Tag-arkiv: Edward Lear

Om smagen af ord, vrøvlets logik og glæden ved nonsens

 ‘… ved tumtumtræets fod …’

Af Peter Nør, okt. 2015.

Jeg har altid haft en svaghed for det absurde og det skæve – det
gådefulde og det ikke umiddelbart forståelige. Tekster, performance, sketches, skuespil, tv – kunstarter, der berører det mærkværdige –  har altid haft en særlig dragning på mig. Ofte ser jeg en stor skønhed i sådanne ytringer – og det, vi i første omgang kan have tendens til at afvise som uforståeligt eller underligt eller ligefrem komplet
nonsens kan i mange tilfælde vise sig at være forbundet med stor indsigt og begavelse. Ikke sjældent ligger der adskillige originale idéer bag. Konceptet kan også vise sig slet og ret at være ekstremt morsomt og hysterisk lattervækkende – hvilket er en kvalitet i sig selv!

 ‘… mine hænder er lavet af ananas …’

Eksemplerne er mange – fra humorens Monty Python – med arven fra Spike Milligan, Ronnie Barker og Peter Cook – over performance/multi-kunstnere som Dario Fo, vores egen Per Højholt, Jørgen Nash og (i enkelte lyse øjeblikke!) Jens Jørgen Thorsen, til nutidige eksempler som TS Høeg, Vic Reeves og Bob Mortimer, ‘Little Britain’ (Matt Lucas og David Walliams), ‘Casper og Mandrilaftalen’, Teater Svalegangens ‘August’ (Hans Rønne), Line Knutzons ‘Må-vens og Peder’, Rytteriet (fx deres ‘Fraklip fra gamle Danske Film’) og Frodegruppen 40 – alle formår at gøre os klogere på verden gennem tilsyneladende umulige eller absurde ytringer, gestaltninger eller skæve portrætter. Her møder vi meningen, eller fraværet af den som en pointe i sig selv, i det absurde – ofte gennem billeder af situationer eller personer, der er på vej til at slippe grebet på virkeligheden – og i nogle tilfælde har sluppet den helt!

Det kan derfor ikke overraske, at jeg har en særlig kærlighed til
genren: Nonsens-digtning. En litterær genre, der har lidt forskellige definitioner, alt efter, hvilke kritikere man spørger. På engelsk betegnes genren ‘Literary nonsense’ – måske tydeligst og mest begavet repræsenteret ved forfattere som Edward Lear  (1812-1888) og Lewis Caroll (1832-1898). Essensen i genren er en udpræget kærlighed til selve lyden og fornemmelsen af ord I SIG SELV. Der gøres i nonsens-digtningen brug af ord og sætningskonstruktioner, som ikke har nogen betydning i traditionel forstand men som sammen med genkendelige ord eller vendinger skaber sin egen indre logik. Forfatteren sammenknytter typisk ord og begreber helt uden traditionel betydning (man kan tænkte på det som ‘vrøvleord’) med en vis portion af normale ord og kan på den måde ophæve den traditionelle forventning om logik og sproglige konventioner.

Resultatet er ofte en frydefuld fornemmelse af skævhed, tværgående, lykkeligt absurd logik og en elementær glæde ved sprogets lyde. Jeg oplever i nonsens-digtningen at ’smage på ordene’ også selvom de ikke har en traditionel betydning, men de ‘føles godt’ og ‘lyder rart’.

Et eksempel herpå er Edward Lears opskrift på ‘Amblungus Pie’ fra hans ‘Nonsense Coockery’ (‘Nonsense Gazette for August, 1870′) – opskrifter, der i princippet følger en traditionel kogebogsstruktur med opremsning af ingredienser og fremgangsmåde – men navnene på flere af ingredienserne (i dette tilfælde hovedingrediensen) er ikke ‘rigtige ord’ (ingen ved vist med sikkerhed, hvad en ‘Amblungus’ er) og fremgangsmåden er sær og herligt ulogisk:…“Remove the pan into the next room, and place it on the floor. Bring it back again, and let it simmer for three-quarters of an hour. Shake the pan violently till all the Amblongusses have become a pale purple colour.” Og det fortsætter herfra med absurde handlinger som at indføre en pasta i Amblungus pie’en sammen med duer, skiver af bøf og ‘adskillige østers’ samt instruktionen:…“Serve up in a clean dish, and throw the whole out of the window as fast as possible”. Udover at være basalt morsomt og legende er det efter min mening originalt i sit brud med forventningen om, at en opskrift skal være opbyggelig og munde ud i et meningsfuldt resultat. Der er, hos Lear, en næsten anarkistisk glæde ved sprogets muligheder, lyde og selve det at bryde med traditionel logik og forventning.

Et andet eksempel er det berømte ‘Jabberwocky’-vrøvledigt fra Lewis Carolls ‘Bag Spejlet’– efterfølgeren til ‘Alice i Eventyrland’  (Macmillan, 1871). Det er en lidt anden afart af nonsens-digtningen end Lears og kan minde om egentlige vrøvle-vers, som vi kender fra børne-rim. Carrols litterære begavelse løfter det dog op i en anden kaliber og giver det en ekstraordinær kvalitet. – Jeg har ingen anelse om, hvad et “slidrigt gravben” er eller hvorfor det “vridrede i brumringen” – det er mig også en gåde, hvorfor “lappingen var vaklig” og “det borte grøfgrin grent” – men det klinger så dejligt i mine ører og jeg elsker ordene! (her i Mogens Jermiin Nissens danske oversættelse). Strukturen i den lille fortælling i vrøvle-digtet er forunderligt genkendelig trods fraværet af egentlig, håndgribelig mening. At læse den slags er ren nydelse af selve sprogets lyde og det, de muliggør.

Der findes ord, der er dejlige at se på – at “røre med øjnene”.
Mulighederne synes uendelige i ‘Nonsens-universet’, og jeg har tabt mit hjerte totalt til denne genre!

Jeg var så ekstraordinært heldig, at mit eget bidrag til genren – to nonsens-digte af lidt forskellig karakter – blev optaget i det litterære tidsskrift Hvedekorn i november 2014 (nr. 3, 2014, Forlaget Rosinante&Co.). De markerede dermed min debut som lyriker. Digtene kan læses her:

Kognitologisk Pomphlopædi

Opskrift på Rilstand