféen en halv times tid sammen med nogle af aftenens mere erfarne oplæsere. Vi snakker lidt om, hvordan aftenen er gået og jeg får mulighed for at høre lidt mere om, hvordan deltagerne oplever det fællesskab, som ‘Ord på Flisen’ repræsenterer. Denne uofficielle del er en rigtig god mulighed for at snakke og ‘netværke’ med andre ligesindede og tale om både det at skrive og om oplevelser med at præsentere sine tekster for et publikum. Det bliver til en inspirerende snak og jeg får også lidt baggrundshistorik med mig hjem om andre oplæsningsarrangementer i det københavnske litterære miljø.

Skulle jeg nævne et enkelt minus ved ‘Ord på Flisen’ denne oktoberaften er det den omstændighed, at de etablerede forfattere desværre ikke blev og overværede anden del med den Åbne Scene. Nu har vi alle givetvis mange gøremål i en travl hverdag, og man kan måske ikke forvente at alle bliver hængende tiden ud på en almindelig onsdag aften. Men det ville alligevel klæde de etablerede forfattere at blive i hvert fald et stykke ind i anden halvdel og netværke lidt med de nye og mindre erfarne skribenter sådan en aften – om ikke andet så for på den måde at ‘kvittere’ for arrangørernes invitation. Der ligger trods alt et stort arbejde bag. Som jeg forstår ‘Ord på Flisens’ idégrundlag har initiativet netop også et håb om at være et sted, hvor det er muligt at skabe bro mellem nye og etablerede skribenter og om muligt igangsætte en dialog på tværs af faglige skel. Den mulighed reduceres, hvis de etablerede forsvinder, så snart de selv har læst op.
Men det kan selvfølgelig skyldes et ‘uheldigt sammentræf af begivenheder’ kombineret med travlhed, at de etablerede ikke var synlige i anden del. Og det overskygger på ingen måde mit overordnede positive indtryk af ‘Ord på Flisen’ – det er i høj grad et sted med en god og positiv energi og en stor åbenhed. Man mærker hos alle, både oplæsere og publikum, en glæde ved den gode litteratur, en begejstring for lyrikken og det poetiske sprog og en fælles interesse for det levende ord.

Sammenfattende vil jeg beskrive arrangementet som særdeles vellykket. ‘Ord på Flisen’ er et inspirerende sted, hvor man kan lytte til dygtige, velskrivende og engagerede forfattere og skribenter sammen med et begejstret publikum. En stor kærlighed til sproget præger stedets ånd. Jeg kommer helt sikkert igen, når ‘Ord på Flisen’ præsenterer sit næste arrangement i november – og føler allerede, at jeg har fået adgang til et forum, hvor jeg kan møde ligesindede og nyde den gode litteratur i hyggelige, åbne og afslappede rammer, med plads til alle. Og hvor man, ikke at forglemme faktisk også undertiden kan købe udvalgte eksempler på den litteratur, der bliver læst op af!

En stor ros skal derfor lyde her fra peterpoet.dk til arrangørerne Michael Juhl Svendsen og Christian Haugbølle og fotograf Cecilie Sund Kristensen, der, udover selv at læse op fra sin digtsamling ‘Blå Nætter’, forevigede aftenens oplæsninger med fremragende billeder!

Poeten læser op 4a
‘Poeten’ læser op. ‘Ord på Flisen’ 28/10 2015. Foto: Cecilie Sund Kristensen/Cecil Photography.

Poeten læser op!!!

I dag har Poeten været så heldig at komme på listen til aftenens Åbne Scene ved ‘Ord på Flisen’ på Cafe Flisen på Vesterbro i KBH!!! Jeg vil læse to digte op – lidt fra mit Nonsensland-område og et mere traditionelt digt! Starter omkring kl. 21 på Cafe Flisen efter de fremragende unge digtere Cecilie Lind og Rolf Sparre Johansson. Lidt premierenerver mærkes – men Poeten er klar 🙂

https://m.facebook.com/ordpaaflisen

En god start!

“I’m the Sun that rises while Your sleeping …” (Dave Gahan)

gahan_soulsavers

– En kickstartet torsdag morgen!
Efter en lettere urolig nattesøvn med sære drømme vågnede poeten til tiden, og kl. 6 a.m. sharp kunne jeg tune ind på Live koncert til morgenmaden transmitteret over Nettet fra Ace Hotel i LA med Dave Gahan og Soulsavers. David Gahan er især kendt som forsanger i det legendariske elektroniske rockband Depeche Mode og har i en del år kørt en solo-karriere sideløbende og udgivet bla. albummene Paper Monsters i 2003 og Hourglass i 2007. Han har desuden bidraget med tekster til numre på de sidste tre Depeche Mode albums: ‘Playing the angel’ (2005) ‘Sounds of the Universe (2009)’ og ‘Delta Machine’ (2013)

Han indledte tilbage i 2012 et samarbejde med den britiske soul/ electroduo Soulsavers (Rich Macin og Ian Glover) og sammen udgav de i 2013 albummet ‘The Light the Dead See’.

Den 23. oktober udkommer deres nye samarbejde ‘Angels and Ghosts’, og de starter meget snart en turné med et lille udvalgt af (snart udsolgte!) koncerter i bla Milano, New York, Berlin og London.

davegahan.com

Denne torsdag morgen kunne jeg så se Dave med sine ’sjælereddere’ i en koncert direkte fra LA fra kl. 6 dansk tid. En OK start på morgenen, skulle jeg hilse at sige!

https://screen.yahoo.com/live/livenation/

I’m all of this and Nothing – I’m the Dirt beneath your Feet” (Dave Gahan)

Vi fik både sange fra der nye album, en neddæmpet blueset udgave af det nye hit: “All of this and Nothing”, “Tonight” fra ‘The Light the Dead see’ og sange fra Gahans solokarierre (“Kingdom” og “Dirty Sticky Floors”) – og så selvfølgelig et par Depeche klassikere i anden halvdel! ‘You’ve been very patient, thank you!” sagde Gahan taknemmeligt inden han leverede herligt klare udgaver af “Condemnation” (fra ‘Songs of Faith and Devotion’ DM, 1993) (“… that one was for Mr. Gore!”) og “Walking in my Shoes”. Blændende flot sunget og spillet overfor et meget begejstret publikum!

Men, men men … det er nu bedre at være der selv! -Og opleve koncerten i selve koncertsalen – så derfor må ‘poeten’ jo nødvendigvis afsted!:

Gahan_Soul1

– Så turen går til London denne (forlængede) weekend! Så jeg kan høre Dave og Soulsavers Live i Shepherds Bush Empire mandag den 26. oktober om aftenen. – Og bare rolig: En anmeldelse til Siden her Will Follow!! Trust me on that!! 🙂

“There’s a Ghost Outside my Window – Haunting me …” (Dave Gahan)

Hamlet – på første række!

“And in this harsh world draw thy breath in pain –
To tell my story” (‘Hamlet’, Akt V, Scene 2)

Cumberbatch_poster

Akt I, Scene 1: Slottet

Lyset fra en dæmpet blussende kaminild skinner blidt ud i det ældgamle slotsværelse og reflekteres med et sart genskin på det skakternede gulv. Foran mig står Horatio, Hamlets trofaste ven, iført sort fløjlshat og farverige renæssance-gevanter og forklarer mig med en alvorlig mine om de bekymringer han gjorde sig, da han forsøgte at hjælpe Hamlet gennem sine svære kvaler efter mordet på kongen, Hamlets far. Horatio understreger flere gange, at han så det som sin særlige pligt at stå Hamlet bi og beskytte ham, mens han levede, og nu, efter prinsen er død, er det ham magtpåliggende at sørge for, at den unge arving til kongeriget Danmark får sin historie fortalt for eftertiden – så prinsen og det han har gennemlevet ikke ender med kun at blive et vagt minde, der snart et gået tabt for evigt i glemslens tåger.

Kronborg_sol

Stedet er Kronborg en solbeskinnet og blæsende sensommerdag med små hvide uld-totter af skyer på en støvetblå himmel, som jeg aner, når jeg kigger hen over voldene med de svære støbejernskanoner ud mod øresunds vindomsuste hav, fra et vindue i slottets østvendte, bjælkeloftede spisesal.

Under sin tale foran mig holder Horatio et kranium i sin ene hånd, og fortæller om Hamlets besøg på kirkegården og de refleksioner, den unge prins gjorde sig over menneskets dødelighed og verdens forgængelighed. Om, da han mindedes hofnarren Yorick, den livlige underholder og hjælper ved hoffet, som holdt Hamlet i sine arme og bar den lille prins på sin ryg, da han var en lille dreng, men som nu ikke er andet end jorddækkede knogler og støv.
Det er tydeligt, at Horatio tog Hamlets tungsind og bekymrede tanker alvorligt og som en god ven og støtter forsøgte at opmuntre og hjælpe ham med at udrede omstændighederne ved kongens død – og i sidste ende være ved hans side i Hamlets planer om at hævne sin far.
Horatio afslutter sin tale og lægger forsigtigt kraniet tilbage i et rum til opbevaring. Den moderne ventilationsrist af metal, han derefter sænker ned over det for at dække rummet til, er det eneste, der bryder illusionen og bringer virkeligheden år 2015
tilbage igen.

Kronborg4

Horatio hedder i virkeligheden Mathias *) og er skuespiller in spe. Han har taget jobbet som historisk rundviser på Kronborg for at træne sit fag og finpudse skuespillertalentet. Samtidig har jobbet den fordel, fortæller han, at man møder mange forskellige typer mennesker og får mulighed for at fordybe sig i de historiske detaljer bag en rolle. Kronborg tilbyder typisk to dramatiserede slotsvandringer pr. dag i weekenderne med en engageret guide klædt i perioderigtigt kostume – en særligt syet dragt i historisk tøjstil fra renæssancen. Guiden fortæller meget levende og optræder i rollen som fx. ‘den travle kammerjomfru’ med fortællinger om en typisk dag på slottet, eller som Horatio, der tager publikum med ‘i Hamlets fodspor’. Jeg var heldig denne dag at få ‘ene-undervisning’ af Horatio, for jeg var den eneste tilmedte på kl. 14.30-turen og slottet informations-og publikums afdeling er konsekvente – turen gennemføres uanset deltagerantal!

– *) NB: Mathias (Horatio) på Kronborg hedder ikke Mathias i virkeligheden, men ‘hans
rigtige navn er ‘poeten’-redaktionen bekendt’, som det hedder!

Sceneskift: Stolerækken

Akt I, scene 2: Stolerækken

Jeg går roligt ned ad de brede trapper i siden af salen og finder hurtigt min plads på første række. Stedet er CinemaxX Biografen i København og forestillingen er ‘Hamlet’ transmitteret Live fra The Barbican i London. Det er The National Theatres produktion.

Nat_Live4

Producer er Sonia Friedman og Lyndsey Turner har instrueret (tidligere: fx. ‘Alice’, ‘The Way og the World’ og‘Posh’). Titelrollens monumentale udfordring ligger denne gang på skuldrene af den fremadstormende, talentfulde, unge britiske skuespiller Benedict
Cumberbatch – kendt fra så varierede roller som
Sherlock i ITV’s moderne Conan Doyle fortolkning, som matematikeren og geniet Allan Turing i
“The Imitation Game” og Dragen Smaug (stemme og ‘motion capture’ bevægelser) i Peter Jacksons version af Tolkiens “Hobbitten”.
Efter at have sat mig godt tilrette i sædet får jeg øje på sidemandens popcorn og cola og tænker et øjeblik, at snacks og Shakespeare vel egentlig er et ret dårligt match – indtil jeg kommer i tanke om opførelserne tilbage på
Shakespeares egen tid i 1600-tallet på The Globe Theatre,
Shakespeares eget teater i i London beliggende i det dengang ret rå og og barske kvarter på South Bank-siden af Themsen. På shakespeares tid var det almindeligt under en forestilling at publikum kom med høje tilråd til skuespillerne og medbragte både mad og drikke i form af ildelugtende kålretter, supper eller grove kødstykker og dertil vin i brede bægre. Skuespillet var en decideret ‘Event’ for publikum. Og der skulle noget til for at samle opmærksomheden om de poetiske og ordrige udfoldelser på scenen – hvilket en række af de forklarende og smukke ‘kor’-bemærkninger i stykkerne i øvrigt også vidner om. Fra Prologen til Henrik V: “Think when we talk of horses, that you see them –
Printing their proud hoofs i’ the receiving earth – For ‘tis your thoughts that now must deck our kings, Carry them here and
there; jumping o’er times, turning the accomplishment of many years into an hour-glass”
. – Det var nødvendigt at ’sætte scenen’ for publikum og bringe dem i den rette stemning, da det ellers kunne være ret vanskeligt at få det lille område nede på scenen kun oplyst af fakler og tællepråse til at illudere slagmarker i et fremmed land eller store hofsale på et kongeslot i larmen fra råbende og smaskende gæster. Så min mildt fordømmende strø-
tanke om det upassende ved popcornbægre under en forestilling blev hurtigt fejet bort igen!

Kronborg_Olivier
Laurence Olivier, mesteren selv, i ‘Hamlet’ på Kronborg, 1937. (Fra Kronborgs foto-udstilling: ‘Hamlet på Kronborg’, 2015)

The National Theatre, der blev stiftet af Laurence Olivier i 1963, har mange års fremragende teater bag sig – det er her de store klassiske stykker opføres med nogle af de mest anerkendte engelske skuespillere, såvel som ny dramatik af fremragende forfattere. Indtil 1976 var stedet “Old Vic Theatre”, derefter blev det flyttet til nye bygninger med udsigt over floden. Der er flere scenerum i teaterets store moderne bygning ved Waterloo Bridge på Themsens sydside, hvilket muliggør, at man kan præsentere teater ‘i flere spor’ og tilbyde både ny og klassisk dramatik i samme sæson. Selv har jeg senest oplevet Sam Holcroft’s ”Rules for Living” med Stephen
Mangan og Miles Jupp i foråret 2015 – et moderne
‘køkkenvask’-drama med bidende humor og begavet satire – og med det nye initiativ: ‘National Theatre
Live’ har den engelske nationalscene fået en platform, hvorfra man kan bringe glæden ved godt teater ud til et langt større publikum.
Med flere stjernespækkede opsætninger i de senere år, fx
‘Frankenstein’ med netop Benedict Cumberbatch og ‘Coriolanus’ med Tom Hiddleston er grundlaget lagt for også at trække et yngre publikum ind til teateroplevelsen, og den aktuelle ‘Hamlet’-forestilling med Cumberbatch slog da også rekord i forudbestilte billetter. Efter sigende skulle det være den teaterforestilling, der er blevet hurtigst udsolgt nogensinde – med mere end 30.000 publikummer i onlinekøen ved åbningen af salget! -en stor del af dem måtte selvsagt ‘klikke’ forgæves.

Så spændingen og forventningen var stor, da jeg satte mig ekstra godt tilrette i sædet og transmissionen fra Barbican kunne begynde!

Akt II, Scene 1: Stykket

“… Patience pray – Gently to hear, kindly to judge, our play” (‘Henry V’, Prologue)

Hamlet_poster2

Hamlet er et af de klassiske teaterstykker, der altid har fascineret mig, allerede før jeg fik det for som obligatorisk stof i gymnasietidens engelsktimer og senere skulle fordybe mig i det under et kortvarigt ‘gæstevisit’ på Engelsk-studiet på KBH’s universitet. Jeg husker stadig, for snart mange år siden, min bror, der lige var blevet introduceret til stykket i skolen, fortælle levende og begejstret om stykket og om den vigtige pointe, at Hamlet jo først og fremmest er et menneske der tvivler – på sig selv og på omverden. Tvivlen og ubeslutsomheden ligger som en tung glasklokke over ham igennem en stor del af stykket og lammelsen overfor at handle på den uretfærdig, han ser i sit liv, er næsten total. -Det var overraskende for mig at høre, for jeg havde ikke troet, at et teaterstykke, der var flere hundrede år gammelt på den måde kunne sige noget alment – noget om, hvordan det er at være menneske i dag. For tvivlen er jo noget vi alle kender. Den bliver så løftet op og får en anden mere metafysisk betydning hos Shakespeare, men at stykket kunne tale til os i dag var interessant for mig allerede dengang. Siden har jeg oplevet stykket adskillige gange og husker fremragende opførelser med bla. Thure Lindhardt på det nu begrædeligt nedlukkede og stærkt savnede Gladsaxe Teater (der var under Kaspar Rostrups kyndige ledelse) i 2007, Søren Pilmark som Hamlet tilbage i 1993 (i Peter Langdals iscenesættelse) – i øvrigt med en ung Nils Olsen som graver i en fantastisk scene med stor, underspillet humor sammen med Søren Østergaard, selvfølgelig Oliviers klassis-ke indspilning fra 1948 med mesteren selv i en meget følsom udgave af prinsen og Kenneth Branaghs næsten monstrøst lange men visuelt imponerende 4 timers filmversion fra 1996. Aller-
senest så jeg Hamlet med en brilliant Jude Law i titelrolllen på Wyndhams Theatre i London i 2009 med Donmar Warehouse
ensemblet og Michel Grandage ved roret som instruktør.
– Så den gamle ‘bard’s (skjalds) skriverier lever i den grad videre i os i dag og hver ny generation af skuespillere synes at kræve sin egen Hamlet – nyere, mere levende og mere frisk fortolket end før. Stykket har længe stået, og står stadig i dag, som en prøvesten for unge talenter, en udfordring med mulighed for virkelig at vise sit værd på scenen. Det var det for John Gielgud, Richard Burton, Jeremy Brett, Olivier selv, Peter O’Toole og mange andre i samme generation af skuespillere og udgør i dag stadig en slags ‘Store Eksamen’ for nye etablerede skuespillere med stjernepotentiale. Så jeg var spændt på at se, hvordan den talentfulde
Benedict Cumberbatch, hyldet på de bonede gulve i Hollywood, ville levere sin Hamlet. Som begejstret fan af ”Sherlock” og med ”The Imitation Game” i frisk erindring, forekommer han mig at være en skuespiller med mange muligheder og et stort register, lige fra det sårbart emotionelle og hengivne til det kynisk følelseskolde og desperate. Kunne han bringe noget overraskende nyt til rollen? Og ville versionen af stykket først og fremmest være fængende og vedkommende for tilskueren?

“… In my mind’s eye, Horatio” (‘Hamlet’, Akt I, Scene 2)

Et par ord om produktionen, inden vi starter – jeg ynder, som den gamle ’skjald’ at holde min læser hen i spænding – lidt endnu!:
National Theatres tilgang er professionel og gennemtænkt. Små appetitvækkere til andre af teatrets Live-forestillinger vises inden forestillingsstart og en oplysende intro (der starter til tiden!) indleder begivenheden. Baggrundsbillederne af de spændte teatergængere på stolerækkerne i Barbican i minutterne op til start virker også fint og spejler publikums egen forventning rundt omkring i salen. Og der er indlagt en 20 minutters pause ca. halvvejs.

Kronborg_Jacobi
Derec Jacobi som Hamlet på Kronborg, 1979 (Fra Kronborgs foto-udstilling: ‘Hamlet på Kronborg’, 2015)

Lige før aftenens forestilling gik i gang, blev der vist et indslag fra britisk teaterjournalistiks Grand Old Man: Melvyn Bragg, der dagen forinden havde sat Cumberbatch stævne på scenen i Barbican til et interview til en specialudgave af sit (nu officielt nedlagte) kulturmagasin ‘The South Bank Show’: “Føler du ikke en enorm spænding, måske nærmest frygt, ved at stå på scenen i en så monumental rolle? – jeg mener, du efterfølger Olivier, O’Toole og alle de andre store i teater-historiens vel nok største stykke?”, spørger Bragg en imødekommende men meget travlt udseende
Benedict Cumberbatch: ”Ikke frygt – ikke som de store beskriver det -” svarer han eftertænksomt. ”–Der er ingen lammende angst, som Olivier fx undertiden følte sig ramt af – momenter af det, ja – men der er ikke rigtig tid til at stoppe op og føle overfor publikum. Hvis du gør det, mister du grebet og kan ikke spille”, svarer han. ”Hvordan føles det bagefter at have leveret en så krævende rolle med så mange publikums-forventninger? Puster man ud rent åndeligt i lettelse, når det er overstået?”, spørger Bragg. ”Spørg mig om 3 timer og 20 min!”, svarer Cumberbatch kækt- og tilføjer: ”Nej, for at svare oprigtigt, så er det i en vis forstand en lettelsesfølelse – ja man puster ud – og man har leveret. Og man er drænet for energi, når man står der bagefter og føler virkelig, at man har givet alt hvad der var at give – ‘That’s it for Tonight’!, er alt, hvad der er at sige.”

Og lad det være sagt med det samme: Det er en kraftpræstation Cumberbatch leverer i denne ‘Hamlet’, intet mindre. Og et fremragende hold af skuespillere, The National Theatre har samlet i ensemblet. De leverer en begavet nyfortolkning, både overraskende og vedkommende med en fængende scenografi og velproduceret lyd, der bringer skuespillernes usædvanligt klare diktion og tydeliggjorte rytme frem, så selv et yngre publikum har rigtig gode forudsætninger for at forstå Shakespeares sprog og særlige poetiske betoninger. – Ret beset er stykket jo skrevet på vers (som det vil være de poesi-kyndige bekendt) i formen
iambisk pentameter, hvor hver linie består af fem ‘fødder’ eller ord med hver to stavelser (iamber) med tryk på anden stavelse. Det har navnlig i moderne tid givet udfordringer med Shakespeare i forhold til form og udførelse i produktionen, men i aftenens version kommer musikken i sproget tydeligt frem og man kan virkelig nyde de sprogblomster, netop ‘Hamlet’ rummer (i ‘Hamlet’ alene er der adskillige originale ‘vendinger’, og Shakespeare hævdes at have introduceret henved 2200 nye ord til det engelske sprog).
Holdet har en god dynamik og spillerne er helt klare på de særlige udfordringer, et filmet teaterstykke med bevægelige kameraer og specielle vinkler giver dem på scenen. ‘National Theatre Live’ er vitterlig en øje-åbnenede teateroplevelse – en mulighed for at komme helt tæt på scenen og opleve teater, som om man selv er tilstede i salen. Og i aftenes stykke følte jeg, trods min plads ubekvemt tæt på lærredet med nakken bøjet så langt tilbage, at risikoen for permanente skader på sener og muskler var overhængende, at jeg lynhurtigt levede mig ind i stykket og glemme alt om omgivelser, tid og sted. Jeg var straks ‘med’ i salen og tilbage i den tid, opførelsen har henlagt handlingerne til. Det var – bogstaveligt talt – som at være der selv!

“… Seems madam! nay it is; I know not ’seems’ ” (‘Hamlet’, Akt I, Scene 2)

Allerede i åbningsscenen fornemmer man, at denne ‘Hamlet’ lægger sit hovedfokus på tabet – på sorgen og dødens konsekvenser for den enkelte og hvordan de tab, som vores negative handlinger påfører verden, ender med gå ud over den enkelte menneskeskæbne og berøve den håbet. Lyndsey Turners iscenesættelse vender i første omgang sit blik indad i karakterene og
lader dem tale ud fra en personlig oplevelse af skæbnens kvaler og sorgens lammende kræfter.
Vi møder Hamlet selv i første scene, ikke de gode vagter Bernardo og Marcellus i frygtsom panik over at have set et spøgelse fra slottets borgmur, som i den skrevne tekst og i mange tidligere opførelser. Vi er med Hamlet, der sidder på gulvet alene – i et rum med stille musik fra en grammofon, et fotoalbum og faderens efterladte ejendele i en kasse, han stille læner sig op ad. Han holder sin faders fløjlsjakke i den ene hånd og knuger den bagefter ind til sig. Vi ser et menneske i sorg, først og fremmest, ikke i vrede – ikke endnu. Stykkets hovedplot: Kongemordet, menneskets dårskab og ondskab, grådighed og opportunisme, og prinsens vej mod at afsløre og hævne ugerningen, bliver først præsenteret for os efter denne tone af sørgmodighed og personligt savn er slået an. Det er en vigtig pointe i denne version.

Horatio melder dog, heldigvis, straks sin ankomst, og bryder ensomheden – en moderne Horatio, klædt i skovmandsskjorte og store backpacker vandrestøvler med et tydeligt elskeligt og sympatisk væsen. Hamlet og Horatio er forenet, klar til at tage kampen op mod alverdens ufred. Stykket er igang!

“… A little more than kin, and less than kind” (‘Hamlet’, Akt I,
Scene 2)

Kronborg_s_h

Den pompøse åbningsscene i Act I, scene 2, hvor den nye konge, Hamlets farbroder Claudius taler til sit hof og Hamlet nærmest vrider sig i oprørsk modvilje og hånlig foragt for rigets nye tilstand, leveres i en forholdsvis enkelt scenografi: Et simpelt dækket bord, hoffet på linie på den ene bordside (som det skal være) – en enlig trappe og svalegang og rummets højloftede natur, er alt der tydeliggør, at vi er på et slot. Tiden: Et sted mellem første og anden verdenskrig vil jeg gætte på. De militære uniformer er ’skarptskårne’ med æresbevisninger og brede skuldre, som de kunne have set ud i 1930’erne. Vi møder et land, der opruster – man frygter et snarligt angreb fra Norge, selvom Hamlets far har vundet det sidste slag mod fjenden, og det antydes, at vi er involverede i at gøre front mod
Polen. Det militære islæt er tydeligt og er med til at tegne baggrunden for den politiske situation i stykket, som også var vigtig for publikum på Shakespeares egen tid, hvor alliancer og storpolitik optog samtiden.

Gertrude, Hamlets mor, der hurtigt, alt for hurtigt i Hamlets optik, har giftet sig med farbroderen efter kongens død, spilles vældig sympatisk af Anastasia Hille (‘Dido’ og ‘Macbeth’, (teater), ‘Lewis’, ‘Kavanagh QC’ (tv)) uden antydning af ond mine, hvilket kontrasterer godt med Hamlets voldsomme vrede i stykkets første scener – vi får langt vanskeligere ved uden videre at acceptere hans fordømmende ord, og får plantet en grad af skepsis overfor prinsens påstande om ugerningen. Er der tale om en forbrydelse og er dronningen virkelig så forræderisk, som Hamlet hævder?
Claudius spilles med en passende arrogance, ‘kongeagtigt’ men med en underspillet usympatisk selvtilfredshed, af Ciaran Hinds (‘Richard III’, ‘Closer’ (teater), ‘Tinker Tailor, Soldier, Spy’ (film),
‘Game of Thrones’
(tv)). Han har både en passende pondus (han er en ren kæmpe overfor Cumberbatch’s spinkle Hamlet) og en dejligt distinkt diktion. Hans forklaring af stridighederne med Norge og Fortinbras, den norske konge, er formfuldendt og umiddelbart forståelig (jeg har kæmpet meget med at fange netop de linier i tidligere opførelser, men her forstod jeg hvert et ord!)

Spoiler-Alert!!: I det følgende går jeg langt mere i detaljer med stykket og afslører det sene forløb i handlingen, så vil man have stykkets spænding, og slutning, til gode, skal man være forsigtig med at læse videre fra nu!

Ophelia spilles med en sart skrøbelighed af den relativt ukendte Sian Brooke – hun er nærmest som en nervøs, forelsket skolepige i de første scener. Måske er hendes spil en anelse karakterløst til at begynde med, men hun brillierer senere i Ophelias rystende og dybt bevægende vanvidsscene.
Polonius portrætteres fremragende og begavet af Jim Norton (‘The Pillowman’, ‘The Seafarer’ (teater), ‘Waking the Dead’,
‘Deception’ (tv)) med studérkammerblik og hovedet konstant begravet i en notesbog, der synes at være hans eneste kilde til viden om, hvad der foregår omkring ham – og stemmen!! – Åhh, tror jeg kunne lytte i timesvis til lydbøger og fortællinger indtalt af den mands sprøde, gyldenmørke og varme røst! Der er desuden en intelligent humor i Nortons spil, der bringer kontrasterne frem i konfrontationerne med Ophelia og gør den senere dramatiske ‘tæppescene’, med Polonius skjult og udsat, så meget desto mere urovækkende og tragisk.
Horatio er den gennemført gode, altid ved Hamlets side når det gælder, og et næsten naivt-oprigtige blik i øjnene bag de mørke briller. Rosenkrantz og Guildenstern er moderne klædte med en finurlig, let nervøst lattervækkende nerve, der danner fin baggrund for Hamlets senere skuffelse og afvisning af de to soldaters medløberi og loyalitet, der viser sig reelt at ligge hos kongen.

“… And yet to me, what is this quintessence of dust” (‘Hamlet’,
Akt II, Scene 2)

. Hamlets ”what a piece of work is a man” – monolog i Akt II,
Scene 2 (sidste del), leveret på baggrund af dialogen med Rosenkrantz og Guildenstern, er i øvrigt det første sted i stykket man for alvor fornemmer Cumberbatch’s eminente evne til at udrykke både stor undren og fortvivlelse med en tydelig ansigtsmimik, der elegant veksler mellem vrede, tvivl og sorg.

Cumberbatch mestrer også komikken og galskaben, hans drillende leg med ord overfor Jim Nortons intetanende Polonius i Akt II, Scene 2 – vandrende rundt på bordet som en langbenet fugl i en brandert – er kongeligt morsom og spillet med eminent sans for detaljen i både kropssprog og mimik. Den scene ‘tager kegler’!

“… for yourself, sir, should be old as I am, if like a crab you could go backward”
(‘Hamlet’, Akt II, Scene 2)

Der er et tilbagevendende dukketema i stykket: I en af de afgørende scener, hvor Hamlet for alvor viser sin (påtagede og med vilje inducerede) sindssyge, vandrer han rundt på bordet som ‘Den tapre Tinsoldat’ i fuldt ‘garderkostume’, nærmest ført afsted som en marionetdukke – iøvrigt i en af de mest morsomme og samtidigt mest foruroligende versioner af galskabsscenen, jeg nogensinde har set! Cumberbatch’s legende flirt med dukke-figurens kropslige muligheder netop i kraft af dens mekaniske begrænsning balancerer skarpt mellem det lattervækkende og det djævelsk urovækkende. – Den ægte og faretruende galskab lurer lige under overfladen! Hans brug af et ‘pap-fort’, et malet
kulisse-slot, som han gemmer sig inde i, da Rosenkrantz og
Guildenstern prøver at få ham i tale med deres slet skjulte dagsorden er umanérligt grinagtig og grotesk! Samtidig illustrerer den lattervækkende og ‘førte’ figur Hamlet-karakteren midt i sin ubeslutsomhed – og viser, at han er offer for kræfter udenfor sin egen rækkevidde og bliver ført rundt som en dukke, fordi han netop afstår fra at træffe valg og bliver hængende i tanken uden at skride til handling. Det er en lille genistreg i Lyndsey Turners instruktion at give galskabsscenerne denne udfordrende nerve og kant!
Dukketemaet ligger også i flere af hovedpersonernes underligt mekaniske måde at bevæge sig og svare på – da Laertes sendes afsted til Frankrig løber han kækt afsted mod uro og krig, som om han bliver trukket afsted i en lang snor. Der anes her, måske, en snert af aktuel kritik i Turners version – mere om det senere.

“For in that sleep of death what dreams may come ? ” (‘Hamlet’,
Akt III, Scene 1)

Burtons_Hamlet
Richard Burtons Hamlet på Kronborg, 1954 (Fra Kronborgs foto-udstilling: ‘Hamlet på Kronborg’, 2015)

Den berømte ‘To be or not to be’ monolog, som under prøverne efter sigende blev rykket frem i stykket og ifølge journalister ligefrem skulle have været valgt som åbningsscene på et tidspunkt under forberedelserne, falder i akt III, og leveres kraftfuldt og følelsesladet med en fantastisk nerve og sårbarhed af Cumberbatch. I netop det øjeblik, hvor Hamlet berører Døden for første gang i talen, og overvejer dødens befrielse som alternativ til at kæmpe mod de monumentale udfordringer, han stiller sig selv – og livet stiller ham – skifter Cumberbatch’s ansigtsudtryk på et ufatteligt kort, næsten umærkeligt øjeblik og viser en ægte, gennemgribende rædsel – dødsangsten og frygten for de ubærlige konsekvenser ved ‘det store ukendte’ ses tydeligt i øjne og mimik og formidles ægte og dybfølt. Det er stor teaterkunst! Brilliant spillet – ingen tvivl om at vi her et vidne til en stor skuespillers favntag med en ekstremt krævende rolle. – Han har den rette alder, erfaring, talentet og den sjælelige begavelse til at spille rollen netop på dette punkt i sin karriere!

Nat_Live_people3Der er foretaget en række utraditionelle valg i Lyndsey Turners iscenesættelse, som nok vil undre nogle og måske ligefrem skuffe andre. Flere scener er udeladt, episoder rykket frem og forkortet – og scenerummet virker på en måde begrænsende, trods det, at der er højt til loftet og store dele af gulvet udnyttes; sceneskiftene er desuden korte og uden nævneværdige ‘trække vejret’-pauser; måske et valg, der er truffet for at opretholde et hastigere tempo i fortolkningen og skabe en mere nutidig, ‘fast-paced’ fortælling, der passer til et publikum vante med filmmediets ‘take’ på klassiske fortællinger. Men jeg synes dramaturgien fungerer og valgene er velovervejede og tydeligt gennemtænkte. Det er blevet en Hamlet i et moderne tempo med en klarhed og forståelighed, der klæder produktionen og gør dramaet relevant og vedkommende for et nutidigt publikum.

“The heart-ache and the thousand natural shocks” (‘Hamlet, Akt II, Scene 1)

Opførelsen tematiserer landets ‘falden-fra-hinanden’ flere steder og illustrerer forgængeligheden, måske lidt overdrevent tydeligt, med små blade og sorte ‘affaldsstykker’ af papir, der skydes dramatisk ind på scenen, om som efterhånden fylder gulvet op, så spillerne til sidst går rundt på et bjerg af ’slagge’ – som på
stepperne i Mordor i ‘Ringenes Herre’.
I graverscenen, med Yoricks kranium, anes desperationen og magtesløsheden overfor livets forgængelighed og tabet af det, der var engang, samtidig med, at humoren er frisk og bidende med Karl Johnsons vittige og skarpe graver (helt alene – hans ’sidekick’ (Morag Siller) forlader hurtigt scenen igen). Hans underfundige væsen og replikker bidrager med en stærkt tiltrængt varme i det dystre kirkegårdsscenario. Johnson (‘The Seafarer’, ‘Frankenstein’ (teater), ‘Barnaby’, ‘Lark Rise to Candelford’ (tv)) dublerer i øvrigt også som ’spøgelset’ – med skræmmende
’splatter-gennemhullede’ sår på brystkassen efter det morderiske giftangreb – også ’special effektfolkene’ har åbenbart været i gang i produktionen!

Ophelia_drowned
Ophelias druknedød (‘Hamlet’, Akt IV, Scene 7) i John Edward Millais pre-raphaelitiske maleri ‘Ophelia’ fra 1851-52 (Tate Gallery, London).

Ophelias vanvidsscene og tragiske ‘vandring mod mørket’ er decideret hjerteskærende og understreger iscenesættelsens optagethed af og fokus på sorgen og dødens følelsesmæssige konsekvenser – det er helt klart den overordnede indgangsvinkel for The Nationals fortolkning, som jeg ser det. (Akt IV, Scene 5 og 7)

Kulminationen og oprørskheden i de afsluttende begivenheder i Akt V, Scene 2, med fægtescenen og det dramatiske ‘endelige opgør’ spilles overraskende hurtigt igennem, og jeg følte det en anelse forjaget til sidst – men det er nok en konsekvens af Turners valg af tempo for hele stykket. ‘Action’– scenerne må nødvendigvis være ‘fast-paced’ og ‘oppe på beatet’. Men de afgørende konfrontationer i slutscenen får alligevel lov at tale deres klare og følelsesladede sprog til publikum. Først den kortvarige ‘ansigt til ansigt’ konfrontation med kongen, der svigefuldt byder Hamlet at vælge sværdklinge, dernæst kampen mod Laertes, dramatisk tilbagevendt fra Frankrig og spillet fremragende af Kobna Holdbrook-Smith. I scenen forinden (Act V, Scene 1) næsten skreg han sin sorg og fortvivlelse ud over først nyheden om faderens, Polonius’s, død ved drab og siden sin søster Ophelias tragiske druknedød for egen hånd.

Afslutningen på dramaet er flot spillet, blændende instrueret og bevægende. Og også i denne følelsesladede og fængslende ‘tur’ med ‘Hamlet’ sidder jeg til sidst med tårer i øjnene og hvisker med Horatio: ‘Now cracks a noble heart. Good night sweet
prince: And flights of angels sing thee to thy rest!’

Publikum har igennem den 3 timer og 20 minutter lange forestilling været vidne til en flot, medrivende og særdeles velspillet udgave af Hamlet, der både nyfortolker dramaet og lader Shakespeares vidunderlige sprogblomster udfolde sig. Biograf-formatet fungerer godt og begivenhederne på scenegulv overføres smertefrit til det store lærred i en vellykket produktion med kun ubetydelige skønhedsfejl i form af et par sekunders lydsvigt, som jeg næsten glemte igen. Jeg følte virkelig, at jeg havde været en tur i The Barbican i London og set stykket sammen med publikum derovre. Ja, endnu bedre gjorde biografversionen faktisk, at jeg levede mig dybt ind i stykkets handling og den såkaldte ’suspension of disbelief’ lykkedes til fuldkommenhed.

Nat_Live_people2

Da ensemblet linede op til sidst for at modtage publikums applaus, bad Benedict Cumberbatch om ordet og opfordrede, som The National Theatre har forpligtet sig til, at man støtter organisationen ‘Children in Need’, der aktuelt arbejder med at skaffe hjælp til syriske flygtninge. Han reciterede en ung syrisk poets digt med den indledende linie: ‘No one leaves their House,
unless that House is a Shark”. Man kan synes om den slags appeller (overfor et i forvejen emotionelt påvirket publikum) eller lade være, men jeg så det som en værdig gestus for både teater og ensemble – så store stjerneskuespillere som Cumberbatch har ‘en stemme’ i offentligheden, og det er rart at se, og høre, at de bruger den til at støtte sager, som ligger dem oprigtigt på hjerte.

Akt II, Scene 2: Spørgsmålene

“Thou turn’st mine eyes into my very soul” (‘Hamlet’, Akt III, Scene 4)

The Bard
En ‘mindeplade’ for Shakespeare – på muren indenfor Kronborgs volde.

Hvad kan vi så bruge et mere end 400 år gammelt teaterstykke til i dag? – i øvrigt i året før, man i 2016 skal til at markere 400-året for Shakespeares død. Det er vel det spørgsmål man, på god journalistisk vis bør stille sig selv efter at have set endnu en opførelse af Shakespeares hovedværk – selvom ‘poeten’ jo ikke er journalist, og jeg derfor kan blæse ganske totalt på ‘anmelder-konventioner’ og ditto traditioner! Men hvis jeg skal svare ærligt, synes jeg egentlig, at værket taler for sig selv. Shakespeare har fornyet det engelske sprog og leveret uendeligt poetiske, øjeåbnende og sanseligt berigende tekster, der gør os alle klogere på livet, kærligheden, skæbnen, ”det store ukendte’, døden. Og Hamlet er et kongeeksempel på, hvor langt man kan nå poetisk med en tekst, der både skal overholde strenge metriske krav til replikker og form og samtidig skal opbygge plot og spænding og rumme en fængende dramaturgi. Den Store Digter gør det gennem en eminent poetisk sans, ‘teatertricks’, sort humor, originale karakterer og imponerende sprogfornyelse – ‘Hamlet’ rummer adskillige elegante vendinger, der i dag er faste, sigende udtryk, vi kan bruge til at indfange situationer og stemninger i en enkelt sætning – og endnu flere neologismer (ord, digteren selv har skabt, og som efterfølgende anerkendes i sproget som nye, gyldige ord). I Shakespeares samlede produktion er der, som nævnt i indledningen, angiveligt i nærheden af 2200 genuint nye ord introduceret til det engelske sprog. ‘Hamlet’ er således et fantastisk levende stykke kulturhistorie, der taler direkte til os i dag, hvis vi ellers forstår at lytte efter; det gælder helt uagtet spekulationer om, hvem Shakespeare i virkeligheden var – det er som sådan teksterne uendeligt uvedkommende – Shakespeare er Shakespeare, han er ordene i de værker, han har efterladt, hvem han så end var som menneske!

Har The National Theatres nye opsætning så noget på hjerte – noget at sige samtiden, udover, og det er efter min mening tilstrækkeligt, at bringe Shakespeares ord og drama til live for et nyt publikum?
Der er er i hvert fald flere lag i denne opførelse, der potentielt set retter opmærksomheden mod nutidige problematikker. Et eksempel er ‘Dukketemaet’, som jeg fremhævede og mener at kunne se i den gentagne brug af ‘mekaniske’ billeder (tinsoldaten, mekanisk bevægelsesmønster mv.). Det kan ses som instruktør Turners forsøg på at tematisere brugen af soldater: Når en stat, der gør brug af militær magtanvendelse, sender soldater ud, og indre stridigheder samtidig er ved at rive landet fra hinanden, handler staten uværdigt, og de udsendtes indsats bliver ‘med ført hånd’ uden forståelse for de menneskelige konsekvenser.
Kronborg_kanonStaten glemmer at behandle sine udsendte med respekt og forståelse. Og det ellers godhjertede menneske, der går til opgaven med fuld klarhed over sin situation og mulige konsekvenser ender med at blive
‘en viljeløs dukke’. Det er måske at trække tolkningen af Nationals opsætning for vidt, men kritikken er tematiseret og hørt før i andre moderne opsætninger af teaterstykker, der berører lande i krig. Og i Hamlet er det pågældende land på stykkets tid jo reelt et diktatur.

Nationals opførelse bidrager også med nyt ved at gøre hyppigt brug af kontraster – Hamlet-figurens vrede og foragt kontrasteres af moderen Gertrudes milde og omsorgsfulde væsen, som hun spilles i denne version (hun er set ondere og mere svigefuld i andre opførelser, fx i Julie Christies udgave i Branaghs filmversion fra 1996). Det gør at vi ikke fra starten plotmæssigt ‘er med‘ Hamlet, men får mulighed for at reflektere over vreden og hævntørsten uden at acceptere den som uundgåelig præmis. Polonius’s verdensfjerne og uopmærksomme tilgang til verden (med sin allestedsnærværende notesbog) kontrasteres af både Ophelias og Laertes følsomme væsen og får fx Ophelias tragedie til at virke voldsommere – en Polonius, der signalerer i hvert fald glimtvis omsorgsfuldhed, som i andre ‘Hamlet’ udgaver (fx Ian Holms Polonius i Mel Gibsons ‘Hamlet’ fra 2000) giver ikke samme oplevelse af uro og faretruende tab.

Kongen, Claudius’s, køligt arrogante væsen står også i skarp kontrast til de øvrige karakterers overvejende følelsesbetonede spillestil – kongens omgivelser handler og reagerer på følelser og menneskelige hensyn, mens kongen selv handler på intellekt og kølig overvejelse. Selvom det måske ikke i sig selv er denne udgaves fortjeneste, leverer stykket et bud på, hvad det er for elementer ved opportunismen og grådigheden der forårsager død, sorg og ødelæggelse i verden – og ender i tragedie: Tilsidesættelsen af følelserne og den stejle fokuseren på mål, planer og rationale synes i hvert fald at udgøre en del af forklaringen på katastrofen og rigets undergang.

“And let me speak to the yet unknowing world – How these things came about” (‘Hamlet’, Akt V, Scene 2)


Akt II, Scene 3: ‘Hamlet’ – en evig fascination

 – Det, der især fænger og drager mig ved ‘Hamlet’ er dets optagethed og tematisering af selve eksistensen – Døden, lidelsen og menneskets grundvilkår i verden – og hvorfor vi overhovedet gider at kæmpe, når vi står overfor uretfærdigheder og overvældende livsmodgang. Hvorfor lider vi, eller rettere, hvorfor accepterer vi lidelsen? Hamlet undrer sig, navnlig i den herostratisk berømte monolog fra Akt III, Scene 1, over, om der mon ikke findes en slags metafysisk alternativ til modgangen og livets uretfærdigheder – det tolkes, indlysende nok, som, at han overvejer døden som mulighed. Døden er, måske, bare en lang søvn – og ikke andet, siger Hamlet. Men det ukendte land, vi rejser til i døden – ”The undiscover’d country from whose bourn No traveller returns” (Akt III, Scene 1) er netop ukendt. Dybest set er der ikke noget alternativ til at handle. Og vi må nødvendigvis modsætte os de uretfærdigheder, vi udsættes for. Kampen og behovet for at handle er imperativ i forstanden: du skal! Og det er dybest set denne erkendelse, Hamlet kæmper med at acceptere. Kan han blive i en evig tilstand af overvejelse og ‘ikke-handlen’? Eller må fornægtelsen af begivenhedernes ubærlige virkelighed til sidst briste og prinsen tage kampen op? Det er dramaets kerne. Og Hamlet ender i en vis forstand med at handle. Gennem foragten for Claudius og moderen, Gertrudes, forræderiske alliance med Hamlets onkel, forlader Hamlet omsider offerrollen og griber til handling – sat i gang af de muligheder, den rejsende skuespillertrup i anden del af Akt II, Scene 2, giver ham. Og, endnu en vigtig pointe i stykket, måske den vigtigste: det sker først og fremmest gennem hjælp fra Horatios støttende tjenerskab. ”No man is an island”, som Shakespeares samtidige, digteren John Donne skrev! (John Donne, ‘Devotions upon emergent occasions … Meditation XVII’, 1624). Horatio er ved Hamlets side i den allerførste scene i
The Nationals ‘Hamlet’-opførelse – og med ham i den sidste –
da kampen mod Laertes får sit endelige, uundgåelige, tragiske udfald. – Og det er måske dybest set den del af stykket, Horatios betydning som Hamlets fortæller, jeg tager mest til mig fra ‘Hamlet’. Horatio bliver Hamlets vidne, ja historiens vidne og lover at fortælle resten af verden om prinsen og de begivenheder, der har fundet sted på Kronborg. Hamlet får en fortæller, der kan bringe historien videre, fortælle prinsens liv og forevige den i ord – i beretninger, der lever videre i os og får os til at huske. Den del af ‘Hamlet’ fascinerer mig til stadighed! Det taler til hjertet, at Shakespeare på denne måde giver os en slags ‘historiens fakkelbærer’ – og siger, at der er historier der skal fortælles. Hamlets og Laertes død ville have været forgæves, hvis ikke nogen fortæller om begivenhederne – fortæller dem.
Det er måske også en pointe i sig selv, at Shakespeare har sin Hamlet-historie fra et gammelt dansk sagn fra den sene jernalder – myten om den jyske prins Amled, som vi kan læse om i Saxos Danesaga (Saxo Grammaticus, ‘Gesta Danorum’, 3. og 4. bog). Shakespeare var selv en slags renæssancens Horatio for Saxo – som Saxo var for det jernalderens helte og de skjalde, der viderefortalte prins Amled i sange og ord.
Der er historier, der skal fortælles. ‘Hamlets’ historie var én af dem, og Shakespeare fortalte den. Denne aften i teateret blev den, på eminent poetisk vis, fortalt igen!

Act III, Scene 1: Hjem igen

Da stykket er forbi og jeg har sundet mig lidt ovenpå de store følelser og den bevægende forestilling (og, som Deres trofaste udsendte, kære læser, naturligvis hastigt har nedskrevet adskillige noter på min medbragte poetiske Ipad til brug for denne anmeldelse – for at kunne bringe historien om teater-begivenheden videre!), rejser jeg mig forsigtigt og strækker både ryg og nakke – hårdt tiltrængt efter mere end 3 timers oplevelse af intenst teater på et kæmpe lærred set fra første række. Jeg møder et par af
publikummernes blikke på vej op af trappen – øjnene lyser og begejstringen er tydelig. Vi nikker indforstået til hinanden – som om vi i et øjeblik sammen tænker – ‘ja, teater er noget særligt – ‘Hamlet’ er noget særligt!’. Sandt – selvom man oplever det på et lærred og ikke fysisk kan være til stede i samme sal som skuespillerne. Men som publikum har vi oplevet stykket sammen, og det er mindst lige så vigtigt.
Jeg forlader salen både bevæget og beriget, og efter alt at dømme gælder det mange andre af de biografgængere, der havde billet til aftenens visning. Jeg gentager ordene stille for mig selv, inden jeg svinger den tunge glasdør op fra CinemaxX-biografen og lukker aftenluften ind: ”Hamlet’ er noget særligt’.
– En kold efterårsvind blæser mig i møde, og jeg trækker kraven godt op om ørerne idet jeg træder udenfor. Stille og eftertænksom går jeg det lille stykke henover broen fra Fisketorvet til S-togsstationen.
Jeg skriver en del af disse ord ned på hjemturen – en anmeldelse har trods alt de bedste forudsætninger for at lykkes, når den er skrevet på friske indtryk – straks nedfældet, bevaret.
Så slår en tanke pludselig ned i mig: ‘Vil vi, der så stykket her til aften mon nogensinde blive husket i historier, sange, ord og fortællinger? Er der en dag nogen, der vil bære vores ‘historie-fakkel’ videre? – og vidne om vores liv og vores begivenheder? Måske en tanke , der er ladet med ‘hybris’ – det er ikke sikkert de gamle guder ville have set med milde øjne på et sådant, omend vagt, ønske og stille håb om at blive husket for eftertiden. Og skønt ingen af os, der sad i salen i aften, så vidt jeg da ved, er prinser, heltemodige krigere eller noble adelige tjenere, kan
Shakespeares berømte stykke alligevel få mig til at tænke, at vi hver især måske fortjener vores helt egen Horatio, vores egen
‘historie-fakkel’.

A Forest Walk

“Flygtig er dagen i de stridende vinde
Syng den sang som du fandt
Og se det lys som vil stå der og skinne
Bag den bakke hvor bjergene forsvandt”

(‘Aldrig Mere’, Johnny Madsen, 2015)

Links:
Det er stadig muligt at opleve ‘Hamlet’ med National Theatre Live i de danske biografer, fx 1.nov,  og 3.+4.nov:
Billetter – Hamlet
Teater:
National Theatre Live
National Theatre
Mere Shakespeare:
Shakespeare forskning v. New York University
Royal Shakespeare Company
Shakespeare Studies Oxford University
Open Source Shakespeare (George Mason University)

Noter og bemærkninger:
– Som tekst-kilde til citaterne fra ‘Hamlet’ (og som referenceværk under skrivningen) har jeg primært brugt “The Collected Works of
William Shakespeare”
, William George Clarck and William Aldis Wright (ed.), Grosset & Dunlap Publishers, New York, 1864 (oprindelig udgave, min udgave har ikke påtrykt trykkeår).
Enkelte opslag er gjort i netudgaven: Shakespeare-online.com

– Alle fotografier er på siden er forfatterens egne med undtagelse af:
1) Plakat med Cumberbatch (fra Pickfordfilmcenter.org)
2) Forestillingsplakat (fra Nationaltheatre.org.uk) og
3) Maleri: Ophelia af John Edward Millais, 1851-52
(Tate Galllery, London, nga.gov)
– fotografierne på væggen i mine ‘affotograferinger’ af billederne i Kronborgs udstilling om ‘Hamlet på Kronborg’ er selvfølgelig ikke mine egne – så vidt jeg husker er fotografen ‘anonyme’ i mange af tilfældene; udstillingen rummer fremragende sort/hvide portrætter, og Kronborgs udstillingsafdeling har gjort et stort stykke arbejde med at finde billederne af skuespillerne frem!

peterpoet.dk ‘Går Live’!!

Bluelight2

Så går peterpoet.dk officielt Live i en frisk, opdateret udgave – nu med nye baggrundsbilleder og poetisk blågrøn stemning!!

Min litterære hjemmeside og blog med egne tekster, betragtninger, iagttagelser og anbefalinger af god litteratur, musik og kunst har
levet sit eget stilfærdige liv siden begyndelsen af oktober 2015.
Der er kommet flere tekster på undervejs og jeg har derudover arbejdet på en række detaljer i designet– og finpudset det en hel del frem til nu! Så jeg håber, at resultatet er blevet både læsevenligt og
fængende – jeg er i hvert fald selv godt tilfreds 🙂

Indholdet  på siden er varieret med eksempler på mine tekster,
primært lyrik men også anmeldelser og anbefalinger af litteratur og musik.
Siden er stadig “A Work in progress”, så der er selvfølgelig plads til forbedringer og nye måder at præsentere materialet på.
– Ideen med peterpoet.dk er basalt set at have en hjemmeside, hvor interesserede  kan læse mine tekster, og hvor jeg har mulighed for at dele ud af mine oplevelser i kulturlivet.

Jeg er hverken uddannet journalist eller kulturekspert, men skriver af lyst og håber på at få udgivet flere af mine tekster efterhånden.
Som skribent er jeg derfor stadig ‘på vej’ – og forfatterdrømmen
lever i bedste velgående! Og den har forhåbentlig fået et godt spark fremad med denne hjemmeside. Det er i hvert fald mit store håb
– i al poetisk beskedenhed!

Jeg ønsker læseren rigtig god fornøjelse og byder et varmt og
hjerteligt Velkommen til peterpoet.dk!!

elephant-silhouette1

Welcome to My World!

 

PS. Til ‘de nørdede’: – Jeg er gået efter et meget enkelt design i WordPress, og som det fremgår, består peterpoet.dk af en kombination af statiske
sider og kategoriserede blog-indlæg. Jeg har forsøgt mig med at tagge
indlæggene meningsfuldt, men balancen mellem kategorier og tags er ikke altid let at finde. Med tiden vil jeg forsøge at luge ud i de værste unoder!
Det enkle design har flere fordele – først og fremmest at jeg selv kan finde
ud af det! (jeg er mere digter end webdesigner!) – og det er enkelt for mig
at poste nye indlæg, når jeg har noget på hjerte.
Med hensyn til forskellige Widgets og Features må i bære over med mig –
jeg er ny i ‘blogger’-feltet og starter stille ud! Der skal nok komme mere på efterhånden, hvis det giver mening for mig. Facebook-, -Twitter- og
Instagram-integration mv. kan altid komme til senere!

– Og så har jeg valgt ikke at have kommentarmulighed på mine indlæg. Hvis der viser sig interesse for det, kan det være, jeg senere går ‘All In’ på blogger -stilen! Men indtil videre er indlæggene mest tænkt som artikler og små appetitvækkere.

PPS – Jeg modtager gerne forslag til forbedringer eller ideer til siden!
(min E-mail-adresse står under ‘Om forfatteren’)

elephant-silhouette1