Tag-arkiv: Shakespeare

Hamlet – på første række!

“And in this harsh world draw thy breath in pain –
To tell my story” (‘Hamlet’, Akt V, Scene 2)

Cumberbatch_poster

Akt I, Scene 1: Slottet

Lyset fra en dæmpet blussende kaminild skinner blidt ud i det ældgamle slotsværelse og reflekteres med et sart genskin på det skakternede gulv. Foran mig står Horatio, Hamlets trofaste ven, iført sort fløjlshat og farverige renæssance-gevanter og forklarer mig med en alvorlig mine om de bekymringer han gjorde sig, da han forsøgte at hjælpe Hamlet gennem sine svære kvaler efter mordet på kongen, Hamlets far. Horatio understreger flere gange, at han så det som sin særlige pligt at stå Hamlet bi og beskytte ham, mens han levede, og nu, efter prinsen er død, er det ham magtpåliggende at sørge for, at den unge arving til kongeriget Danmark får sin historie fortalt for eftertiden – så prinsen og det han har gennemlevet ikke ender med kun at blive et vagt minde, der snart et gået tabt for evigt i glemslens tåger.

Kronborg_sol

Stedet er Kronborg en solbeskinnet og blæsende sensommerdag med små hvide uld-totter af skyer på en støvetblå himmel, som jeg aner, når jeg kigger hen over voldene med de svære støbejernskanoner ud mod øresunds vindomsuste hav, fra et vindue i slottets østvendte, bjælkeloftede spisesal.

Under sin tale foran mig holder Horatio et kranium i sin ene hånd, og fortæller om Hamlets besøg på kirkegården og de refleksioner, den unge prins gjorde sig over menneskets dødelighed og verdens forgængelighed. Om, da han mindedes hofnarren Yorick, den livlige underholder og hjælper ved hoffet, som holdt Hamlet i sine arme og bar den lille prins på sin ryg, da han var en lille dreng, men som nu ikke er andet end jorddækkede knogler og støv.
Det er tydeligt, at Horatio tog Hamlets tungsind og bekymrede tanker alvorligt og som en god ven og støtter forsøgte at opmuntre og hjælpe ham med at udrede omstændighederne ved kongens død – og i sidste ende være ved hans side i Hamlets planer om at hævne sin far.
Horatio afslutter sin tale og lægger forsigtigt kraniet tilbage i et rum til opbevaring. Den moderne ventilationsrist af metal, han derefter sænker ned over det for at dække rummet til, er det eneste, der bryder illusionen og bringer virkeligheden år 2015
tilbage igen.

Kronborg4

Horatio hedder i virkeligheden Mathias *) og er skuespiller in spe. Han har taget jobbet som historisk rundviser på Kronborg for at træne sit fag og finpudse skuespillertalentet. Samtidig har jobbet den fordel, fortæller han, at man møder mange forskellige typer mennesker og får mulighed for at fordybe sig i de historiske detaljer bag en rolle. Kronborg tilbyder typisk to dramatiserede slotsvandringer pr. dag i weekenderne med en engageret guide klædt i perioderigtigt kostume – en særligt syet dragt i historisk tøjstil fra renæssancen. Guiden fortæller meget levende og optræder i rollen som fx. ‘den travle kammerjomfru’ med fortællinger om en typisk dag på slottet, eller som Horatio, der tager publikum med ‘i Hamlets fodspor’. Jeg var heldig denne dag at få ‘ene-undervisning’ af Horatio, for jeg var den eneste tilmedte på kl. 14.30-turen og slottet informations-og publikums afdeling er konsekvente – turen gennemføres uanset deltagerantal!

– *) NB: Mathias (Horatio) på Kronborg hedder ikke Mathias i virkeligheden, men ‘hans
rigtige navn er ‘poeten’-redaktionen bekendt’, som det hedder!

Sceneskift: Stolerækken

Akt I, scene 2: Stolerækken

Jeg går roligt ned ad de brede trapper i siden af salen og finder hurtigt min plads på første række. Stedet er CinemaxX Biografen i København og forestillingen er ‘Hamlet’ transmitteret Live fra The Barbican i London. Det er The National Theatres produktion.

Nat_Live4

Producer er Sonia Friedman og Lyndsey Turner har instrueret (tidligere: fx. ‘Alice’, ‘The Way og the World’ og‘Posh’). Titelrollens monumentale udfordring ligger denne gang på skuldrene af den fremadstormende, talentfulde, unge britiske skuespiller Benedict
Cumberbatch – kendt fra så varierede roller som
Sherlock i ITV’s moderne Conan Doyle fortolkning, som matematikeren og geniet Allan Turing i
“The Imitation Game” og Dragen Smaug (stemme og ‘motion capture’ bevægelser) i Peter Jacksons version af Tolkiens “Hobbitten”.
Efter at have sat mig godt tilrette i sædet får jeg øje på sidemandens popcorn og cola og tænker et øjeblik, at snacks og Shakespeare vel egentlig er et ret dårligt match – indtil jeg kommer i tanke om opførelserne tilbage på
Shakespeares egen tid i 1600-tallet på The Globe Theatre,
Shakespeares eget teater i i London beliggende i det dengang ret rå og og barske kvarter på South Bank-siden af Themsen. På shakespeares tid var det almindeligt under en forestilling at publikum kom med høje tilråd til skuespillerne og medbragte både mad og drikke i form af ildelugtende kålretter, supper eller grove kødstykker og dertil vin i brede bægre. Skuespillet var en decideret ‘Event’ for publikum. Og der skulle noget til for at samle opmærksomheden om de poetiske og ordrige udfoldelser på scenen – hvilket en række af de forklarende og smukke ‘kor’-bemærkninger i stykkerne i øvrigt også vidner om. Fra Prologen til Henrik V: “Think when we talk of horses, that you see them –
Printing their proud hoofs i’ the receiving earth – For ‘tis your thoughts that now must deck our kings, Carry them here and
there; jumping o’er times, turning the accomplishment of many years into an hour-glass”
. – Det var nødvendigt at ’sætte scenen’ for publikum og bringe dem i den rette stemning, da det ellers kunne være ret vanskeligt at få det lille område nede på scenen kun oplyst af fakler og tællepråse til at illudere slagmarker i et fremmed land eller store hofsale på et kongeslot i larmen fra råbende og smaskende gæster. Så min mildt fordømmende strø-
tanke om det upassende ved popcornbægre under en forestilling blev hurtigt fejet bort igen!

Kronborg_Olivier
Laurence Olivier, mesteren selv, i ‘Hamlet’ på Kronborg, 1937. (Fra Kronborgs foto-udstilling: ‘Hamlet på Kronborg’, 2015)

The National Theatre, der blev stiftet af Laurence Olivier i 1963, har mange års fremragende teater bag sig – det er her de store klassiske stykker opføres med nogle af de mest anerkendte engelske skuespillere, såvel som ny dramatik af fremragende forfattere. Indtil 1976 var stedet “Old Vic Theatre”, derefter blev det flyttet til nye bygninger med udsigt over floden. Der er flere scenerum i teaterets store moderne bygning ved Waterloo Bridge på Themsens sydside, hvilket muliggør, at man kan præsentere teater ‘i flere spor’ og tilbyde både ny og klassisk dramatik i samme sæson. Selv har jeg senest oplevet Sam Holcroft’s ”Rules for Living” med Stephen
Mangan og Miles Jupp i foråret 2015 – et moderne
‘køkkenvask’-drama med bidende humor og begavet satire – og med det nye initiativ: ‘National Theatre
Live’ har den engelske nationalscene fået en platform, hvorfra man kan bringe glæden ved godt teater ud til et langt større publikum.
Med flere stjernespækkede opsætninger i de senere år, fx
‘Frankenstein’ med netop Benedict Cumberbatch og ‘Coriolanus’ med Tom Hiddleston er grundlaget lagt for også at trække et yngre publikum ind til teateroplevelsen, og den aktuelle ‘Hamlet’-forestilling med Cumberbatch slog da også rekord i forudbestilte billetter. Efter sigende skulle det være den teaterforestilling, der er blevet hurtigst udsolgt nogensinde – med mere end 30.000 publikummer i onlinekøen ved åbningen af salget! -en stor del af dem måtte selvsagt ‘klikke’ forgæves.

Så spændingen og forventningen var stor, da jeg satte mig ekstra godt tilrette i sædet og transmissionen fra Barbican kunne begynde!

Akt II, Scene 1: Stykket

“… Patience pray – Gently to hear, kindly to judge, our play” (‘Henry V’, Prologue)

Hamlet_poster2

Hamlet er et af de klassiske teaterstykker, der altid har fascineret mig, allerede før jeg fik det for som obligatorisk stof i gymnasietidens engelsktimer og senere skulle fordybe mig i det under et kortvarigt ‘gæstevisit’ på Engelsk-studiet på KBH’s universitet. Jeg husker stadig, for snart mange år siden, min bror, der lige var blevet introduceret til stykket i skolen, fortælle levende og begejstret om stykket og om den vigtige pointe, at Hamlet jo først og fremmest er et menneske der tvivler – på sig selv og på omverden. Tvivlen og ubeslutsomheden ligger som en tung glasklokke over ham igennem en stor del af stykket og lammelsen overfor at handle på den uretfærdig, han ser i sit liv, er næsten total. -Det var overraskende for mig at høre, for jeg havde ikke troet, at et teaterstykke, der var flere hundrede år gammelt på den måde kunne sige noget alment – noget om, hvordan det er at være menneske i dag. For tvivlen er jo noget vi alle kender. Den bliver så løftet op og får en anden mere metafysisk betydning hos Shakespeare, men at stykket kunne tale til os i dag var interessant for mig allerede dengang. Siden har jeg oplevet stykket adskillige gange og husker fremragende opførelser med bla. Thure Lindhardt på det nu begrædeligt nedlukkede og stærkt savnede Gladsaxe Teater (der var under Kaspar Rostrups kyndige ledelse) i 2007, Søren Pilmark som Hamlet tilbage i 1993 (i Peter Langdals iscenesættelse) – i øvrigt med en ung Nils Olsen som graver i en fantastisk scene med stor, underspillet humor sammen med Søren Østergaard, selvfølgelig Oliviers klassis-ke indspilning fra 1948 med mesteren selv i en meget følsom udgave af prinsen og Kenneth Branaghs næsten monstrøst lange men visuelt imponerende 4 timers filmversion fra 1996. Aller-
senest så jeg Hamlet med en brilliant Jude Law i titelrolllen på Wyndhams Theatre i London i 2009 med Donmar Warehouse
ensemblet og Michel Grandage ved roret som instruktør.
– Så den gamle ‘bard’s (skjalds) skriverier lever i den grad videre i os i dag og hver ny generation af skuespillere synes at kræve sin egen Hamlet – nyere, mere levende og mere frisk fortolket end før. Stykket har længe stået, og står stadig i dag, som en prøvesten for unge talenter, en udfordring med mulighed for virkelig at vise sit værd på scenen. Det var det for John Gielgud, Richard Burton, Jeremy Brett, Olivier selv, Peter O’Toole og mange andre i samme generation af skuespillere og udgør i dag stadig en slags ‘Store Eksamen’ for nye etablerede skuespillere med stjernepotentiale. Så jeg var spændt på at se, hvordan den talentfulde
Benedict Cumberbatch, hyldet på de bonede gulve i Hollywood, ville levere sin Hamlet. Som begejstret fan af ”Sherlock” og med ”The Imitation Game” i frisk erindring, forekommer han mig at være en skuespiller med mange muligheder og et stort register, lige fra det sårbart emotionelle og hengivne til det kynisk følelseskolde og desperate. Kunne han bringe noget overraskende nyt til rollen? Og ville versionen af stykket først og fremmest være fængende og vedkommende for tilskueren?

“… In my mind’s eye, Horatio” (‘Hamlet’, Akt I, Scene 2)

Et par ord om produktionen, inden vi starter – jeg ynder, som den gamle ’skjald’ at holde min læser hen i spænding – lidt endnu!:
National Theatres tilgang er professionel og gennemtænkt. Små appetitvækkere til andre af teatrets Live-forestillinger vises inden forestillingsstart og en oplysende intro (der starter til tiden!) indleder begivenheden. Baggrundsbillederne af de spændte teatergængere på stolerækkerne i Barbican i minutterne op til start virker også fint og spejler publikums egen forventning rundt omkring i salen. Og der er indlagt en 20 minutters pause ca. halvvejs.

Kronborg_Jacobi
Derec Jacobi som Hamlet på Kronborg, 1979 (Fra Kronborgs foto-udstilling: ‘Hamlet på Kronborg’, 2015)

Lige før aftenens forestilling gik i gang, blev der vist et indslag fra britisk teaterjournalistiks Grand Old Man: Melvyn Bragg, der dagen forinden havde sat Cumberbatch stævne på scenen i Barbican til et interview til en specialudgave af sit (nu officielt nedlagte) kulturmagasin ‘The South Bank Show’: “Føler du ikke en enorm spænding, måske nærmest frygt, ved at stå på scenen i en så monumental rolle? – jeg mener, du efterfølger Olivier, O’Toole og alle de andre store i teater-historiens vel nok største stykke?”, spørger Bragg en imødekommende men meget travlt udseende
Benedict Cumberbatch: ”Ikke frygt – ikke som de store beskriver det -” svarer han eftertænksomt. ”–Der er ingen lammende angst, som Olivier fx undertiden følte sig ramt af – momenter af det, ja – men der er ikke rigtig tid til at stoppe op og føle overfor publikum. Hvis du gør det, mister du grebet og kan ikke spille”, svarer han. ”Hvordan føles det bagefter at have leveret en så krævende rolle med så mange publikums-forventninger? Puster man ud rent åndeligt i lettelse, når det er overstået?”, spørger Bragg. ”Spørg mig om 3 timer og 20 min!”, svarer Cumberbatch kækt- og tilføjer: ”Nej, for at svare oprigtigt, så er det i en vis forstand en lettelsesfølelse – ja man puster ud – og man har leveret. Og man er drænet for energi, når man står der bagefter og føler virkelig, at man har givet alt hvad der var at give – ‘That’s it for Tonight’!, er alt, hvad der er at sige.”

Og lad det være sagt med det samme: Det er en kraftpræstation Cumberbatch leverer i denne ‘Hamlet’, intet mindre. Og et fremragende hold af skuespillere, The National Theatre har samlet i ensemblet. De leverer en begavet nyfortolkning, både overraskende og vedkommende med en fængende scenografi og velproduceret lyd, der bringer skuespillernes usædvanligt klare diktion og tydeliggjorte rytme frem, så selv et yngre publikum har rigtig gode forudsætninger for at forstå Shakespeares sprog og særlige poetiske betoninger. – Ret beset er stykket jo skrevet på vers (som det vil være de poesi-kyndige bekendt) i formen
iambisk pentameter, hvor hver linie består af fem ‘fødder’ eller ord med hver to stavelser (iamber) med tryk på anden stavelse. Det har navnlig i moderne tid givet udfordringer med Shakespeare i forhold til form og udførelse i produktionen, men i aftenens version kommer musikken i sproget tydeligt frem og man kan virkelig nyde de sprogblomster, netop ‘Hamlet’ rummer (i ‘Hamlet’ alene er der adskillige originale ‘vendinger’, og Shakespeare hævdes at have introduceret henved 2200 nye ord til det engelske sprog).
Holdet har en god dynamik og spillerne er helt klare på de særlige udfordringer, et filmet teaterstykke med bevægelige kameraer og specielle vinkler giver dem på scenen. ‘National Theatre Live’ er vitterlig en øje-åbnenede teateroplevelse – en mulighed for at komme helt tæt på scenen og opleve teater, som om man selv er tilstede i salen. Og i aftenes stykke følte jeg, trods min plads ubekvemt tæt på lærredet med nakken bøjet så langt tilbage, at risikoen for permanente skader på sener og muskler var overhængende, at jeg lynhurtigt levede mig ind i stykket og glemme alt om omgivelser, tid og sted. Jeg var straks ‘med’ i salen og tilbage i den tid, opførelsen har henlagt handlingerne til. Det var – bogstaveligt talt – som at være der selv!

“… Seems madam! nay it is; I know not ’seems’ ” (‘Hamlet’, Akt I, Scene 2)

Allerede i åbningsscenen fornemmer man, at denne ‘Hamlet’ lægger sit hovedfokus på tabet – på sorgen og dødens konsekvenser for den enkelte og hvordan de tab, som vores negative handlinger påfører verden, ender med gå ud over den enkelte menneskeskæbne og berøve den håbet. Lyndsey Turners iscenesættelse vender i første omgang sit blik indad i karakterene og
lader dem tale ud fra en personlig oplevelse af skæbnens kvaler og sorgens lammende kræfter.
Vi møder Hamlet selv i første scene, ikke de gode vagter Bernardo og Marcellus i frygtsom panik over at have set et spøgelse fra slottets borgmur, som i den skrevne tekst og i mange tidligere opførelser. Vi er med Hamlet, der sidder på gulvet alene – i et rum med stille musik fra en grammofon, et fotoalbum og faderens efterladte ejendele i en kasse, han stille læner sig op ad. Han holder sin faders fløjlsjakke i den ene hånd og knuger den bagefter ind til sig. Vi ser et menneske i sorg, først og fremmest, ikke i vrede – ikke endnu. Stykkets hovedplot: Kongemordet, menneskets dårskab og ondskab, grådighed og opportunisme, og prinsens vej mod at afsløre og hævne ugerningen, bliver først præsenteret for os efter denne tone af sørgmodighed og personligt savn er slået an. Det er en vigtig pointe i denne version.

Horatio melder dog, heldigvis, straks sin ankomst, og bryder ensomheden – en moderne Horatio, klædt i skovmandsskjorte og store backpacker vandrestøvler med et tydeligt elskeligt og sympatisk væsen. Hamlet og Horatio er forenet, klar til at tage kampen op mod alverdens ufred. Stykket er igang!

“… A little more than kin, and less than kind” (‘Hamlet’, Akt I,
Scene 2)

Kronborg_s_h

Den pompøse åbningsscene i Act I, scene 2, hvor den nye konge, Hamlets farbroder Claudius taler til sit hof og Hamlet nærmest vrider sig i oprørsk modvilje og hånlig foragt for rigets nye tilstand, leveres i en forholdsvis enkelt scenografi: Et simpelt dækket bord, hoffet på linie på den ene bordside (som det skal være) – en enlig trappe og svalegang og rummets højloftede natur, er alt der tydeliggør, at vi er på et slot. Tiden: Et sted mellem første og anden verdenskrig vil jeg gætte på. De militære uniformer er ’skarptskårne’ med æresbevisninger og brede skuldre, som de kunne have set ud i 1930’erne. Vi møder et land, der opruster – man frygter et snarligt angreb fra Norge, selvom Hamlets far har vundet det sidste slag mod fjenden, og det antydes, at vi er involverede i at gøre front mod
Polen. Det militære islæt er tydeligt og er med til at tegne baggrunden for den politiske situation i stykket, som også var vigtig for publikum på Shakespeares egen tid, hvor alliancer og storpolitik optog samtiden.

Gertrude, Hamlets mor, der hurtigt, alt for hurtigt i Hamlets optik, har giftet sig med farbroderen efter kongens død, spilles vældig sympatisk af Anastasia Hille (‘Dido’ og ‘Macbeth’, (teater), ‘Lewis’, ‘Kavanagh QC’ (tv)) uden antydning af ond mine, hvilket kontrasterer godt med Hamlets voldsomme vrede i stykkets første scener – vi får langt vanskeligere ved uden videre at acceptere hans fordømmende ord, og får plantet en grad af skepsis overfor prinsens påstande om ugerningen. Er der tale om en forbrydelse og er dronningen virkelig så forræderisk, som Hamlet hævder?
Claudius spilles med en passende arrogance, ‘kongeagtigt’ men med en underspillet usympatisk selvtilfredshed, af Ciaran Hinds (‘Richard III’, ‘Closer’ (teater), ‘Tinker Tailor, Soldier, Spy’ (film),
‘Game of Thrones’
(tv)). Han har både en passende pondus (han er en ren kæmpe overfor Cumberbatch’s spinkle Hamlet) og en dejligt distinkt diktion. Hans forklaring af stridighederne med Norge og Fortinbras, den norske konge, er formfuldendt og umiddelbart forståelig (jeg har kæmpet meget med at fange netop de linier i tidligere opførelser, men her forstod jeg hvert et ord!)

Spoiler-Alert!!: I det følgende går jeg langt mere i detaljer med stykket og afslører det sene forløb i handlingen, så vil man have stykkets spænding, og slutning, til gode, skal man være forsigtig med at læse videre fra nu!

Ophelia spilles med en sart skrøbelighed af den relativt ukendte Sian Brooke – hun er nærmest som en nervøs, forelsket skolepige i de første scener. Måske er hendes spil en anelse karakterløst til at begynde med, men hun brillierer senere i Ophelias rystende og dybt bevægende vanvidsscene.
Polonius portrætteres fremragende og begavet af Jim Norton (‘The Pillowman’, ‘The Seafarer’ (teater), ‘Waking the Dead’,
‘Deception’ (tv)) med studérkammerblik og hovedet konstant begravet i en notesbog, der synes at være hans eneste kilde til viden om, hvad der foregår omkring ham – og stemmen!! – Åhh, tror jeg kunne lytte i timesvis til lydbøger og fortællinger indtalt af den mands sprøde, gyldenmørke og varme røst! Der er desuden en intelligent humor i Nortons spil, der bringer kontrasterne frem i konfrontationerne med Ophelia og gør den senere dramatiske ‘tæppescene’, med Polonius skjult og udsat, så meget desto mere urovækkende og tragisk.
Horatio er den gennemført gode, altid ved Hamlets side når det gælder, og et næsten naivt-oprigtige blik i øjnene bag de mørke briller. Rosenkrantz og Guildenstern er moderne klædte med en finurlig, let nervøst lattervækkende nerve, der danner fin baggrund for Hamlets senere skuffelse og afvisning af de to soldaters medløberi og loyalitet, der viser sig reelt at ligge hos kongen.

“… And yet to me, what is this quintessence of dust” (‘Hamlet’,
Akt II, Scene 2)

. Hamlets ”what a piece of work is a man” – monolog i Akt II,
Scene 2 (sidste del), leveret på baggrund af dialogen med Rosenkrantz og Guildenstern, er i øvrigt det første sted i stykket man for alvor fornemmer Cumberbatch’s eminente evne til at udrykke både stor undren og fortvivlelse med en tydelig ansigtsmimik, der elegant veksler mellem vrede, tvivl og sorg.

Cumberbatch mestrer også komikken og galskaben, hans drillende leg med ord overfor Jim Nortons intetanende Polonius i Akt II, Scene 2 – vandrende rundt på bordet som en langbenet fugl i en brandert – er kongeligt morsom og spillet med eminent sans for detaljen i både kropssprog og mimik. Den scene ‘tager kegler’!

“… for yourself, sir, should be old as I am, if like a crab you could go backward”
(‘Hamlet’, Akt II, Scene 2)

Der er et tilbagevendende dukketema i stykket: I en af de afgørende scener, hvor Hamlet for alvor viser sin (påtagede og med vilje inducerede) sindssyge, vandrer han rundt på bordet som ‘Den tapre Tinsoldat’ i fuldt ‘garderkostume’, nærmest ført afsted som en marionetdukke – iøvrigt i en af de mest morsomme og samtidigt mest foruroligende versioner af galskabsscenen, jeg nogensinde har set! Cumberbatch’s legende flirt med dukke-figurens kropslige muligheder netop i kraft af dens mekaniske begrænsning balancerer skarpt mellem det lattervækkende og det djævelsk urovækkende. – Den ægte og faretruende galskab lurer lige under overfladen! Hans brug af et ‘pap-fort’, et malet
kulisse-slot, som han gemmer sig inde i, da Rosenkrantz og
Guildenstern prøver at få ham i tale med deres slet skjulte dagsorden er umanérligt grinagtig og grotesk! Samtidig illustrerer den lattervækkende og ‘førte’ figur Hamlet-karakteren midt i sin ubeslutsomhed – og viser, at han er offer for kræfter udenfor sin egen rækkevidde og bliver ført rundt som en dukke, fordi han netop afstår fra at træffe valg og bliver hængende i tanken uden at skride til handling. Det er en lille genistreg i Lyndsey Turners instruktion at give galskabsscenerne denne udfordrende nerve og kant!
Dukketemaet ligger også i flere af hovedpersonernes underligt mekaniske måde at bevæge sig og svare på – da Laertes sendes afsted til Frankrig løber han kækt afsted mod uro og krig, som om han bliver trukket afsted i en lang snor. Der anes her, måske, en snert af aktuel kritik i Turners version – mere om det senere.

“For in that sleep of death what dreams may come ? ” (‘Hamlet’,
Akt III, Scene 1)

Burtons_Hamlet
Richard Burtons Hamlet på Kronborg, 1954 (Fra Kronborgs foto-udstilling: ‘Hamlet på Kronborg’, 2015)

Den berømte ‘To be or not to be’ monolog, som under prøverne efter sigende blev rykket frem i stykket og ifølge journalister ligefrem skulle have været valgt som åbningsscene på et tidspunkt under forberedelserne, falder i akt III, og leveres kraftfuldt og følelsesladet med en fantastisk nerve og sårbarhed af Cumberbatch. I netop det øjeblik, hvor Hamlet berører Døden for første gang i talen, og overvejer dødens befrielse som alternativ til at kæmpe mod de monumentale udfordringer, han stiller sig selv – og livet stiller ham – skifter Cumberbatch’s ansigtsudtryk på et ufatteligt kort, næsten umærkeligt øjeblik og viser en ægte, gennemgribende rædsel – dødsangsten og frygten for de ubærlige konsekvenser ved ‘det store ukendte’ ses tydeligt i øjne og mimik og formidles ægte og dybfølt. Det er stor teaterkunst! Brilliant spillet – ingen tvivl om at vi her et vidne til en stor skuespillers favntag med en ekstremt krævende rolle. – Han har den rette alder, erfaring, talentet og den sjælelige begavelse til at spille rollen netop på dette punkt i sin karriere!

Nat_Live_people3Der er foretaget en række utraditionelle valg i Lyndsey Turners iscenesættelse, som nok vil undre nogle og måske ligefrem skuffe andre. Flere scener er udeladt, episoder rykket frem og forkortet – og scenerummet virker på en måde begrænsende, trods det, at der er højt til loftet og store dele af gulvet udnyttes; sceneskiftene er desuden korte og uden nævneværdige ‘trække vejret’-pauser; måske et valg, der er truffet for at opretholde et hastigere tempo i fortolkningen og skabe en mere nutidig, ‘fast-paced’ fortælling, der passer til et publikum vante med filmmediets ‘take’ på klassiske fortællinger. Men jeg synes dramaturgien fungerer og valgene er velovervejede og tydeligt gennemtænkte. Det er blevet en Hamlet i et moderne tempo med en klarhed og forståelighed, der klæder produktionen og gør dramaet relevant og vedkommende for et nutidigt publikum.

“The heart-ache and the thousand natural shocks” (‘Hamlet, Akt II, Scene 1)

Opførelsen tematiserer landets ‘falden-fra-hinanden’ flere steder og illustrerer forgængeligheden, måske lidt overdrevent tydeligt, med små blade og sorte ‘affaldsstykker’ af papir, der skydes dramatisk ind på scenen, om som efterhånden fylder gulvet op, så spillerne til sidst går rundt på et bjerg af ’slagge’ – som på
stepperne i Mordor i ‘Ringenes Herre’.
I graverscenen, med Yoricks kranium, anes desperationen og magtesløsheden overfor livets forgængelighed og tabet af det, der var engang, samtidig med, at humoren er frisk og bidende med Karl Johnsons vittige og skarpe graver (helt alene – hans ’sidekick’ (Morag Siller) forlader hurtigt scenen igen). Hans underfundige væsen og replikker bidrager med en stærkt tiltrængt varme i det dystre kirkegårdsscenario. Johnson (‘The Seafarer’, ‘Frankenstein’ (teater), ‘Barnaby’, ‘Lark Rise to Candelford’ (tv)) dublerer i øvrigt også som ’spøgelset’ – med skræmmende
’splatter-gennemhullede’ sår på brystkassen efter det morderiske giftangreb – også ’special effektfolkene’ har åbenbart været i gang i produktionen!

Ophelia_drowned
Ophelias druknedød (‘Hamlet’, Akt IV, Scene 7) i John Edward Millais pre-raphaelitiske maleri ‘Ophelia’ fra 1851-52 (Tate Gallery, London).

Ophelias vanvidsscene og tragiske ‘vandring mod mørket’ er decideret hjerteskærende og understreger iscenesættelsens optagethed af og fokus på sorgen og dødens følelsesmæssige konsekvenser – det er helt klart den overordnede indgangsvinkel for The Nationals fortolkning, som jeg ser det. (Akt IV, Scene 5 og 7)

Kulminationen og oprørskheden i de afsluttende begivenheder i Akt V, Scene 2, med fægtescenen og det dramatiske ‘endelige opgør’ spilles overraskende hurtigt igennem, og jeg følte det en anelse forjaget til sidst – men det er nok en konsekvens af Turners valg af tempo for hele stykket. ‘Action’– scenerne må nødvendigvis være ‘fast-paced’ og ‘oppe på beatet’. Men de afgørende konfrontationer i slutscenen får alligevel lov at tale deres klare og følelsesladede sprog til publikum. Først den kortvarige ‘ansigt til ansigt’ konfrontation med kongen, der svigefuldt byder Hamlet at vælge sværdklinge, dernæst kampen mod Laertes, dramatisk tilbagevendt fra Frankrig og spillet fremragende af Kobna Holdbrook-Smith. I scenen forinden (Act V, Scene 1) næsten skreg han sin sorg og fortvivlelse ud over først nyheden om faderens, Polonius’s, død ved drab og siden sin søster Ophelias tragiske druknedød for egen hånd.

Afslutningen på dramaet er flot spillet, blændende instrueret og bevægende. Og også i denne følelsesladede og fængslende ‘tur’ med ‘Hamlet’ sidder jeg til sidst med tårer i øjnene og hvisker med Horatio: ‘Now cracks a noble heart. Good night sweet
prince: And flights of angels sing thee to thy rest!’

Publikum har igennem den 3 timer og 20 minutter lange forestilling været vidne til en flot, medrivende og særdeles velspillet udgave af Hamlet, der både nyfortolker dramaet og lader Shakespeares vidunderlige sprogblomster udfolde sig. Biograf-formatet fungerer godt og begivenhederne på scenegulv overføres smertefrit til det store lærred i en vellykket produktion med kun ubetydelige skønhedsfejl i form af et par sekunders lydsvigt, som jeg næsten glemte igen. Jeg følte virkelig, at jeg havde været en tur i The Barbican i London og set stykket sammen med publikum derovre. Ja, endnu bedre gjorde biografversionen faktisk, at jeg levede mig dybt ind i stykkets handling og den såkaldte ’suspension of disbelief’ lykkedes til fuldkommenhed.

Nat_Live_people2

Da ensemblet linede op til sidst for at modtage publikums applaus, bad Benedict Cumberbatch om ordet og opfordrede, som The National Theatre har forpligtet sig til, at man støtter organisationen ‘Children in Need’, der aktuelt arbejder med at skaffe hjælp til syriske flygtninge. Han reciterede en ung syrisk poets digt med den indledende linie: ‘No one leaves their House,
unless that House is a Shark”. Man kan synes om den slags appeller (overfor et i forvejen emotionelt påvirket publikum) eller lade være, men jeg så det som en værdig gestus for både teater og ensemble – så store stjerneskuespillere som Cumberbatch har ‘en stemme’ i offentligheden, og det er rart at se, og høre, at de bruger den til at støtte sager, som ligger dem oprigtigt på hjerte.

Akt II, Scene 2: Spørgsmålene

“Thou turn’st mine eyes into my very soul” (‘Hamlet’, Akt III, Scene 4)

The Bard
En ‘mindeplade’ for Shakespeare – på muren indenfor Kronborgs volde.

Hvad kan vi så bruge et mere end 400 år gammelt teaterstykke til i dag? – i øvrigt i året før, man i 2016 skal til at markere 400-året for Shakespeares død. Det er vel det spørgsmål man, på god journalistisk vis bør stille sig selv efter at have set endnu en opførelse af Shakespeares hovedværk – selvom ‘poeten’ jo ikke er journalist, og jeg derfor kan blæse ganske totalt på ‘anmelder-konventioner’ og ditto traditioner! Men hvis jeg skal svare ærligt, synes jeg egentlig, at værket taler for sig selv. Shakespeare har fornyet det engelske sprog og leveret uendeligt poetiske, øjeåbnende og sanseligt berigende tekster, der gør os alle klogere på livet, kærligheden, skæbnen, ”det store ukendte’, døden. Og Hamlet er et kongeeksempel på, hvor langt man kan nå poetisk med en tekst, der både skal overholde strenge metriske krav til replikker og form og samtidig skal opbygge plot og spænding og rumme en fængende dramaturgi. Den Store Digter gør det gennem en eminent poetisk sans, ‘teatertricks’, sort humor, originale karakterer og imponerende sprogfornyelse – ‘Hamlet’ rummer adskillige elegante vendinger, der i dag er faste, sigende udtryk, vi kan bruge til at indfange situationer og stemninger i en enkelt sætning – og endnu flere neologismer (ord, digteren selv har skabt, og som efterfølgende anerkendes i sproget som nye, gyldige ord). I Shakespeares samlede produktion er der, som nævnt i indledningen, angiveligt i nærheden af 2200 genuint nye ord introduceret til det engelske sprog. ‘Hamlet’ er således et fantastisk levende stykke kulturhistorie, der taler direkte til os i dag, hvis vi ellers forstår at lytte efter; det gælder helt uagtet spekulationer om, hvem Shakespeare i virkeligheden var – det er som sådan teksterne uendeligt uvedkommende – Shakespeare er Shakespeare, han er ordene i de værker, han har efterladt, hvem han så end var som menneske!

Har The National Theatres nye opsætning så noget på hjerte – noget at sige samtiden, udover, og det er efter min mening tilstrækkeligt, at bringe Shakespeares ord og drama til live for et nyt publikum?
Der er er i hvert fald flere lag i denne opførelse, der potentielt set retter opmærksomheden mod nutidige problematikker. Et eksempel er ‘Dukketemaet’, som jeg fremhævede og mener at kunne se i den gentagne brug af ‘mekaniske’ billeder (tinsoldaten, mekanisk bevægelsesmønster mv.). Det kan ses som instruktør Turners forsøg på at tematisere brugen af soldater: Når en stat, der gør brug af militær magtanvendelse, sender soldater ud, og indre stridigheder samtidig er ved at rive landet fra hinanden, handler staten uværdigt, og de udsendtes indsats bliver ‘med ført hånd’ uden forståelse for de menneskelige konsekvenser.
Kronborg_kanonStaten glemmer at behandle sine udsendte med respekt og forståelse. Og det ellers godhjertede menneske, der går til opgaven med fuld klarhed over sin situation og mulige konsekvenser ender med at blive
‘en viljeløs dukke’. Det er måske at trække tolkningen af Nationals opsætning for vidt, men kritikken er tematiseret og hørt før i andre moderne opsætninger af teaterstykker, der berører lande i krig. Og i Hamlet er det pågældende land på stykkets tid jo reelt et diktatur.

Nationals opførelse bidrager også med nyt ved at gøre hyppigt brug af kontraster – Hamlet-figurens vrede og foragt kontrasteres af moderen Gertrudes milde og omsorgsfulde væsen, som hun spilles i denne version (hun er set ondere og mere svigefuld i andre opførelser, fx i Julie Christies udgave i Branaghs filmversion fra 1996). Det gør at vi ikke fra starten plotmæssigt ‘er med‘ Hamlet, men får mulighed for at reflektere over vreden og hævntørsten uden at acceptere den som uundgåelig præmis. Polonius’s verdensfjerne og uopmærksomme tilgang til verden (med sin allestedsnærværende notesbog) kontrasteres af både Ophelias og Laertes følsomme væsen og får fx Ophelias tragedie til at virke voldsommere – en Polonius, der signalerer i hvert fald glimtvis omsorgsfuldhed, som i andre ‘Hamlet’ udgaver (fx Ian Holms Polonius i Mel Gibsons ‘Hamlet’ fra 2000) giver ikke samme oplevelse af uro og faretruende tab.

Kongen, Claudius’s, køligt arrogante væsen står også i skarp kontrast til de øvrige karakterers overvejende følelsesbetonede spillestil – kongens omgivelser handler og reagerer på følelser og menneskelige hensyn, mens kongen selv handler på intellekt og kølig overvejelse. Selvom det måske ikke i sig selv er denne udgaves fortjeneste, leverer stykket et bud på, hvad det er for elementer ved opportunismen og grådigheden der forårsager død, sorg og ødelæggelse i verden – og ender i tragedie: Tilsidesættelsen af følelserne og den stejle fokuseren på mål, planer og rationale synes i hvert fald at udgøre en del af forklaringen på katastrofen og rigets undergang.

“And let me speak to the yet unknowing world – How these things came about” (‘Hamlet’, Akt V, Scene 2)


Akt II, Scene 3: ‘Hamlet’ – en evig fascination

 – Det, der især fænger og drager mig ved ‘Hamlet’ er dets optagethed og tematisering af selve eksistensen – Døden, lidelsen og menneskets grundvilkår i verden – og hvorfor vi overhovedet gider at kæmpe, når vi står overfor uretfærdigheder og overvældende livsmodgang. Hvorfor lider vi, eller rettere, hvorfor accepterer vi lidelsen? Hamlet undrer sig, navnlig i den herostratisk berømte monolog fra Akt III, Scene 1, over, om der mon ikke findes en slags metafysisk alternativ til modgangen og livets uretfærdigheder – det tolkes, indlysende nok, som, at han overvejer døden som mulighed. Døden er, måske, bare en lang søvn – og ikke andet, siger Hamlet. Men det ukendte land, vi rejser til i døden – ”The undiscover’d country from whose bourn No traveller returns” (Akt III, Scene 1) er netop ukendt. Dybest set er der ikke noget alternativ til at handle. Og vi må nødvendigvis modsætte os de uretfærdigheder, vi udsættes for. Kampen og behovet for at handle er imperativ i forstanden: du skal! Og det er dybest set denne erkendelse, Hamlet kæmper med at acceptere. Kan han blive i en evig tilstand af overvejelse og ‘ikke-handlen’? Eller må fornægtelsen af begivenhedernes ubærlige virkelighed til sidst briste og prinsen tage kampen op? Det er dramaets kerne. Og Hamlet ender i en vis forstand med at handle. Gennem foragten for Claudius og moderen, Gertrudes, forræderiske alliance med Hamlets onkel, forlader Hamlet omsider offerrollen og griber til handling – sat i gang af de muligheder, den rejsende skuespillertrup i anden del af Akt II, Scene 2, giver ham. Og, endnu en vigtig pointe i stykket, måske den vigtigste: det sker først og fremmest gennem hjælp fra Horatios støttende tjenerskab. ”No man is an island”, som Shakespeares samtidige, digteren John Donne skrev! (John Donne, ‘Devotions upon emergent occasions … Meditation XVII’, 1624). Horatio er ved Hamlets side i den allerførste scene i
The Nationals ‘Hamlet’-opførelse – og med ham i den sidste –
da kampen mod Laertes får sit endelige, uundgåelige, tragiske udfald. – Og det er måske dybest set den del af stykket, Horatios betydning som Hamlets fortæller, jeg tager mest til mig fra ‘Hamlet’. Horatio bliver Hamlets vidne, ja historiens vidne og lover at fortælle resten af verden om prinsen og de begivenheder, der har fundet sted på Kronborg. Hamlet får en fortæller, der kan bringe historien videre, fortælle prinsens liv og forevige den i ord – i beretninger, der lever videre i os og får os til at huske. Den del af ‘Hamlet’ fascinerer mig til stadighed! Det taler til hjertet, at Shakespeare på denne måde giver os en slags ‘historiens fakkelbærer’ – og siger, at der er historier der skal fortælles. Hamlets og Laertes død ville have været forgæves, hvis ikke nogen fortæller om begivenhederne – fortæller dem.
Det er måske også en pointe i sig selv, at Shakespeare har sin Hamlet-historie fra et gammelt dansk sagn fra den sene jernalder – myten om den jyske prins Amled, som vi kan læse om i Saxos Danesaga (Saxo Grammaticus, ‘Gesta Danorum’, 3. og 4. bog). Shakespeare var selv en slags renæssancens Horatio for Saxo – som Saxo var for det jernalderens helte og de skjalde, der viderefortalte prins Amled i sange og ord.
Der er historier, der skal fortælles. ‘Hamlets’ historie var én af dem, og Shakespeare fortalte den. Denne aften i teateret blev den, på eminent poetisk vis, fortalt igen!

Act III, Scene 1: Hjem igen

Da stykket er forbi og jeg har sundet mig lidt ovenpå de store følelser og den bevægende forestilling (og, som Deres trofaste udsendte, kære læser, naturligvis hastigt har nedskrevet adskillige noter på min medbragte poetiske Ipad til brug for denne anmeldelse – for at kunne bringe historien om teater-begivenheden videre!), rejser jeg mig forsigtigt og strækker både ryg og nakke – hårdt tiltrængt efter mere end 3 timers oplevelse af intenst teater på et kæmpe lærred set fra første række. Jeg møder et par af
publikummernes blikke på vej op af trappen – øjnene lyser og begejstringen er tydelig. Vi nikker indforstået til hinanden – som om vi i et øjeblik sammen tænker – ‘ja, teater er noget særligt – ‘Hamlet’ er noget særligt!’. Sandt – selvom man oplever det på et lærred og ikke fysisk kan være til stede i samme sal som skuespillerne. Men som publikum har vi oplevet stykket sammen, og det er mindst lige så vigtigt.
Jeg forlader salen både bevæget og beriget, og efter alt at dømme gælder det mange andre af de biografgængere, der havde billet til aftenens visning. Jeg gentager ordene stille for mig selv, inden jeg svinger den tunge glasdør op fra CinemaxX-biografen og lukker aftenluften ind: ”Hamlet’ er noget særligt’.
– En kold efterårsvind blæser mig i møde, og jeg trækker kraven godt op om ørerne idet jeg træder udenfor. Stille og eftertænksom går jeg det lille stykke henover broen fra Fisketorvet til S-togsstationen.
Jeg skriver en del af disse ord ned på hjemturen – en anmeldelse har trods alt de bedste forudsætninger for at lykkes, når den er skrevet på friske indtryk – straks nedfældet, bevaret.
Så slår en tanke pludselig ned i mig: ‘Vil vi, der så stykket her til aften mon nogensinde blive husket i historier, sange, ord og fortællinger? Er der en dag nogen, der vil bære vores ‘historie-fakkel’ videre? – og vidne om vores liv og vores begivenheder? Måske en tanke , der er ladet med ‘hybris’ – det er ikke sikkert de gamle guder ville have set med milde øjne på et sådant, omend vagt, ønske og stille håb om at blive husket for eftertiden. Og skønt ingen af os, der sad i salen i aften, så vidt jeg da ved, er prinser, heltemodige krigere eller noble adelige tjenere, kan
Shakespeares berømte stykke alligevel få mig til at tænke, at vi hver især måske fortjener vores helt egen Horatio, vores egen
‘historie-fakkel’.

A Forest Walk

“Flygtig er dagen i de stridende vinde
Syng den sang som du fandt
Og se det lys som vil stå der og skinne
Bag den bakke hvor bjergene forsvandt”

(‘Aldrig Mere’, Johnny Madsen, 2015)

Links:
Det er stadig muligt at opleve ‘Hamlet’ med National Theatre Live i de danske biografer, fx 1.nov,  og 3.+4.nov:
Billetter – Hamlet
Teater:
National Theatre Live
National Theatre
Mere Shakespeare:
Shakespeare forskning v. New York University
Royal Shakespeare Company
Shakespeare Studies Oxford University
Open Source Shakespeare (George Mason University)

Noter og bemærkninger:
– Som tekst-kilde til citaterne fra ‘Hamlet’ (og som referenceværk under skrivningen) har jeg primært brugt “The Collected Works of
William Shakespeare”
, William George Clarck and William Aldis Wright (ed.), Grosset & Dunlap Publishers, New York, 1864 (oprindelig udgave, min udgave har ikke påtrykt trykkeår).
Enkelte opslag er gjort i netudgaven: Shakespeare-online.com

– Alle fotografier er på siden er forfatterens egne med undtagelse af:
1) Plakat med Cumberbatch (fra Pickfordfilmcenter.org)
2) Forestillingsplakat (fra Nationaltheatre.org.uk) og
3) Maleri: Ophelia af John Edward Millais, 1851-52
(Tate Galllery, London, nga.gov)
– fotografierne på væggen i mine ‘affotograferinger’ af billederne i Kronborgs udstilling om ‘Hamlet på Kronborg’ er selvfølgelig ikke mine egne – så vidt jeg husker er fotografen ‘anonyme’ i mange af tilfældene; udstillingen rummer fremragende sort/hvide portrætter, og Kronborgs udstillingsafdeling har gjort et stort stykke arbejde med at finde billederne af skuespillerne frem!