Kategoriarkiv: Depeche Mode

Poetiske Dave og ‘Sjæleredderne’

“There’s Light – There’s Light here – and it shines on you” (Gahan/Machin/Glover)

Gahan_street1
Da David Gahan træder ind på den oplyste scene sammen med sine Sjælereddere Rich Machin og Ian Glover, tilsammen Soulsavers, i den gamle teaterbygning, der i dag er indrettet som koncertstedet ‘O2 Empire’ i Shepherds Bush i udkanten af London er det en mand med et stort menneskeligt overskud og et venligt glimt i øjnene, der møder publikum. Elegant klædt i en rød jakke, der matcher det blodrøde velourgardin på bagscenen, og med et udtryk af stor ro og selvsikkerhed. Vi er meget langt fra den dystre fortid og det mørke, Gahan forlængst har lagt bag sig, men som hans tekstunivers alligevel stadig i høj grad kredser om. Han virker både fysisk og åndeligt på toppen og i balance i sit liv. ‘You look very happy, Dave!’, lyder et af publikummernes begejstrede tilråb.

 Og publikum er i høj grad med ham denne aften! Knap 2000 koncertgæster – det er hvad salen kan rumme – har indfundet sig, og de føler sig tydeligvis i trygge hænder sammen med de talentfulde musikere og en veloplagt Gahan i front. Et 10 mand stort band udgør setuppet med 2 sjælfuldt syngende korsangere, der tilføjer en næsten højstemt gospel-agtig feeling til musikken.
Koncerten er den europæiske premiere på Dave Gahan og Soulsavers ‘Angels and Ghosts’-turné, der følger kun 4 dage efter albummets officielle udgivelse og en lille uge efter en forpremiere for et mindre publikum i Los Angeles d 19. okt. (Læs også mit indlæg: En god start! om premieren, der blev transmitteret på YahooLive om morgenen 20. okt. dansk tid).

 Allerede fra åbningsnummeret, den smukke, sfæriske instrumentalindledning, ‘In the Morning’, er begejstringen og den gensidige anerkendelse fra scenen tydelig. Man behøver ikke at kende det nye materiale til bunds for at føle entusiasme for det, der foregår på scenen – Gahan/Soulsavers-konstellationen signalerer fra starten et imødekommende musikalsk overskud. –En aften med en opmærksomt lyttende tilhørerskare og et veloplagt hold af performere er i gang!

Gahan_green2
Dave Gahan i front  – med Soulsavers  (Rich Machin og Ian Glover), O2 Empire, Shepherds Bush, London, 26. okt. 2015

Forinden har jeg stået sammen med adskillige andre fans i en flere hundrede meter lang kø rundt om O2-bygningens rå, vejrbidte murstensfacade. Vi, der har været så heldige at få billet til de eftertragtede ståpladser til Gulvet, som giver mulighed for at komme helt tæt på scenen, har stillet os op efter ankomsttidspunkt – det er tydeligvis vigtigt for mange at komme helt op i front og stå så tæt ved de optrædende som muligt. Og det sker i en god tone med respekt og store smil på læben.
Jeg falder i snak med to David Gahan-fans fra Holland, der har lokket deres kærester med til den engelske metropol for at opleve koncerten. De fortæller, at de var forbi stedet tidligere på dagen på vej gennem byen, og havde da bemærket, at køen til Gulv-scenen allerede var begyndt at blive fyldt op. Så det er tydeligvis en meget trofast fanskare, der besøger koncerten i dag – publikum er kendere!

Et karakteristisk element ved David Gahans koncerter har altid været tilstedeværelsen af de særligt hengivne fans (= ‘devoties’): Koncertgængere, der slutter op om både Gahans egen musik og alt, hvad der i øvrigt vedrører det omfattende sangkatalog og musikalske univers fra bandet, han ellers alt overvejende er kendt for. Således også denne aften, hvor både sortklædte skikkelser med tung make-up og håret i post-punket, kunstfærdig opsats, og ‘almindeligt’ begejstrede fans iklædt t-shirts med tryk som ‘101’ og ‘Touring the Angel’ har fundet vej til den alenlange kø i den kølige Londonluft.

 Den 53-årige David Gahan har i mere end 30-år været frontmand i det banebrydende og legendariske elektroniske rockband Depeche Mode, der, udover at have spillet en central rolle for den alternative musikscenes udvikling igennem flere årtier, på mange måder også har tegnet 80-ernes og start-90-ernes mørke, elektroniske synth-baserede lydbillede, som i dag imiteres og genopdages af unge musikere. Derudover har bandet har haft et ry for i en periode at udleve den klassiske Rock&Roll-mytes sorte sider til et punkt, hvor det for flere af medlemmernes vedkommende fik radikalt livsforandrende følger.
Under den berygtede og næsten 1 år lange koncerturné med albummet ‘Songs of Faith and Devotion’ i 1993 gik bandet næsten i opløsning, både som gruppe og rent menneskeligt. Bandets keyboard-spiller, pianist og overordnede ‘lyddesigner’ Alan Wilder forlod bandet i protest over manglende anerkendelse for sin indsats, Andrew Fletcher, der mest har fungeret som en slags supplerende manager for bandet, udviklede en depression, hovedsangskriver og kunstnerisk inspirator Martin L. Gore fik et voldsomt eskalerende alkoholproblem og David Gahans forbrug af stoffer endte i en en livstruende heroin-afhængighed.
Gahan havde forud for turen og før albummets indspilning slået sig ned i Los Angeles og udlevede der Rock&Roll-mytologiens totale deroute med alt hvad deraf følger af celebrity-fester, indholdsløse kendis-venskaber, og alkohol og stoffer i en endeløs strøm. Under et hotelophold i 1995 forsøgte han at tage sit eget liv og blev et halvt år senere erklæret klinisk død i 2 minutter efter en overdosis på en såkaldt ’speedball’ af kokain og heroin. Det lykkedes ham med familie og få andres hjælp at gennemføre et konsekvent og strengt behandlingsprogram, og på nærmest mirakuløs vis stod han et år senere i studiet med de to andre tilbageværende Depeche Mode medlemmer og indsang albummet ‘Ultra’ – et meget mørkt og sjæleransagende album – og i høj grad et album, der blev indspillet på trods Det var dog først med single-udgivelsen ‘Only When I loose Myself’ fra opsamlingsudgivelsen: ‘Depeche Mode – the singles 86-98’ at Gahan for alvor kunne se sig selv ude af fortidens mørke og begynde at skue fremad mod et forandret og mere opbyggeligt liv. En personlig sejer og triumf for sangeren, der i dag er stof-, alkoholfri og afholdende på snart 20. år.
– Endnu et ‘fuldblods’-Depeche album, ‘Exciter’, blev udgivet i 2002 med sangeren stemme-mæssigt på toppen og igen signalerende det imponerende overskud og glimt i øjet, hans sceneoptræden er kendt for. Denne gang uden stofferne og alkoholen og med et radikalt andet menneskeligt ståsted.

“Theres a Storm outside my Window  – moving close to me” (Gahan/Machin/Glover)

Men som med andre alvorlige og skelsættende begivenheder i livet kaster sådanne dramatiske oplevelser og livserfaringer skygger langt ind i tilværelsen, og man mærker selv den dag i dag en til tider dyster og mørk tone i Gahans tekster. Også ved denne aftens koncert, som følger få dage efter udgivelsen af Gahans andet album-samarbejde med Machin og Glover i Soulsavers: ‘Angels and Ghosts’. En samling på 8 meget personlige og overvejende bluesinspirerede sange, der vidner om sangerens store spændvidde når det gælder både vedkommende lyrik og sjælfulde melodier med nerve.
Selvom albummet næppe har nået at bundfælde sig i hoved og sind på tilhørerne i salen, bliver allerede første nummer: ‘Shine’ vel modtaget i salen, og Gahan bliver budt velkommen med ivrige hilsner og anerkendende klapsalver. Et positivt og opløftende budskab på en soulet lydbaggrund leveres fra scenen: “There’s Light – There’s Light here – and it shines on you”. Koncerten er i gang!
Gahan og Soulsavers er en særlig konstellation, et samarbejde, der har udviklet sig siden 2012, hvor Gahan skrev sange på opfordring fra Rich Machin, der så en fælles klangbund og ‘grundstemning’ i Gahans særlige fløjlsdybe klang, som han ønskede at tilføje til Soulsavers afdæmpede og eftertænksomme musikalske univers. Og samarbejdet er et rigtigt heldigt match. Det forrige udspil: ‘The Light the Dead see’ var en modig samling af kraftfulde numre, der satte både døden, sjælens indre dæmoner og kærligheden i et musikalsk fornyende perspektiv. Den sjælfulde og til tider dystertmørke musik matcher Gahans karakteristiske dybe og overtonerige stemme, og tilsammen skaber de musik og tekst med et spændende nyt univers – et af de unikke og, set udefra, ikke umiddelbart oplagte samarbejder, der netop i kraft af sit utraditionelle udgangspunkt overrasker og tilfører den såkaldt ‘alternative’ rockscene et varmt poetisk element.
– Machin, Glover og Gahan er i øvrigt alle krediterede som tekstforfattere på sangene, men det er tydeligt, at Gahan er hovedinspirator og den egentlige bagmand bag det lyriske univers i samarbejdet.

Gahan_22
Dave Gahan og Soulsavers i O2 Empire, Shepherds Bush, London, 26. okt. 2015

Dave Gahan var allerede begyndt tilbage i 2002 selv at forsøge sig med at skrive sange, i starten lidt forsigtigt og uden at inddrage andre af frygt for manglende anerkendelse, navnlig holdt op imod den næsten monumentale betydning, Depeche Modes faste sangskriver Martin Gore har for bandets udtryk. Det var ikke til diskussion, hvem der var hovedkilde til tekst og musik i bandet og Gahan følte givetvis, at han ville få svært ved at komme igennem med sine sangskrivningsforsøg i Depeche-sammenhæng. Løsningen blev, da der var tilstrækkeligt med godt materiale og sange nok, at udgive et solo-album. Han allierede sig med en god producer og indsang og udgav i 2003 sit album med den rammende titel ‘Paper Monsters’. Gahan følte, at han som kunstner og sangskriver nu kunne stå på egne ben – det gav ikke mening at ’spørge om lov ‘ først!

‘Paper Monsters’, som vi får et nummer fra ved denne aftens koncert, er som titlen antyder karakteriseret ved sange, hvis tekster rummer en slags ‘monstre’  – ærlige og til tider dystre refleksioner over fortidens mørke og tiden med manglende kontrol og selvindsigt. En slags ‘remindere’ fra papiret til kunstneren om, at mørket nok er overvundet, men af til stadig kan stikke sit grimme fjæs frem igen. ‘Dirty Sticky Floors’, som Gahan og Co. spiller frisk og fængende – publikum kvitterer med genkendendelsens imødekommende klapsalver – rammer den menneskelige deroutes kontroltab ’spot on’: “I’ve painted a Face where I burnt the Floor– Now the face has become my Devils’ Door – Laying in the back Room – on my dirty sticky Floor”. Den totale nedtur – liggende på et halvt erindret, klistret gulv i en bag-rus – indfanges med bidende mørk ironi og en tydeligt ærlig selverkendelse. Gahan kan med teksten se nøgternt tilbage på et overstået, men i erindringen stadigt nærværende kapitel. ‘Bitter Apple’ herfra er en anden tekst der fokuserer på tabet og den bitre erkendelse af ikke at kunne opnå alt i livet men erkende sine begrænsninger og menneskelige fejl og prøve at navigere uden om de huller, de kan fange én ind i. ‘Goodbye’ er også et nummer i den melankolske ende af skalaen; det tematiserer bruddet og det smertelige ved trygge relationers svækkelse eller ophør.
Paper Monsters’-albummet demonstrerede David Gahans åbenlyse talent for at skrive både vedkommende tekster og komponere iørefaldende og musikalsk interessante melodier. Det var tydeligt, at der var tale om en kunstner, som kunne stå distancen og drive en solo-karriere.

“I’m all of This and Nothing – I’m the Dirt beneath your Feet” (Gahan/Machin/Glover)

Mens Depeche Mode-samarbejdet fortsatte med flere udgivelser færdiggjorde Dave Gahan sideløbende sit andet album ‘Hourglass’ i 2009, hvor en voksende erkendelse af livets flygtighed og vores dødelighed tematiseres i tekstuniverset. De indre dæmoner popper igen op med jævne mellemrum fx i singleudspillet: ‘Kingdom’, som vi også præsenteres for i koncerten – endnu et flot spillet nummer imødekommet af publikums overstrømmende ‘genhørsglæde’. Teksten til ‘Kingdom’ rummer en djævelsk tvivlen på den store universelle mening og en nagende ‘luk mig ud’ figur, der prikker drillende til den åndelige dovenskab. Andre tekster på Gahans andet solo-udspil fokuserer på døden og livets forgængelighed, og der er en generel fornemmelse af tvivl, søgen og spørgsmål, der savner svar på ‘Hour-glass’. Begge Gahans albums blev i øvrigt fulgt op af turneer i både England og Europa, og jeg havde selv lejlighed til at opleve ham med band i en fabelagtig koncert i Valbyhallen tilbage i 2007 – pressen skrev dengang begejstret om den ‘dæmoniske’ Gahan, der storsvedende og nærmest djævleuddrivene performede på scenen med fuld opmærksomhed og klarhed på det begejstrede publikum i både egne numre og Depeche Mode –klassikere. Det var en stor aften med et stort talent og fantastisk menneskeligt overskud!

Gahan_14
Dave Gahan og Soulsavers, London, 26. okt. 2015

Så denne oktoberaften i den lille teatersal i Londons Shepherds Bush er det en kunstner med et både solidt gennemarbejdet tekstmateriale og en totalt scenevant tilgang til solo-performance, der står på scenen sammen med sine kunstneriske allierede i Soulsavers. Og Gahans vokal er, i mine ører, på toppen på ‘Angels and Ghost’ – og Live – og fremstår mere nuanceret og med en større følsomhed end tidligere i karrieren.

Der er en god energi i rummet og de nye sange fungerer godt i lidt mindre rammer, for vi er stadig i den mere afdæmpede, soul- og bluesinspirerede stil med Gahan/Soulsavers nyeste værker. Den lyse og opbyggelige ‘Shine’, der åbnede ballet afløses af den mere rockede og tungt basfunderede ‘You Owe me’, en sang om skuffelser og forestående brud: ”I feel cold and dishevelled – I’m as blue as can be – when Lights go out a Hand comes down – You know you owe me”. – Med omkvædet i øvrigt fremragende backet up af de to gospel-sangstemmer. – Et virkeligt gennemført ‘groovet’ nummer, der swinger!

Den gode stemning og velklingende lyd følges op af et nummer, publikum allerede synes at have øvet sig på. ‘All of This and Nothing’ var single udspillet fra ‘Angels and Ghosts’ og kunne høres fra starten af oktober. Og publikum er allerede klar på at levere en taktfast rytme til nummerets fascinerende, og lange, indledning med en næsten hypnotisk velspillet stortromme, der øges i volumen frem til sangens ‘A’-stykke. ‘I’m all of this and nothing – I’m the Dirt beneath your Feet’. Både fortidens spøgelser og livets til tider skræmmende storme og strømmende floder tematiseres og dobbeltheden mellem lys og mørke er igen et ydeligt omdrejningspunkt. Melodien er fængende og teksten dragende poetisk i sine dystre billeder.

” … Better take some Time to get your Story straight” (Gahan/Machin/Glover)

Den nye drejning på ‘Angels & Ghosts’ er at Gahan/Soulsavers denne gang tør være mere personlig i sine tekster og skrive om det helt nære – alt fra frustrationer, skuffelser og eksistentiel angst til elementær glæde og harmonisk tillid berøres i flere af teksterne. ‘Tempted’, som Gahan synger efter ‘You owe me’ denne aften, bevæger sig i samme følelsesmæssige felt: “I can’t see – What you want from me –I can’t be, no – What you want me to be – Angel…” Flere steder i de nye tekster fornemmer man disharmonier og ekkoer fra steder i livet, hvor brikkerne ikke falder på plads og utilstrækkelighedsfornemmelsen lurer. Men samtidig formår Gahan at rette opmærksomheden mod de tråde og energier, der peger i den modsatte retning – elementer, der kan løfte et fragmenteret og nedbrudt livsbillede tilbage til et mere optimistisk og tillidsfuldt.

Den smukke og for bandet relativt hurtigt tempo-satte – og lyse – ‘Tonight’ fra det forrige album: ‘The Light the Dead see’, spillet efter ‘Tempted’ denne aften, er en stille opfordring til at lade sig bære på tillidens vinger og turde satse, når man søger klarheden, men har svært ved at finde den. “When you’re looking for Salvation – Better take some Time to get your Story straight – Are you sure you’re ready for Forgiveness – You might have left it kind of late – Tonight – No it’s never too late – Tonight”. Nummeret leveres med Gahan spillende på sin, i solo-sammenhæng efterhånden velkendte mundharpe, der tilfører et upoleret, akustisk musikalsk element til bandets lyd – en støvet, bluesinspireret sound, som da også straks høster anerkendende bifald fra salen. Også som musikant på et, for genren, lidt usædvanligt instrument, leverer David Gahan varen!

Gahan_16
Dave Gahan og Soulsavers, London, 26. okt. 2015

“…Move in from the Dark …”
(Gahan/Machin/Glover)

 Der er som allerede antydet et tilbagevendende spirituelt tema i Gahans tekster, som både ‘Tempted’ og ‘Tonight’ viser. Han fokuserer flere steder på det gavnlige og opbyggelige i at rette sig mod noget, der er større end sig selv – og forsøge at give slip på en art negativ kontrol, der stiller sig i vejen for tilliden. Et udtryk for det forandrede sinds selvindsigt og smertefulde erkendelse af at være et menneske på godt og ondt. Dybest set kan vi ikke kontrollere skæbnen, men vi kan have et stille håb om, at vi til stadighed vil være i stand til at søge  en mere opbyggelig vej når vi står overfor en snigende destruktion eller tab af livsmod og overblik. I ‘Presence of God’, som Gahan synger koncentreret og med en insisterende betoning af omkvædets linier lyder det: “I can feel the Presence of God – In need of my Attention – In this Room and in your Words – In too many Ways to mention”. Og omkvædet: “These Thoughts torment me – They mold and shape me – There’s a Man that I should be – Or someone I could be”. Et art stadig stræben efter og søgen hen imod et bedre og renere selv. Men samtidig en erkendelse af, at modviljen mod at tage ved lære ofte får trukket os i en anden retning. På ‘Don’t Cry’ italesættes håbet eller ønsket om forbedring eller åndelig ‘renselse’ gennem hjælpen til ‘den anden’ – den udstrakte hånd til den, der har mistet grebet og ikke længere kan se klart fremmanes: “I found you in that howling Basement – Lying on the Floor – You could feel the Time come knocking –Knocking at your Door … You’re on a crooked Road to nowhere – Honey, that’s for sure” – og det manende omkvæd: “It’s the same old Feeling – you don’t have to lie …Yeah it don’t mean nothing – I’m gonna tell you why – Don’t cry now, don’t cry … It’ll be alright”.

Første del af koncerten afsluttes med den stille mediterende ‘My Sun’, der virkelig dykker ned i de tunge overvejelser om livets forgængelighed og vores alt for korte tid her på kloden. Den berører både den smertefulde afsked og ‘fortidens synder’: “In the warm Sun – In the Arms of the Devil – I’ve paid my Debts – There’s a Promise here to settle – I feel your Sorrow, I feel your Pain – Behind the darkest Clouds the Sun always shines again”. Den beslægtede ‘My Last Time’, som fulgte et par numre før ‘My Sun’ går tematisk endnu tættere på ‘det store intet’ og den tidslige begrænsning af vores skrøbelige eksistens: ‘One hand in my Pocket – One foot in the Grave – Standing here, waiting to be saved – This will be the last time … Just take your time now, take it slow …Time you know –Just passed you by – This will be my last time’.
Man aner her en moden mands ærlige og sårbare reflektioner over døden og timeglassets ‘udløb’ i en ikke så fjern fremtid.

Bandet takker af for første omgang og efter en kort pause med publikums taktfaste krav om encore, spiller David Gahan og Soulsavers i anden halvdel velkendte numre fra Gahans solo-karriere. Som nævnt ovenfor får vi: ‘Dirty Sticky Floors’ og ‘Kingdom’. Der er en tydelig ‘genkendelsens glæde’ og stemningen i salen bliver mere og mere euforisk. For det er naturligt – og uundgåeligt – at vi kommer til at høre Gahans bud på et par af Depeche Mode klassiske og veldrejede numre fra det store katalog af både dygtigt skrevne hits og solide rockhistoriske milepæle. Da de første akkorder til den gospel-inspirerede Depeche klassiker ‘Condemnation’ lyder fra scenen er publikum solgt– vi synger straks med – næsten i kor sammen med Gahan! Tekstens velskrevne linier – Martin Gores opråb til omverden om at træde et skridt tilbage og ændre perspektiv væk fra den automatiserende fordømmelse og se på verden med andre øjne – går rent ind og publikum kvitterer med begejstring og rytmiske ‘gospel-klap’!

Gahan_arms2
Dave Gahan og Soulsavers, London, 26. okt. 2015

“If for Honesty you want Apologies– I don’t sympathies– If for Kindness you substitude Blindness – Please open your Eyes” (M.L. Gore)

Holdet slutter af med den flotte og tematisk perfekt matchende Depeche Mode sang ‘Walking in My Shoes’ – og så er der ingen i salen der holder sig tilbage! Der skråles med på det velkendte og fængende nummer med armene i vejret og begejstrede – men efterhånden lettere hæse – stemmer! Numrene fra ‘Songs of Faith and Devotion’ passer eminent godt til Gahan/Soulsavers musikalske stil og på et tidspunkt føler jeg næsten, at jeg er kommet til en kirkekoncert – der er en næsten spirituel højstemt følelse i salen og en fornemmelse af et varmt fælleskab, når publikum tager over og selv synger sangene med Gahan som ‘vejviser’ ‘og dirigent’. Det lykkes fint for bandet og Gahan at overføre lidt af den hengivne og gensidigt begejstrede feeling, der kendetegner Depeche Mode-koncerterne til den lille teatersal og levere et lille stykke af den musikalske ånd fra ‘DM-universet’. Noget, en hel del i salen også er kommet for at opleve, selvom setuppet for denne aften er Gahan/Soulsavers eget og ingen forventer en lang liste af cover-udgaver af Depeche-klassikere. Men band og frontmand leverer varen!

 Som curiosum kan jeg i øvrigt nævne – særligt interessant for inkarnerede Depeche Mode-fans – at den i London bosiddende Andrew Fletcher var tilstede denne aften sammen med bandets mangeårige ekstra keybord spiller og pianist Peter Gordeno. På den anden langside i balkonens stolerækker sad Gahans søn og familie. Tilstede var også manden der opdagede Depeche Mode og har fungeret som mangeårig rådgiver for bandet: stifteren af det legendariske Mute records, Daniel Miller. Så der var virkelig en stor grad af ‘DM’-associationer i luften denne aften, hvilket flere koncertgængere, jeg talte med i salen undervejs, da også med glæde bemærkede og nikkede anerkendende til. Det gav lidt en fonemmelse af, at ‘familien var samlet’!

“But before you come to any Conclusions –
Try walking in my Shoes” (M.L. Gore)

Efter et stormende afslutningsbifald og bragende klapsalver til det sidste, da Gahan med sine ‘Sjælereddere’ til sidst forlader scenen, går publikum stjerneglade fra salen med store smil på læberne og nikker anerkendende til hinanden. ‘Det var en aften ud over det sædvanlige’ – ‘A night to remember’ – hører jeg en af publikummerne sige på vej ud. Og det er en meget rammende beskrivelse, som jeg tager med mig.  Sammenligningen med en koncert i et kirkerum er nærliggende – gospel-rytmerne, det ’soulede’, swingende grundbeat og korstemmernes livsbekræftende klang sidder stadig godt fast i kroppen. Sammen med den fælles glæde fra salen.

En kølig og tåget London-brise venter på mig på den anden side af O2 Empire salens tunge trædøre – og jeg går en stor musikalsk oplevelse med et begavet poetisk tekstunivers rigere derfra. Det var i den grad en aften med en en fænomenal peformer og et par ‘Sjælereddere’, der levede op til navnet.

“There’s always Life on Mars out there for me …” (Gahan/Machin/Glover)

Green_light1

 

En god start!

“I’m the Sun that rises while Your sleeping …” (Dave Gahan)

gahan_soulsavers

– En kickstartet torsdag morgen!
Efter en lettere urolig nattesøvn med sære drømme vågnede poeten til tiden, og kl. 6 a.m. sharp kunne jeg tune ind på Live koncert til morgenmaden transmitteret over Nettet fra Ace Hotel i LA med Dave Gahan og Soulsavers. David Gahan er især kendt som forsanger i det legendariske elektroniske rockband Depeche Mode og har i en del år kørt en solo-karriere sideløbende og udgivet bla. albummene Paper Monsters i 2003 og Hourglass i 2007. Han har desuden bidraget med tekster til numre på de sidste tre Depeche Mode albums: ‘Playing the angel’ (2005) ‘Sounds of the Universe (2009)’ og ‘Delta Machine’ (2013)

Han indledte tilbage i 2012 et samarbejde med den britiske soul/ electroduo Soulsavers (Rich Macin og Ian Glover) og sammen udgav de i 2013 albummet ‘The Light the Dead See’.

Den 23. oktober udkommer deres nye samarbejde ‘Angels and Ghosts’, og de starter meget snart en turné med et lille udvalgt af (snart udsolgte!) koncerter i bla Milano, New York, Berlin og London.

davegahan.com

Denne torsdag morgen kunne jeg så se Dave med sine ’sjælereddere’ i en koncert direkte fra LA fra kl. 6 dansk tid. En OK start på morgenen, skulle jeg hilse at sige!

https://screen.yahoo.com/live/livenation/

I’m all of this and Nothing – I’m the Dirt beneath your Feet” (Dave Gahan)

Vi fik både sange fra der nye album, en neddæmpet blueset udgave af det nye hit: “All of this and Nothing”, “Tonight” fra ‘The Light the Dead see’ og sange fra Gahans solokarierre (“Kingdom” og “Dirty Sticky Floors”) – og så selvfølgelig et par Depeche klassikere i anden halvdel! ‘You’ve been very patient, thank you!” sagde Gahan taknemmeligt inden han leverede herligt klare udgaver af “Condemnation” (fra ‘Songs of Faith and Devotion’ DM, 1993) (“… that one was for Mr. Gore!”) og “Walking in my Shoes”. Blændende flot sunget og spillet overfor et meget begejstret publikum!

Men, men men … det er nu bedre at være der selv! -Og opleve koncerten i selve koncertsalen – så derfor må ‘poeten’ jo nødvendigvis afsted!:

Gahan_Soul1

– Så turen går til London denne (forlængede) weekend! Så jeg kan høre Dave og Soulsavers Live i Shepherds Bush Empire mandag den 26. oktober om aftenen. – Og bare rolig: En anmeldelse til Siden her Will Follow!! Trust me on that!! 🙂

“There’s a Ghost Outside my Window – Haunting me …” (Dave Gahan)

Poeten anbefaler …

“…An assorted collection – but I wouldn’t trade!” (M.L. Gore)

Assorted 2

Min side med anbefalinger (‘Jeg anbefaler …’) er endt med at blive ret omfattende, i hvert fald rent tekstmæssigt! – Men det er på den anden side heller ikke meningen, at siden skal være statisk, da jeg jo hele tiden oplever nyt og gerne deler ud af mine oplevelser med god kunst og litteratur – jo mere rundhåndet,  jo bedre! Måske vil jeg benytte den praksis at operette nye anbefalinger som indlæg
fremover– det er jo den gængse måde at drive en blog på. Og det er min tanke, at peterpoet.dk skal fungere både som hjemmeside og blog. Så det er jo oplagt.
Men jeg er sikker på, at ‘poeten’ nok skal finde sin form efterhånden – og man skal jo starte et sted 🙂

Blandt mine anbefalinger på siden finder man den fremragende
debut: ‘Elsk min knækkede glorie’ fra det nye talent Christina Ingerslev som jeg spår en stor og lovende forfatterkarriere, og en tekst om den etablerede forfatter Jens Blendstrup, der gør sig i det underfundigt humoristiske og sprogligt anarkistiske med undertoner af blidt smertende tragedie.
Læs om: Accept at guitarister, pludselig flæben, litterær hypnose og dansende te-hætter! Jeg anbefaler …

“Please Mr. Music … will you play!” (Fry&Laurie, BBC)

Jeg indrømmer blankt, at det jo nok stak lidt af, da jeg valgte at
skrive om min absolutte favorit indenfor musikken (og favoritinspi-
rationskilde i det hele taget): det engelske elektroniske rock-band Depeche Mode.
Meningen var at skrive om de litterære kvaliteter ved bandets tekst-univers (baseret på tekster af hovedsangskriveren gennem alle årene, bandets guitarist Martin L. Gore), men der kom flere skæve ’sidevinger’ på analysen og min anbefaling er mundet ud i en slags anmeldelse af bandets vekslen mellem mørke og lys igennem de sidste mere end 30 år på den elektroniske musikscene.
– Sådan er det ind imellem med ‘poeten’– jeg begynder at skrive, og så stikker det af med denne her ‘…I know, that Nothing can stop me …’-følelse! (Mr. Gore’s ord). Men hvis andre kan få glæde af det, jeg skriver, er det det hele værd, og jeg har selv haft stor fornøjelse med at skrive det undervejs!
Læs (nederst på siden: Jeg anbefaler … ) om det opløftende og
opbyggelige i blåsorte titler som: ‘Black Celebration’  og
‘A Pain that I’m used to’, om at gå imod strømmen og genopfinde sig
selv musikalsk og om albummet: Delta Machine– med
støvleskaftemørnet blues fra en britisk sangskrivers og guitarists
talentfulde hånd!

DM i DK, Herning 2013

 

‘Anbefalingerne’ er jo nok blevet en slags ‘helte’-side, da den tæller flere store kunstneriske forbilleder. Så læs den gerne som en slags ‘poetens inspirationskilder’! Og vækker noget at det interesse er jeg sikker på, at der venter mange gode oplevelser for læseren – og
lytteren – derude – også selvom man ikke ligefrem har samme
‘fan’-lignende begejstring for materialet som jeg selv.

God fornøjelse!