Tag-arkiv: ‘Søvn’

Indtryk fra ‘Ord på Flisen’ – en debutants beretning

Rolf_Johansson
Rolf Sparre Johansson læser op fra ‘Søvn’ ved ‘Ord på Flisen’ 28/10 2015 – (mit eget foto)

En rolig og hyggelig stemning strømmer mig i møde fra lokalet på Enghavevej, da jeg træder ind ad døren til den lille café. Nogle få gæster sidder afslappet og indtager et stille måltid ved de røde skolegårds-agtige bænke på en afsats, der er lidt hævet op fra gulvet, og jeg bemærker mikrofonstativet på den lille scene ved siden af.

Jeg er taget til det litterære arrangement ‘Ord på Flisen’ på Vesterbro i København en kølig hverdagsaften i oktober. Stedet er Café Flisen, der ligger lige overfor Enghave S-togs-station ud til en af Vesterbros travle og stærkt trafikerede færdselsårer. Den sidste onsdag i hver måned fungerer caféen som litterært samlingssted for en gruppe mennesker med interesse for poesi, lyrik og det levende ord. Jeg er taget derind dels for at høre ny lyrik fra de to anerkendte digtere
Cecilie Lind og Rolf Sparre Johansson, dels for at forsøge mig som oplæser – for første gang – på stedets ‘Åbne Scene’. Den åbne scene er et forum, hvor nye såvel som mere erfarne skribenter og litterære talenter kan få lov at prøve kræfter med at læse op af egne værker foran et interesseret publikum – og efterfølgende benytte muligheden for at samtale og ‘netværke’ med andre poeter og skrivelystne. Der er 12 pladser på listen sådan en aften, og hver oplæser har 3 minutter til sin rådighed.

Som debutant er det med lidt begyndende ‘premierenerver’ og en sær rastløshed i kroppen at jeg bevæger mig ind på caféen, men stedets afslappede stemning tager straks den værste brod af min uro. Bartenderen joker lidt, da jeg spørger efter arrangørerne for at tilmelde mig den åbne scene, og jeg bliver efterfølgende budt venligt velkommen af Michael Juhl Svendsen, der er primus motor for ‘Ord på Flisen’. ”Vi ender normalt med at have listen helt fyldt op inden vi begynder ved 20-tiden,” fortæller Michael, ”men folk kommer stille og roligt ind her fra kl. 19 og skriver sig på”.

Den tilbagevendende litterære event har holdt til på Café Flisen de sidste 3-4 år og i starten var det et lidt mere råt sted med tydelig ‘Vesterbronx’-karakter: ”Det var lidt af et ‘Skatersted’ før med hip grafitti og tags på væggene”, forklarer Michael, ”–og der blev spillet bordfodbold nede i hjørnet foran baren. Ind imellem måtte vi bede folk om at være mere stille, så oplæserne kunne få den fornødne opmærksomhed og ikke følte, at de skulle overdøve gæsterne i lokalet. Det er blevet en del bedre nu efter caféen er blevet bygget om.” Og stedet virker da også ret intimt med en blanding af bænke, hvor man sidder tæt og høje barstole bag en flisebeklædt disk med bord til de spisende. En plakatcollage med forskellige ikoniske billeder af alt lige fra Che Guevara til en mørkklædt Johnny Cash pryder væggen bag scenen, hvor døren til toiletterne i øvrigt skjuler sig godt og går i ét med væggen indtil man bemærker det lille mesinghåndtag, der sikrer adgang.

Med kun tre minutters taletid har det været lidt svært for mig at vælge, hvad jeg skal læse op, og der er gået en hel del overvejelser gennem mit hoved forud for aftenen. Det samme gælder sikkert for mange af mine medskribenter og oplæsere til den åbne scene. Mit valg er faldet på et uddrag af mine ‘fugle-portrætter’ fra min Hvedekorns-debut ‘Kognitologisk Pomphlopædi’ (Hvedekorn nr. 3, 2014, Rosinante o&Co.), som tilhører ‘nonsens-genren’ og så et nyere digt i et mere traditionel formsprog. Det virker rigtigt at lægge ud med tekster i lidt forskellige genrer. Og så er det, først og fremmest, tekster, jeg har en stor passion for og rigtig gerne vi dele med andre. Det tror jeg er en meget vigtig parameter både for oplæsere og for publikum.

Det kan undertiden være lidt af en udfordring at samle folk til arrangementer ude i byen på en hverdagsaften, navnlig når emnet er lyrik og poesi. Og det kølige og blæsende efterårsvejr denne aften gør bestemt ikke forudsætningerne bedre for at trække folk op af sofaerne. Men der går ikke længe, før der er næsten fyldt op i den lille café. En del gæster ser ud til at kende stedet fra tidligere besøg – det kan næsten aflæses i den venlige gestus, de møder hinanden med. Og lige til det sidste er der poeter, der melder sig som oplæsere til arrangementets anden del – en enkelt er, som jeg selv, debutant, digteren Carina Melgaard. Det er positivt at se, at litteratur stadig kan samle folk og skabe grobund for samtaler og diskussioner om det skrevne og talte ord. Og samtidig give anledning til at man mødes og hygger sig i uformelle rammer.

Jeg føler mig allerede i godt selskab og glæder mig til at høre det levende ord udfolde sig fra scenen!

Denne aften består programmet som nævnt af digterne Cecilie Lind og Rolf Sparre Johansson i ‘første set’; begge er unge digtere med godt gang i forfatterkarrieren. Jeg kender lidt til Cecilies digtning på forhånd fra tidsskriftet Hvedekorn og fra hendes 2. samling ‘Dughærget pupil accelererer tusmørke’ fra 2012, mens Rolf Johansson er et nyt navn for mig. Så første del er allerede en god blanding af kendt og nyt for mit vedkommende.
”Rolf er blevet lidt forsinket, men han er på vej”, forklarer Michael Juhl Svendsen. ”Men vi starter med Cecilie Lind og så går Rolf Johansson på bagefter. De læser op i omkring 20-minutter hver. Så holder vi en lille pause og så starter den åbne scene ca. kl. 21”.

Jeg glæder mig til at høre de to etablerede forfattere og er samtidig spændt på, hvilke slags tekster mine medskribenter vil præsentere på den Åbne Scene. Da jeg er ankommet tidligt er jeg kommet på listen som den første – så jeg er nu forberedt på at skulle kaste mig lige ud i min oplæsningsdebut senere, når arrangementets anden del starter.

Cecilie Lind, der debutterede tilbage i 2010 med ‘Ulven åd min eyeliner’ (OVBIDAT, 2010),  skriver tekster, der ligger i et overgangsfelt mellem prosa og lyrik og hendes værker afslører en optagethed af både sprogets rytme, lyde og klange. En betoning af tempo og en fornemmelse for ordenes ‘farver’ er gennemgående i teksterne, der ofte er skrevet i en hektisk, til tider oprørsk ’stream of consciousness’-stil. ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’  (Samleren, 2012) havde elementer fra et eventyr-agtigt univers i sig og overraskede med en “rablende og medrivende sprogbegejstring”, som Nicklas Lund skrev i sin anmeldelse i Politiken (7. sep. 2012).
Det er elementer man genfinder i det ene af de to værker, Cecilie præsenterer for os denne aften, hendes nyeste værk: ‘Strunk’. Værket er flere steder beskrevet som en ‘ordlabyrint’ (se fx Martin Gregersens anmeldelse i Kristeligt Dagblad, 24. sept. 2015). Cecilie betegner selv Strunk som et ‘langdigt’; som sådan er det en forsat ord-strøm i en fabulerende og rykvis skiftende stil, en slags ‘ud-i-én-køre’-fortælling i et poetisk og nyskabende sprog.
Cecilie læser fra ‘Strunk’ i et hurtigt tempo og i en til tider heftigt accelererende tone; man får en klar fornemmelse af digtets strømmende, associerende form. Mit eget indtryk af ‘Strunk’ ud fra Cecilies oplæsning er, at digtet rummer et meget personlige indhold og et koncentreret lyrisk arbejde med både selvbilleder og spejlinger. ‘Strunk’ får mig til at tænke på digteren som ‘ravageretoriker’, et ord Cecilie selv introducerede i ‘Dughærget pupil …’.

En anderledes rolig og tilbagelænet stil finder vi hos Rolf Sparre Johansson – da han er faldet lidt til ro efter en hektisk-travl ankomst (noget med et forældremøde, der trak ud). Rolf læser op fra digt-samlingen: ‘Søvn’ (Kronstork, 2015), et tredelt værk, der beskæftiger sig med det at blive far og de konsekvenser for søvnrytmen og den vante dagligdags faste kadence, en sådan livsomvæltning medfører. Fra første del får vi et indtryk af den rolige, afdæmpede rytme i teksten. Korte sætninger og udsagn indfanger situationer og oplevelser med et barn, der ikke vil sove og de reaktioner, det afstedkommer. Søvn-berøvelsens effekter trænger stille ind under huden, når Rolf læser op. Frustrationen lurer under overfladen, men stilen og ordvalget er alligevel roligt og balanceret, hvilket skaber en interessant kontrast. Selvom jeg ikke har været i situationen, og far-rollen ligger mig fjernt i mit eget liv, genkender jeg klart søvnunderskuddets frustrerende konsekvenser, og Rolfs ordvalg vækker genklang i mig.

Anden del, som Rolf læser fra er skrevet i en mere abrupt, afbrudt rytmisk stil, hvor overvejelser og betragtninger i teksten tager tilløb men hurtigt vender igen og sender digtet i en ny, overraskende retning. En godt element ved Rolfs oplæsningsstil er, at han læser det i et toneleje, der går godt i spænd med ‘den søvnberøvedes’ sindstilstand og fastholder den tunge, ‘glasklokke’-agtige følelse, digtene formidler. Det giver tilhøreren lyst til at dykke dybere ned i ‘Søvn’ – og danne sit eget billede af det almene, men absolut vedkommende problem, teksterne dealer med.

Der er stor applaus fra publikum til de etablerede forfattere og derefter en pause, hvor både publikum og Åben Scene-deltagere kan trække luft og strække benene – og forsyne sig med væske fra baren inden aftenens næste ‘Akt’.

Jeg sidder stille og forbereder mig på min oplæsning og bemærker, at de fleste af mine medskribenter gør det samme. Der er en stille
sitren i luften og jeg fornemmer, at alle gør deres yderste for at levere en god tekst-præsentation. Og der er da også en hel del på spil, når man overfor et lyttende publikum skal præsentere en tekst, man som digter har arbejdet hårdt på at få til at lykkes og som rummer både hjerteblod og personligt tankegods. Det gælder mig selv og helt tydeligt også mine medskribenter. Det er naturligt, at man gør sig en hel masse overvejelser inden man tør dele teksten og på en måde ‘lukke publikum indenfor’ i sit sproglige univers. For mit vedkommende er overvejelserne først og fremmest: Holder teksten nu også? Er den, slet og ret, god nok? – vil publikum kunne lide den eller i hvert fald forstå den på den præmis, den er skrevet? Og vil jeg være i stand til at formidle den ordentligt og forståeligt? Er mit sprog, når jeg læser op, tilstrækkeligt tydeligt og præcist? – og endelig, helt elementært: Formår jeg at gøre min tekst interessant for andre? Alle disse tanker går gennem mit hoved, mens jeg forbereder mig og for mindst syttende gang igen læser teksten op med min indre stemme. Og jeg er givetvis ikke alene om at tænke disse tanker!

Publikum_3
Et interesseret publikum ved ‘Ord på Flisen’, 28/10 2015. Foto: Cecilie Sund Kristensen/Cecil Photography.

En rigtig god opfordring lyder fra digter Christian Haugbølle inden starten går til den Åbne Scene: ‘Husk nu at variere jeres stemmeleje og tone, når I læser op – det værste man kan komme ud for er, når en digter læser op i et helt jævnt ‘lige-ud-ad-landevejen’-toneleje uden antydning af nuancer – variér jeres stil og stemmeføring! Det er bare ment som et godt ‘public service’-råd,” siger Christian med et glimt i øjet ”- hvis i glemmer nuancerne og dynamikken, mister i helt sikkert hurtigt publikums interesse og spænder ben for Jer selv – Så husk det!”

Jeg tager ordene til mig og går straks på scenen efter Christians præsentation. Jeg lægger ud med digtet ‘Hav’, der handler om at stå fast når Verden ramler og livet åndeligt set viser tænder – en art insisterende modstand og mit udtryk for jegets tilstedeværelse i Verden på trods. Jeg accelererer mit læse-tempo en anelse og lægger tryk på de markante ord i digtet, egentlig mest fordi, jeg pludselig bliver i tvivl, om jeg nu har styr på tiden. Jeg vil jo gerne nå en tekst mere, og selvom jeg har øvet og timet min oplæsning forinden, rammes jeg alligevel af en pludselig nagende tvivl. Sikkert et naturligt træt og noget andre oplæsere vil kunne nikke genkendende til. Men det går vist ok, fornemmer jeg, og jeg går hurtigt videre til min nonsens-tekst, som jeg præsenterer i uddrag. Min ‘Kognitologiske Pomphlopædi’ rummer i alt 5 fiktive ‘fugle-portrætter’ på hver seks linier, og jeg vælger at læse tre af dem op. ‘Pomphlopædien’ er netop tænkt som en tekst der kunne være et uddrag fra et større værk, den er en leg med den leksikalske form og dens sproglige muligheder – et forsøg på at skabe sære billeder på læserens indre nethinde; så det giver god mening at tage et lille udpluk fra digtet. Den ’skotappede Fjingnot’ og den ‘råplettede Flapper’ bliver vel modtaget og jeg slutter af med en ‘pjætbroget Skæpterne’. Jeg er godt tilfreds med rytmen i min oplæsning og er overrasket over, at jeg formår at lægge tilstrækkeligt tryk på stemmen – endnu et af de elementer, man kan være usikker på som oplæser, navnlig når det er første gang. Jeg får en begejstret applaus fra publikum, der virkelig varmer og jeg får – lidt famlende midt i overvældelsen – præsenteret den næste digter, Rasmus Thyrring.

Poeten læser op 2a
Jeg læser op ved ‘Ord på Flisen’ 28. okt. 2015 – foto: Cecilie Sund Kristensen/Cecil Photography, 2015.

 – Rasmus leverer en fantastisk performance med en tekst om vores omsiggribende almindelighed og dens bagsider af ‘gråhed’ og kedelighed.

Jeg husker ikke alle de efterfølgende navne på scenen som jeg sidder her nu og reflekterer over den inspirerende aften i poesiens og det levende ords tegn – læseren må bære over med mig på det punkt – jeg var vist stadig lidt overvældet af indtryk fra min førstegangsoplevelse som oplæser. Men nogle gode eksempler, jeg husker, er: Michael Dyst, der med en fin lille tekst – et ‘lejlighedsdigt’ – causerede over selve arrangementets betydning med et glimt i øjet; Isabel Rouw, der med raffineret ordleg og sprogligt overskud var en fornøjelse at lytte til; Jesper Lange med en prosatekst, der var både interessant og tankevækkende; og debuterende Carina Melgaard, der med sin lyriske begavelse og en stilfærdigt bidende politisk opsang bidrog med et herligt forfriskende poetisk pust. Alle deltagerne præsenterede skarpe tekster i enten lyrik- eller kortprosa-form og bød på både tankevækkende betragtninger, interessante pointer og egentlige sprogblomster – Et rigtig flot felt af dygtige skribenter! Jeg følte mig i den grad i godt selskab!

Rasmus_Thyrring1
Rasmus Thyrring læser op ved ‘Ord på Flisen’, 28/10 2015. Foto: Cecilie Sund Kristensen/Cecil Photography.

Et andet positivt træk ved den Åbne Scene er, at der er et godt flow i oplæsningerne og det fungerer rigtig godt, at den forrige digter får til opgave at præsentere og lægge op til den næste på listen. Det giver en god dynamik og en god sammenhæng i det, der foregår på scenen.

– Da aftenens officielle del er vel overstået, er der mulighed for at ‘hænge ud’ og udveksle erfaringer og jeg bliver på caféen en halv times tid sammen med nogle af aftenens mere erfarne oplæsere. Vi snakker lidt om, hvordan aftenen er gået og jeg får mulighed for at høre lidt mere om, hvordan deltagerne oplever det fællesskab, som ‘Ord på Flisen’ repræsenterer. Denne uofficielle del er en rigtig god mulighed for at snakke og ‘netværke’ med andre ligesindede og tale om både det at skrive og om oplevelser med at præsentere sine tekster for et publikum. Det bliver til en inspirerende snak og jeg får også lidt baggrundshistorik med mig hjem om andre oplæsningsarrangementer i det københavnske litterære miljø.

Skulle jeg nævne et enkelt minus ved ‘Ord på Flisen’ denne oktoberaften er det den omstændighed, at de etablerede forfattere desværre ikke blev og overværede anden del med den Åbne Scene. Nu har vi alle givetvis mange gøremål i en travl hverdag, og man kan måske ikke forvente at alle bliver hængende tiden ud på en almindelig onsdag aften. Men det ville alligevel klæde de etablerede forfattere at blive i hvert fald et stykke ind i anden halvdel og netværke lidt med de nye og mindre erfarne skribenter sådan en aften – om ikke andet så for på den måde at ‘kvittere’ for arrangørernes invitation. Der ligger trods alt et stort arbejde bag. Som jeg forstår ‘Ord på Flisens’ idégrundlag har initiativet netop også et håb om at være et sted, hvor det er muligt at skabe bro mellem nye og etablerede skribenter og om muligt igangsætte en dialog på tværs af faglige skel. Den mulighed reduceres, hvis de etablerede forsvinder, så snart de selv har læst op.
Men det kan selvfølgelig skyldes et ‘uheldigt sammentræf af begivenheder’ kombineret med travlhed, at de etablerede ikke var synlige i anden del. Og det overskygger på ingen måde mit overordnede positive indtryk af ‘Ord på Flisen’ – det er i høj grad et sted med en god og positiv energi og en stor åbenhed. Man mærker hos alle, både oplæsere og publikum, en glæde ved den gode litteratur, en begejstring for lyrikken og det poetiske sprog og en fælles interesse for det levende ord.

Sammenfattende vil jeg beskrive arrangementet som særdeles vellykket. ‘Ord på Flisen’ er et inspirerende sted, hvor man kan lytte til dygtige, velskrivende og engagerede forfattere og skribenter sammen med et begejstret publikum. En stor kærlighed til sproget præger stedets ånd. Jeg kommer helt sikkert igen, når ‘Ord på Flisen’ præsenterer sit næste arrangement i november – og føler allerede, at jeg har fået adgang til et forum, hvor jeg kan møde ligesindede og nyde den gode litteratur i hyggelige, åbne og afslappede rammer, med plads til alle. Og hvor man, ikke at forglemme faktisk også undertiden kan købe udvalgte eksempler på den litteratur, der bliver læst op af!

En stor ros skal derfor lyde her fra peterpoet.dk til arrangørerne Michael Juhl Svendsen og Christian Haugbølle og fotograf Cecilie Sund Kristensen, der, udover selv at læse op fra sin digtsamling ‘Blå Nætter’, forevigede aftenens oplæsninger med fremragende billeder!

Poeten læser op 4a
‘Poeten’ læser op. ‘Ord på Flisen’ 28/10 2015. Foto: Cecilie Sund Kristensen/Cecil Photography.