Fletværk

Når mit skinneben smerter læner jeg det op ad en mursøjle og
tager sigte langs den kantede knogleryg. Så ser jeg op i uendeligheden og glemmer alderen på mine hårstrå.

Jeg har en æske med glasperler. Hver gang jeg møder et utålmodigt menneske, lægger jeg en perle i min sko. Når der ikke er flere perler tilbage i æsken, maler jeg røde skyer på mit køkkenvindue og lader foden bryde ud i brand.

Jeg går tit hen i en lysning med bregner for at føle omsorg. Mit knæs strækrefleks virker mere oprigtig i modlys.

Løse blade er ikke frit tilgængelige for orkaner. Kun fangarme med pynt kan nå hele vejen rundt om et rustplettet urværk.

Vejsider er ikke begænsende. Man kan gemme sig i grøftekanter og puste nordlys på rastløse elge.

Årringe spiser ikke med skeer, det er barken, der viger for veddets gentagne udbrud og bøvsen i vinden.

Man kan finde løse sten overalt. Jeg finder dem i parker og bringer dem sammen i mit sommerfuglenet, så de kan tumle sig igennem maskerne og holde op med at føle sig ensomme.

At stå på et ben er en øvelse, der knækker fortiden over i to dele. Den ene planter sig i dine drømme, den anden balancerer din rygsøjle på en fingerspids af årvågen tålmodighed.

Der er flere flager i en bøtte sommer, end det er muligt at tælle på et helt livs slidte hænder. Høsten kommer altid bag på en voksende bjergside.

Nattens tinder er overbærende. Bag dalens samling af lys fra punktkilder er der altid endnu en bakke at tilgive.

Af Peter Nør, 2016

 

"To put It in Words – to write It down – that is walking on hallowed Ground" – M.L. Gore

error: Content is protected !!